Ikke formueretlig tvist.
| Sagsnummer: | 328/2000 |
| Dato: | 06-12-2000 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
|
| Ledetekst: | Ikke formueretlig tvist. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 24. august 2000 modtog Ankenævnet klageskema fra klageren. Klageskemaet var udfyldt med klagerens navn og adresse, og klageren angav, at klagen vedrørte indklagede 1 og indklagede 2. Det fremgik ikke, hvad klagepunkterne var.
Ved skrivelse af 28. august 2000 rettede Ankenævnets sekretariat henvendelse til klageren med anmodning om, at klageren fremkom med yderligere oplysninger om, hvad klagen angik samt, hvad klageren ønskede at opnå gennem indgivelse af klagen.
Ved skrivelse modtaget i sekretariatet den 18. september 2000 fremkom klageren med yderligere bemærkninger.
Sekretariatet forelagde herefter klagesagen for indklagede 1 og 2.
Ved skrivelse af 29. september 2000 meddelte indklagede 1, at man ikke ud af det fremsendte kunne konkludere, hvad klagen vedrørte, hvorfor klageren blev anmodet om at præcisere sine klagepunkter.
Ved skrivelse af 27. oktober 2000 meddelte indklagede 2, at klageren havde haft et kundeforhold med indklagede frem til slutningen af 1992. Indklagede anmodede samtidig om, at klageren fremkom med yderligere oplysninger, såfremt klagen blev fastholdt.
Ved skrivelse af 30. oktober 2000 fremsendte sekretariatet skrivelserne af 29. september og 27. oktober 2000 til klageren. Med henvisning til nogle betalingsoversigter samt kontoudtog, som klageren i mellemtiden havde fremsendt til sekretariatet, og som ikke vedrørte indklagede 1 og 2, bad sekretariatet klageren om at oplyse, om denne fastholdt klagen over for indklagede 1 og 2, eller om klagen i stedet skulle rettes mod det pengeinstitut, som de fremsendte kontoudtog mv. vedrørte. Klageren blev samtidig opfordret til at meddele, hvad klagen i givet fald vedrørte, ligesom klageren blev oplyst om, at han kunne rette telefonisk henvendelse til sekretariatet.
Den 1. november 2000 modtog sekretariatet en yderligere skrivelse fra klageren, der ikke ses at besvare sekretariatets spørgsmål.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har angivet, hvilke konkrete omstændigheder, det er, han ønsker, at Ankenævnet skal bedømme, ligesom klageren ej heller har anført, hvad han ønsker at opnå ved den indgivne klage.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at der foreligger en konkret formueretlig tvist, og Ankenævnet kan herefter ikke behandle klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.