Afgørelse

Spørgsmål vedrørende rådgivning om og lukning af valutaterminsforretning

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser vedrørende Nykredit Banks rådgivning i forbindelse med klagerens indgåelse af en valutaterminsforretning i 2008 og bankens lukning af forretningen i 2012.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er engelsk statsborger, flyttede i 2008 til Danmark, hvor hun forventede at blive i cirka otte år. Klageren havde en formue på knap 1 mio. engelske pund (GBP), svarende til cirka 9 mio. danske kroner (DKK) på det daværende kursniveau.

Efter det oplyste anvendte klageren cirka 7 mio. DKK til finansiering af et ejendomskøb med overtagelse den 1. august 2008.

Den 29. juli 2008 underskrev klageren en aftale med den daværende Forstædernes Bank, nu Nykredit Bank, om valutaterminsforretninger inden for en bevilget ramme på 526.000 DKK. Af aftalens punkt seks fremgår bestemmelser om lukning (stop loss), marginkrav m.v., herunder om bankens ret til at kræve yderligere sikkerheder eller lukke forretninger ved eventuelle overskridelser af den bevilgede ramme.

Efter det oplyste indgik klageren en aftale med banken om en valutaterminsforretning GBP/DKK på 960.000 GBP. Aftalen skulle fornyes hvert år indtil 2017, hvor aftalen udløb. Aftalen indebar, at klageren ved aftalens udløb skulle erhverve 960.000 GBP til kursen på aftaletidspunktet.

Baggrunden for aftalen var, at klageren ønskede at beskytte sig mod kursstigninger på GBP under sit ophold i Danmark.

Ved håndpantsætningserklæring af 15. september 2008 fik banken til sikkerhed for klagerens engagement håndpant i et ejerpantebrev på 700.000 kr. med pant i klagerens ægtefælles ejendom.

Ved en e-mail af 16. december 2008 fulgte klagerens advokat op på et møde med banken vedrørende engagementet. Det fremgår, at valutaterminsforretningen havde udviklet sig negativt for klageren, idet GBP-kursen var faldet. Klageren var derfor blevet mødt med krav fra banken om yderligere sikkerhed. Klageren så sig ikke i stand til at realisere det aktuelle tab. Advokaten anførte i øvrigt blandt andet, at klageren ikke havde ønsket at spekulere, men alene at sikre sig mod en eventuelt stigende GBP-kurs. Valutaterminsforretningen havde ikke tilvejebragt den ønskede sikkerhed, idet klageren samtidig var blevet påført en risiko. Klageren var ikke på fyldestgørende måde blevet rådgivet om risikoen. Produktet var komplekst og uegnet til klageren som forbruger. Det var advokatens opfattelse, at banken som følge af mangelfuld rådgivning havde pådraget sig et erstatningsansvar for klagerens tab, der aktuelt udgjorde 880.000 DKK.

Den 24. april 2010 underskrev klageren en håndpantsætningserklæring, hvorefter banken fik håndpant i indeståenderne på to konti (konto nr. -679 og konto nr. -809), på henholdsvis cirka 630.000 DKK og 116 GBP.

Samme dag underskrev klageren et tillæg til rammeaftalen. Af tillægget, der består af fire sider, fremgår blandt andet, at klageren bortset fra eventuelle misligholdelsestilfælde var berettiget til at forlænge valutaterminsforretningen med op til ét år ad gangen indtil ultimo 2017, hvor hun forventede at flytte til England. Klageren skulle samtidig stille yderligere sikkerhed, jf. håndpantsætningserklæringen. Samtidig skulle rammeaftalens punkt seks om lukning (stop loss), marginkrav m.v. ophæves. Konto -679 skulle forrentes med 1,50 % om året. Rentesatsen på konto -809 var 0,00 % om året. I øvrigt fremgår blandt andet:

"Kunden erklærer at være rådgivet om konsekvenserne af forlængelse af Valutaterminsforretningen til historisk kurs (den oprindelige kurs ved indgåelsen af Valutaterminsforretningen), og er enig i, at Kunden hæfter for den til enhver tid gældende markedsværdi på valutaterminsforretningen…"

Klageren har under sagen fremlagt sin e-mail-korrespondance med banken i perioden 20. april - 20. september 2011 vedrørende blandt andet sikkerhedsstillelsen for engagementet, muligheden for at lukke forretningen, indberetninger til Skat, handler med euro m.m.

Den 9. december 2011 indgav klageren en klage til Ankenævnet over Nykredit Bank med påstand om, at blive stillet, som om aftalen om valutaterminsforretningen ikke var blevet indgået. Nykredit Bank nedlagde påstand om frifindelse.

Ved brev af 16. maj 2012 til henholdsvis Ankenævnet og klageren meddelte banken, at man havde valgt at lukke valutaterminsforretningen ved salg af 960 GBP/DKK til kurs 9,2870 med valør den 19. juli 2012, hvor den aktuelle valutaterminsforretning udløb. Det samlede tab på forretningen udgjorde 192.960 DKK, som ville blive hævet på klagerens sikringskonto, hvorefter de resterende sikkerheder ville blive frigivet.

Ved brev af 25. maj 2012 fik Ankenævnet meddelelse om, at klageren nu lod sig repræsentere ved advokat i forbindelse med sagen henset til den seneste udvikling, hvor banken "på trods af det indgåede tillæg til aftale har lukket terminsforretningen den 16. maj 2012".

Banken anså det herefter for uklart, om klageren i strid med bankens opfattelse anså lukningen af forretningen for uberettiget. Banken oplyste, at valutakursen siden lukningen var stort set uændret, og at man ikke anså sig forpligtet til at genetablere valutaterminsforretningen. Banken krævede besked straks, hvis klageren mod bankens forventning ønskede "at fortsætte valutaterminsforretningen på de tidligere aftalte vilkår og hæve sagen i Ankenævnet".

Valutaterminsforretningen blev ikke genetableret.

Banken har efter fradrag af 192.960 DKK til dækning af tabet frigivet klagerens resterende midler i banken og i begyndelsen af 2013 tillige frigivet ejerpantebrevet på 700.000 kr. med pant i ægtefællens ejendom.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt endelig påstand om, at Nykredit Bank skal betale 192.960 DKK med tillæg af sagsomkostninger.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hendes formue skulle anvendes til boligkøbet og leveomkostninger. Hun ønskede derfor ikke på nogen måde at løbe en risiko. Tværtimod ønskede hun at beskytte sig mod en eventuel stigning i GBP-kursen, som netop i forbindelse med hendes flytning til Danmark var faldet betydeligt. Hun gjorde det klart for banken, at hun ikke ønskede at løbe nogen risiko, og at hun var en almindelig forbruger uden særlig økonomisk indsigt.

Rådgivningen var begrænset til et enkelt møde, hvor banken oplyste, at hun ved en valutaterminsforretning kunne afdække kursudsving mellem GBP og DKK.

Bankens rådgivning var forkert og mangelfuld. Hun opnåede ikke den beskyttelse, som hun efterspurgte, idet hun uden at være klar over det, blev påført en risiko, hvis GBP-kursen faldt yderligere.

Der var tale om et kompliceret produkt, som hun ikke kunne gennemskue. Efterfølgende viste det sig, at bankens medarbejdere heller ikke selv forstod produktet fuldt ud.

Hvis banken mere relevant havde tilbudt hende en option, der efter det oplyste ville være forbundet med betydelige omkostninger, ville det have været tydeligt, at præmien for den forsikring, som hun efterspurgte, var for høj.

Hun var heller ikke klar over, at hun løbende ville blive mødt med marginkald, der medførte, at hun var nødsaget til at stille yderligere sikkerhed. Dette betød, at midler, der var bestemt til leveomkostninger, stod på deponeringskonti til lav eller ingen rente.

Tillægsaftalen af 2010 havde til formål at sikre hende imod, at hun blev bragt i en situation, hvor hun på grund af manglende evne til at honorere bankens krav om sikkerhedsstillelse ville være tvunget til at lukke forretningen. Der var ikke som anført af banken tale om en løsning "til fuld og endelig afgørelse" af ethvert mellemværende mellem parterne. Dette fremgår heller ikke af aftaleteksten.

Efter indgåelsen af tillægsaftalen havde hun fortsat den fulde risiko på valutaterminsforretningen. Hun har således ikke på noget tidspunkt spekuleret på bankens regning.

Realisationen af tabet på konkret 192.960 kr. er bankens ansvar og risiko. Indgivelsen af klagen til Ankenævnet var ikke en misligholdelse af aftalen, og banken var derfor ikke berettiget til at lukke som sket den 16. maj 2012. Banken har selv i første klagesvar henvist til, at der ikke var grundlag for at annullere valutaterminsforretningen.

Forretningen kunne den 19. juli 2012 have været lukket uden tab og med en lille gevinst.

Sagen bør ikke afvises med henblik på en eventuel vidneførelse. Det beror på bankens egne forhold, at man ikke har sikret sig en skriftlig dokumentation for sin rådgivning.

Nykredit Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren forud for indgåelsen af valutaterminsforretningen modtog fyldestgørende rådgivning. Rådgivningen blev ydet på et møde i banken, hvor man på engelsk gennemgik produktet i detaljer og rådgav herom. Klageren blev rådgivet om de risici, der var forbundet med en valutaterminsforretning og accepterede disse.

Klageren blev rådgivet om, at banken kunne kræve sikkerhedsstillelse på grund af negativ markedsværdi, og klageren har efterfølgende efterkommet bankens krav herom.

En eventuel option var ikke et relevant alternativ til valutaterminsforretningen. Banken tilbød ikke valutaoptioner til privatkunder, og præmien til en sådan option ville i klagerens tilfælde have været uacceptabelt høj.

Efter indgåelsen af valutaterminsforretningen udviklede valutakursen sig ikke, som klageren forventede, idet kursen på GBP faldt. På baggrund af forretningens negative markedsværdi var banken berettiget til at kræve yderligere sikkerhedsstillelse.

Klageren og denne advokat gjorde gældende, at banken havde handlet ansvarspådragende, hvilket blev bestridt af banken.

Efter forhandling blev valutaterminsforretningen fortsat på de ændrede vilkår, der fremgår af tillægsaftalen. Efter indgåelsen og opfyldelsen af tillægsaftalen var klageren afskåret fra efterfølgende at gøre indsigelse mod valutaterminsforretningen og sikkerhedsstillelsen. Tillægsaftalen indeholder en udtrykkelig erklæring fra klageren om, at hun hæfter for den til enhver tid gældende negative markedsværdi. Hverken klageren eller klagerens advokat tog forbehold om efterfølgende at rejse et krav mod banken.

Banken har under de givne omstændigheder været berettiget til at lukke valutaterminsforretningen, idet klageren ellers ville spekulere for bankens risiko og regning. Klageren kan således ikke både anfægte og fastholde valutaterminsforretningen, hvorved klageren forbeholder sig at kræve erstatning for tab i alle situationer og dækning af alle typer omkostninger.

Lukningen skete med henblik på at begrænse tabet.

Ankenævnets bemærkninger

Det må anses for uafklaret, om Forstædernes Bank, nu Nykredit Bank, ydede fyldestgørende rådgivning i forbindelse med, at klageren i 2007 indgik en valutaterminsforretning på 960.000 GBP, og om en valutaterminsforretning måtte anses for et egnet produkt for klageren i den givne situation.

I december 2008, hvor valutaterminsforretningen havde udviklet sig negativt for klageren rettede klageren via en advokat henvendelse til banken med krav om en erstatning på 880.000 kr. svarende til det aktuelle urealiserede tab på valutaterminsforretningen. Kravet var begrundet i mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelsen af valutaterminsforretningen, herunder om risikoen for tab i tilfælde af kursfald på GBP, samt produktets egnethed i forhold til opfyldelsen af klagerens formål med aftalen.

Efter forhandlinger mellem parterne blev der indgået en tillægsaftale, hvorefter valutaterminsforretningen fortsatte. Klageren tog i den forbindelse ikke forbehold for de tidligere fremsatte indsigelser vedrørende aftaleindgåelsen.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klageren som anført af banken er afskåret fra nu at gøre indsigelserne gældende.

Det må anses for uafklaret, om banken den 16. maj 2012 var berettiget til uden klagerens samtykke at lukke valutaterminsforretningen, hvorved et aktuelt tab på 192.960 kr. blev realiseret. Klageren gjorde indsigelse mod lukningen, men rejste ikke krav om genetablering af valutaterminsforretningen, hvilket efter det oplyste kunne være sket til stort set samme kurs i hvert fald indtil den 31. maj 2012. Ankenævnet finder, at klageren ved at undlade dette accepterede lukningen, der som anført af banken skete med henblik på at begrænse tabet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen