Afgørelse

Krav om afdragsfrihed og spørgsmål om erstatning som følge af mangelfuld efterlevelse af aftaler

Sagsnummer:	214/2022
Dato:	06-09-2023
Ankenævn:	Vibeke Rønne, Inge Kramer, Mette Lindekvist Højsgaard, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne:	Afvisning - klage tidligere behandlet Forlig - øvrige spørgsmål Udlån - hæftelse
Ledetekst:	Krav om afdragsfrihed og spørgsmål om erstatning som følge af mangelfuld efterlevelse af aftaler
Indklagede:	Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning

Sagen vedrører krav om afdragsfrihed og spørgsmål om erstatning som følge af manglende efterlevelse af aftaler.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, havde en ejendom i Frankrig. Ejendommen var oprindeligt finansieret med et lån i et fransk pengeinstitut.

I marts 2008 blev finansieringen overflyttet til Nykredit Bank, hvor klageren og M optog et såkaldt Multicurrency lån. Lånet blev tilbudt med en hovedstol på 1.500.000 EUR og med mulighed for valutaskifte mellem seks valutaer, herunder CHF, i forbindelse med udbetalingen samt ved udgangen af et kvartal efter låntagernes skriftlige anmodning. Af låneaftalen fremgik, at restgælden i EUR ved omlægning af lånet til en anden valuta kunne komme til at overstige den oprindelige hovedstol i EUR. Renten var variabel og bestod af en for valutaen gældende referencerente med et fast tillæg. Af låneaftalen fremgik endvidere, at lånet var med afdragsfrihed frem til den 31. december 2017, og at lånet var underlagt fransk lov. Banken fik pant i ejendommen, og klageren og M skulle derudover stille sikkerhed for lånet i et depot i Nykredit Privat Portefølje til en værdi af 200.000 EUR.

Lånet blev ved udbetalingen etableret i CHF og blev ikke omlagt siden.

I starten af 2011 gik M personligt konkurs.

I cirkulæreskrivelse af 26. maj 2011 omtalte kurator i M’s konkursbo overdragelse af flere ejendomme til M’s nærtstående, herunder ejendommen i Frankrig. Af skrivelsen fremgik, at gælden i ejendommene ikke var overdraget, og at M fortsat hæftede for gælden.

I forbindelse med M’s konkurs opstod der en restance på lånet. Klageren har fremlagt en e-mail uden datering fra M til Nykredit vedrørende ”Betalingsaftale efter konkurs”, hvori følgende var anført:

”I forlængelse af telefonsamtale skal jeg bekræfte – på vegne af os begge [klageren og M] – at Nykredit kan anvende midler på spærret konto/depotkonto hos Nykredit til betaling af renter på lån til hus i Frankrig. Dette gælder såvel de forfaldne renter som fremtidige renter, der kan trækkes automatisk hvert kvartal fra samme konto.

Fra og med næste kvartal er der derfor ingen restancer.

Der er i tilknytning hertil lavet aftale med [klageren] om afdragsfrihed i perioden 2012-2022 og i løbet af 2021 skal aftalen tages op til revision med henblik på at finde ud af, hvornår [klageren] er i stand til at afdrage på lånet. 

…”

Den 29. oktober 2018 indbragte klageren en sag (344/2018) for Ankenævnet og nedlagde i den forbindelse blandt andet påstand om, at banken skulle meddele afdragsfrihed til 2021, give ”fleksibilitet til at diskutere afdragsfrihed indtil til førtidig indfrielse” i 2026 samt præcisere lånets nedskrivning.

Den 4. og 15. januar 2019 meddelte banken via e-mail, at den var indstillet på at forlænge afdragsfriheden på lånet til den 31. december 2021 mod betaling af et gebyr på maksimalt 500 EUR til de franske myndigheder, og at den ikke ønskede at forlænge afdragsfriheden yderligere. Banken ville ved forlængelse af afdragsfriheden tilbageføre de fra depotkontoen betalte afdrag og heraf afledte gebyrer. 

Den 21. januar 2019 meddelte klageren via e-mail, at hun accepterede tilbuddet, og at depotkontoen til udgangen af januar 2019 skulle ”være bragt tilbage til at kun renter må være betalt fra min konto siden aftalen blev sendt til Nykredit første gang i 2011”. Klageren fastholdt ”uafhængig af accept af forliget” indsigelser mod banken i forbindelse med lånet, herunder indsigelse om at banken burde have frarådet finansiering i CHF samt indsigelse mod, at banken startede ”med at trække penge fra min konto uden noget aftalegrundlag herfor dokumenteret i kundemappen”. Klageren anførte endvidere, at banken skulle nedskrive lånet og opdele hæftelsen mellem hende og M.

Den 14. marts 2019 vedstod banken sit tilbud af 4. og 15. januar 2019 og oplyste, at dette kunne gennemføres uden omkostning for klageren.

Den 30. april 2019 afsagde Ankenævnet afgørelse i sagen. Af Ankenævnets afgørelse fremgik blandt andet, at banken anmodede klageren om at dokumentere, at ejendommen var overdraget til klageren, og at banken ikke havde modtaget dokumentation herfor. Herudover fremgik:

”…

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, principalt at Nykredit Bank skal meddele afdragsfrihed til 2021, give ”fleksibilitet til at diskutere afdragsfrihed indtil til førtidig indfrielse” i 2026 samt præcisere lånets nedskrivning, subsidiært at banken skal overtage ejendomsretten til ejendommen med respekt af gældende brugsret, betale/tilbagebetale franske ejendomsskatter fra og med 2011, fritstille hende fra gælden i ejendommen og genetablere/fritstille depotkontoen med det ved M’s konkurs værende indestående til en værdi af ca. 1,3 million DKK samt give hende en option til at tilbagekøbe ejendommen til en nedskrevet værdi i 2026. Ankenævnet forstår endvidere klagerens påstand således, at banken ska nedskrive gælden, opdele den nedskrevne gæld pro rata mellem hende og M samt tilbageføre de fra depotkontoen trukne afdrag på lånet.

…

Ankenævnets bemærkninger

I marts 2008 optog klageren og hendes daværende ægtefælle M et såkaldt Multicurrency lån hos Nykredit Bank. Lånet blev tilbudt med en hovedstol på 1.500.000 euro og med mulighed for valutaskifte mellem seks valutaer, herunder CHF, hvert kvartal. Lånet blev ved udbetalingen etableret i CHF og blev ikke omlagt siden. Ifølge låneaftalen var lånet afdragsfrit frem til den 31. december 2017.

Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal give afdragsfrihed til år 2021, samt at banken skal give mulighed for at drøfte afdragsfrihed frem til år 2026. Banken har under klagesagen tilbudt og vedstået sit tilbud om at forlænge afdragsfriheden på lånet til den 31. december 2021 uden omkostninger for klageren. Banken har bekræftet, at den ved forlængelse af afdragsfriheden vil tilbageføre de betalte afdrag og heraf afledte gebyrer til depotkontoen. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at give yderligere afdragsfrihed eller at tilbageføre yderligere beløb til depotkontoen.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken ved rådgivning af klageren i forbindelse med optagelsen af lånet begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klageren klart, at der ved optagelse og udbetaling af et lån i en anden valuta var en risiko for, at kursen på den anden valuta udviklede sig ugunstigt, således at restgælden i euro og/eller danske kroner steg. Ankenævnet finder endvidere, at klageren i hvert fald tidligere end tre år før den 29. oktober 2018, hvor forældelsen blev afbrudt ved sagens indbringelse for Ankenævnet, havde tilstrækkeligt kendskab til de omstændigheder, som hun nu anfører som grundlag for sit krav mod banken. Ankenævnet finder derfor, at et eventuelt erstatningskrav var forældet, da klagen blev indgivet til Ankenævnet.

Det fremgik af låneaftalen, at både klageren og M var debitorer på lånet. Ankenævnet finder ikke, at banken er forpligtet til at opdele gælden.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har givet klageren tilsagn om at nedskrive lånet. Ankenævnet finder ikke, at banken på andet grundlag er forpligtet til at nedskrive lånet.

Ankenævnet finder ikke, at der i øvrigt er oplyst omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

…”

Den 27. april 2020 tilbageførte banken 260.071,36 CHF til klagerens konto (-926) i henhold til bankens tilsagn af 4. og 15. januar 2019.

Den 1. november 2021 udarbejdede M med fuldmagt fra klageren en handlingsplan, hvoraf det blandt andet fremgik, hvordan klageren ønskede den fremtidige finansiering af ejendommen i Frankrig skulle være efter udløbet af afdragsfriheden den 31. december 2021. Det fremgår blandt andet:

”…

Ordlyden af det, der blev sendt og accepteret af Nykredit Bank i 2011 er således følgende: ”Til Nykredit International, Juridisk Afdeling – I forlængelse af telefonsamtale, skal jeg bekræfte – på vegne af os begge ([klageren] og [M]) – at Nykredit kan anvende midler på spærret konto/depotkonto hos Nykredit til betaling af renter på lån til hus i Frankrig. Dette gælder såvel forfaldne renter som fremtidige renter, der kan trækkes automatisk hvert kvartal fra samme konto. Fra og med næste kvartal er er der således ingen restancer. Der er i tilknytning hertil lavet aftale med [klageren] om afdragsfrihed i perioden 2012-2022 og i løbet af 2021 skal aftalen tages op til revision med henblik på at finde ud af, hvornår [klageren] er i stand til at afdrage på lånet. Jeg sender kopi til kurator i konkursboet ([advokatvirksomhed]). Med venlig hilsen, [M].

…

KONKLUSION, FORESLÅET LØSNINGSMODEL

…

Med udgangspunkt i ovenstående foreslår [klageren] følgende HANDLINGSPLAN:

 

1. Nykredit skal melde åbent ud, hvad nedskrivningen af lånet præcist har været. Ud fra indtægtssplit mellem [M] og [klageren] på tidspunktet for konkursen forventes en nedskrivning på ca. 80 %. Restværdien (det nedskrevne lån) skal bruges som hovedstol i ny finansiering. Lånets hovedstol skal være i DKK.

 

1. Nykredit og [klageren] etablerer et fransk SCI, hvor ejendommen og restværdien af det nedskrevne lån placeres. Restværdien af det nedskrevne lån etableres som finansieringsgrundlag for SCI andelsselskabet. Finansieringen af SCI selskabet er således finansieringen ifølge akkorden.

 

1. Nykredit lader tinglyse aftalerne om ”demembrement” i SCI selskabet (adskillelse af nøgen ejendomsværdi og brugsværdi), hvor [M] og [person] hver især har en uopsigelig lejekontrakt, der giver dem en procentdel af brugsværdien af ejendommen. Lejekontrakternes indehavere er positive overfor, at deres ret bliver tinglyst på SCI selskabet.

 

1. Den nye finansiering for SCI selskabet forventes lavet med samme struktur som et Totalkredit Pluslån, dvs. op til 30 års afdragsfrihed. Dog vil [klageren], når investeringsejendomme afhændes i selskabsregi, forpligte sig til aktivt at medvirke til at førtidsafvikle engagementet (eller foretage indbetalinger, der svarer til førtidsafvikling) med ekstraordinære indbetalinger, mest sandsynligt vil dette ske i perioden 2026-2028, når der bliver flertal blandt investorerne om at afhænde selskabet. [Klageren] kan eventuelt stille revisorbekræftede tal fra investeringsselskabet til rådighed, der p.t. viser et overskud til [klageren] efter skat på ca. 6,7 mill. DKK.

 

1. [Klagerens] nuværende indlånskonto i Nykredit vil fortsat blive anvendt til rentebetalinger (der er tilstrækkelige midler på kontoen til betaling af renter til og med ca. 2026).

 

1. Idet der var aftalt i akkorden, at det var den nedskrevne gæld, der skulle overtages af [klageren], er der sandsynligt betalt for meget i renter siden nedskrivningen fandt sted regnskabsmæssigt. Der er øjensynligt også betalt for mange rente som følge af at lånet har været i CHF og der er trukket rentemargin som havde lånet været i Euro. Der anmodes om en good-faith betragtning i denne sammenhæng (detaljerede beregninger er ikke nødvendige) og efterfølgende kreditering af en vis sum renter på [klagerens] indlånskonto.

 

1. Problemstillingerne/konfliktpunkterne vedr. at Nykredit villigt havde finansieret ejendommen i CHF selvom Nykredit på dette tidspunkt til andre (større) kunder specifikt frarådede finansiering i CHF, med betydelige tab til [klageren] til følge, genoptages ikke. Det nye aftalegrundlag skal være suverænt gældende.

…”

Klageren har oplyst, at hun 25. februar 2022 anmodede banken om at bekræfte indholdet af handlingsplanen.

I marts 2022 svarede banken, at den ikke accepterede handlingsplanen.

I marts-april 2022 afholdt M et møde med banken, uden der blev fundet en løsning.

Den 1. juni 2022 indbragte klageren en ny sag for Ankenævnet.

Klageren fremlagde i forbindelse med klagen et håndskrevet dokument og oplyste, at dette indeholdt notater, som M tog på møder med banken i 2011. Klageren har oplyst, at det af notaterne fremgik, at banken tilbød tre ting: At der efter udløb af initial afdragsfrihed i 2021 ville ske en nedskrivning af lånet, at restgælden efter nedskrivning ville blive afspejlet i en ny finansiering for klageren, og at klagerens økonomiske forhold efter udløb af initial afdragsfrihed skulle være afgørende for, hvornår afdrag skulle påbegyndes.

Den 1. oktober 2022 præciserede klageren sin klage til Ankenævnet. Hun anførte blandt andet:

”…

Mht. sagens kerne og omfang – nej, sagen er ikke en gentagelse af sag 344/2018. Sagen er en opfølgning på at Nykredit ikke har opfyldt og øjensynligt ikke ønsker at opfylde noget som helst krav, der enten er en direkte eller indirekte følge af forliget fra 2019. Nykredit har således misligholdt forliget fra 2019. Nykredit optræder ikke som en bank, der på loyal måde ønsker at finde løsninger.

…

Efter den aftalte afdragsfri periode, skulle det aftales i perioden 2017-2021, hvad der skulle ske med lånet i den efterfølgende periode. Det skete ikke. Nykredit kontaktede ikke Klager i perioden for at udarbejde en løsning. Klager var derfor nødt til under betydeligt tidspres at udarbejde en handlingsplan, der blev fremsendt til Nykredit i midt november 2021 til ratificering. Nykredit bekræftede modtagelse og påpegede, at det ville blive behandlet ASAP i en anden afdeling.

Nykredit afviste ikke forslaget inden udløb af forligsperioden. Nykredit lod ved sine manglende svar Klager forstå, at handlingsplanen var accepteret. I feb/mar 2022 syntes Klager, at det var mærkeligt at der påny ikke kom noget formelt aftalegrundlag og med Klagers dårlige erfaringer med Nykredits manglende evne til at formulere og acceptere nye aftalegrundlag, blev der for god ordens skyld rykket for en formel bekræftelse af aftalen i feb/mar 2022. Som det ser ud nu, hvor Nykredit pludselig, langt inde i perioden 2022-2026, ikke længere vil acceptere handlingsplanen, har de misligholdt forliget og ikke løftet kravet om at forhandle en forlængelse på plads inden deadline.

…

Som følge af, at Nykredit ikke har levet op til kravene fra forliget i 2019 og igen nægter at følge op på det nye aftalegrundlag, opstår nærværende sag. Det er simpelthen nødvendigt at færdiggøre det nye aftalegrundlag for lånet og lave en skriftlig, langsigtet plan, idet Nykredit ikke lever op til sine forpligtelser selv når de indgår et forlig. Alt materiale der stammer tilbage fra før ejerskiftet, er forældet og ikke længere relevant.

Desuden lader det til, at der er betalt for mange renter i forligsperioden 2017-2021, idet renten på lånet i perioden har været negativ; der er ifølge det forældede aftalegrundlag fra 2007 kun administrationsbidrag hvis lånet er i EUR og der er Klager bekendt ikke krediteret kontoen renter på noget tidspunkt.

…”

Klageren har fremlagt en kontoudskrift for sin erhvervskonto (-398) i banken for perioden 28. december 2018 til 30. december 2019. Det fremgik af denne, at indeståendet pr. 30. december 2019 var 994.605,50 DKK.

Klageren har fremlagt en kontoudskrift for sin erhvervskonto (-398) i banken, for perioden 30. december 2020 til 30. december 2021. Det fremgik af denne, at indeståendet pr. 30. december 2021 var 516.659,07 DKK.

Klageren har oplyst, at hun pr. ultimo 2021 havde en formue på 516.659 DKK samt en løbende kredit på 1 million DKK, som hun ville anvende til at betale lånet og renter af lånet med.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstande således, at den navnlig vedrører følgende 11 punkter:

1) Banken skal fremlægge dokumentation for, hvad bankens advokat tilbød eller aftalte med hende i 2011.

2) Hvis banken ikke kan fremlægge dette, skal banken anerkende det indhold, som fremgår af notaterne af 2011, som M tog på mødet med banken.

3) Banken skal foretage korrekt tinglysning af den opdeling af ejendommen i brugsret og nøgen ejendomsret, der blev lavet i 2016 og 2018 i forbindelse med generationsskiftet på ejendommen.

4) Den afdragsfrie periode skal forlænges til 2026, da det af forliget af 2019 fremgik, at ”Der er i tilknytning hertil lavet aftale med klageren om afdragsfrihed i perioden 2012-22 og i løbet af 2021 skal aftalen tages op til revision med henblik på at finde ud af, hvornår klageren er i stand til at afdrage på lånet”.

5) Banken skal fastslå, at konto (-398) i banken med et indeståede på 516.659 DKK pr. ultimo 2021 er klagerens ejendom, at kontoen blev ejerskiftet i 2011, og at kontoen kan anvendes uden begrænsninger til at betale renter af lånet/det nedskrevne lån frem til og med 2026, samt en efterfølgende periode.

6) Banken skal opgøre og tilbagebetale det rentebeløb, der er betalt for meget på kontoen i banken, da der i forbindelse med lånet uberettiget blev opkrævet en rentemarginal.

7) Banken skal oplyse, hvorfor klageren i MIFID-II sammenhæng er karakteriseret som privatkunde, når hendes konto og kredit i banken er en erhvervskonto.

8) Banken skal oplyse, hvilken MIFID-II risikoklassifikation klageren har og fremlægge dokumentation for, om der er rådgivet eller stillet for dårlige værktøjer til rådighed, så CHF-risikoen og håndteringen af den ikke går langt ud over, hvad klagerens risikoklassifikation og formueforhold kan bære.

9) Banken skal udlevere den vurdering af huset, der blev lavet i 2015 og blev lovet fremsendt til M.

10) Ankenævnet skal fastslå, om banken i henhold til aftalelovens §§ 4 og 6 var forpligtet til at acceptere klagerens tilbud om førtidig indfrielse/handlingsplan af november 2021.

11) Ankenævnet skal fastslå, om banken i tilfælde af, at den ikke iagttog indholdet af aftalen af 2011, forliget af 2019 eller handlingsplanen af 2021 var erstatningsansvarlig overfor klageren.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken ikke kan erindre eller dokumentere de aftaler, som banken indgik, hvilket er dybt problematisk. Banken kan grundet dette ikke erindre indholdet af aftalen i 2011 eller forliget af 2019. Banken kan ikke dokumentere, at den har lavet en korrekt kreditvurdering.

Hun havde i perioden fra forliget 2019 og indtil foråret 2022 ikke hørt fra banken, og antog berettiget, at handlingsplanen af 2021 var ubestridt og accepteret.

Banken respekterede ikke aftalelovens principper. Da banken ikke reagerede på klagerens handlingsplan ”uden ugrundet ophold” var handlingsplanen bindende. Ved ikke at give en kontramelding, accepterede banken handlingsplanen implicit. Aftalelovens §§ 4 og 6 var præcise på dette punkt, idet de udover enhver tvivl præciserede, at hvis man modtog et tilbud, som handlingsplanen var, og man ikke ønskede at acceptere denne, så skulle man ”uden ugrundet ophold” give meddelelse derom, da aftalen i modsat fald ansås for indgået. 

Det fremgik af forligsteksten af 2019, at det skulle afklares hvordan og hvornår afdrag skulle betales. Dette kunne alene forstås således, at parterne skulle afklare, i hvilket omfang klageren skulle betale afdragene efter 2021, og hvornår betaling af afdragene skulle påbegyndes. Banken havde inden ophøret af afdragsfriheden i 2021 ikke bidraget til nogen form for afklaring af, hvordan og hvornår afdrag skulle betales.

Det var vigtigt for klageren at få orden i sagerne. Hun havde foreslået banken forskellige løsninger, men uden held. Det var mærkværdigt, at banken end ikke ønskede at foreslå et modspil til den fremsendte handlingsplan. Når klageren havde en egenkapital på mere end 40 millioner DKK og en evne til førtidig indfrielse af lån, var det uforståeligt, at banken afviste en handlingsplan, der inkluderede en yderligere femårig periode med afdragsfrihed eller eventuelt med små afdrag. Banken havde ingen saglig begrundelse for at afvise handlingsplanen og burde grundet sin position som monopolvirksomhed med hensyn til dansk boligfinansiering i Frankrig/Spanien have et strengere rimelighedsprincip over for forbrugere, end hvad der normalt er gældende.

Hun har lidt et tab, som udgør forskellen mellem skatteansættelsen af den nuværende ejendom, som var fritaget for dansk ejendomsværdiskat og skatteansættelsen af en anden tilsvarende ejendom med en værdi på ca. 1,8 millioner EUR, der købes efter 2026, hvor der skal betales ejendomsværdiskat i tilfælde af, at hun forceres til at overdrage den nøgne ejendomsret på ejendommen. Forskellen i skatteansættelse er ca. 280.000 DKK pr. år.

Nykredit Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en del af klagerens påstande vedrørte spørgsmål, der blev behandlet i sag 344/2018, og at fremsættelsen af denne sag er et forsøg på at få genbehandlet en sag, der ikke blev afgjort til klagerens fordel, hvorfor klagen for så vidt angår disse punkter, er unødig, jf. Ankenævnet vedtægter § 5, stk. 3, nr. 3. Spørgsmål om tinglysning udgjorde herudover ikke et konkret økonomisk mellemværende, hvorfor denne påstand ikke kunne behandles af Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.

Det eneste nye i denne sag er, at klageren har fremlagt et håndskrevet dokument, der angiveligt indeholder notater fra et møde i 2011. En fremlæggelse af et håndskrevet dokument med usikker bevisværdi kan ikke føre til en genbehandling af hele sagen. Det kan ikke ud fra de fremlagte noter konstateres, om der er tale om M’s udlægning af mødet, eller om der er tale om de ønsker eller krav, der blev fremsat på vegne af klageren på mødet. Afklaringen af dette samt afdækning af årsagen til, at noterne ikke blev fremlagt i 2018, vil kun kunne ske ved afhøring af M, mødedeltagere fra banken m.fl. under strafansvar, hvilket ikke kan ske i Ankenævnet jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Banken har til støtte for frifindelsespåstand anført, at banken har opfyldt aftalen fra 2019, idet afdragsbeløb er tilbageført til sikringskontoen som aftalt.

Banken var ikke på grund af manglende reaktion forpligtet af noget tilbud eller handlingsplan fra klageren. Hverken aftalelovens § 4 eller § 6 medførte en retsvirkning, hvor banken var bundet af klagerens handlingsplan af 2021 på grund af manglende svar. Banken afviste yderligere afdragsfrihed. Ankenævnet fastslog i sag 344/2018, at banken var berettiget til at afslå yderligere afdragsfrihed. Klageren havde ikke en berettiget forventning om at opnå afdragsfrihed. Oplysninger om klagerens formueforhold er uden relevans. Klageren forudsatte uberettiget, at lånet fortsætter som værende afdragsfrit, hvilket banken har afvist og var berettiget til at afvise.

Klagerens MiFID-kategorisering er uden relevans for sagen, idet kategoriseringen alene vedrører investering, og klageren i øvrigt henviser til MiFID-kategorien vedrørende et allerede afgjort spørgsmål om rådgivning om valutalån.

Klageren har ikke konkretiseret et erstatningskrav. Det var uklart, hvad klagerens rentekrav var. Negativ rente på et lån medfører normalt ikke kontant udbetaling til låntager, men derimod en nedskrivning af hovedstolen eller modregning i betaling af bidrag. Det forhold, at klageren ikke konstaterede indbetalinger på kontoen, var derfor ikke udtryk for, at en negativ rente ikke var honoreret.

Klagen er fundamentalt identisk med sag 344/2018, som blev afgjort af Ankenævnet i 2019.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes daværende ægtefælle, M, havde en ejendom i Frankrig. Ejendommen var oprindeligt finansieret med et lån i et fransk pengeinstitut. I marts 2008 blev finansieringen overflyttet til Nykredit Bank, hvor klageren og M optog et såkaldt Multicurrency lån. Af låneaftalen fremgik, at lånet var med afdragsfrihed frem til den 31. december 2017, og at lånet var underlagt fransk lov.

Den 29. oktober 2018 indbragte klageren en klage for Ankenævnet (sag 344/2018) og nedlagde i den forbindelse blandt andet påstand om, at banken skulle meddele afdragsfrihed til 2021, give ”fleksibilitet til at diskutere afdragsfrihed indtil til førtidig indfrielse” i 2026 samt præcisere lånets nedskrivning.

Den 4. og 15. januar 2019 meddelte banken, at den var indstillet på at forlænge afdragsfriheden på lånet til 31. december 2021 mod betaling af et gebyr på maksimalt 500 EUR til de franske myndigheder, og at banken ville tilbageføre de fra depotkontoen betalte afdrag og heraf afledte gebyrer. Den 21. januar 2019 accepterede klageren tilbuddet, men fastholdt en række andre klagepunkter.

Den 30. april 2019 afsagde Ankenævnet afgørelse i sag 344/2018. Ankenævnet fandt blandt andet, at der ikke var grundlag for at pålægge banken at give klageren yderligere afdragsfrihed eller at tilbageføre yderligere beløb til depotkontoen, at det ikke var godtgjort, at banken ved rådgivning af klageren i forbindelse med optagelsen af lånet begik fejl eller forsømmelser, der kunne medføre et erstatningsansvar, og at der i øvrigt ikke var oplyst omstændigheder, der kunne føre til, at banken skulle pålægges at betale et beløb til klageren, hvorfor klageren ikke fik medhold i klagen.

Den 27. april 2020 tilbageførte banken 260.071,36 CHF til klagerens konto (-926) i henhold til bankens tilsagn af 4. og 15. januar 2019.

Den 1. november 2021 udarbejdede M med fuldmagt fra klageren et dokument, hvoraf det blandt andet fremgik, hvordan klageren ønskede den fremtidige finansiering af ejendommen i Frankrig skulle være, herunder hvordan afviklingen af lånet skulle være efter udløbet af afdragsfriheden den 31. december 2021.

I marts 2022 svarede banken, at den ikke accepterede handlingsplanen.

I marts-april 2022 afholdt M et møde med banken, uden der blev fundet en løsning.

Den 1. juni 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet.

Klageren har den 1. oktober 2022 blandt andet anført, at banken har misligholdt forliget fra 2019, at banken er bundet af handlingsplanen af 2021, at den ikke handlede i overensstemmelse med dette og at banken er erstatningsansvarlig.

Ankenævnet finder, at Nykredit Bank er rette indklagede i sagen.

Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens påstande 3 og 4 blev behandlet i Ankenævnets afgørelse af 30. april 2019. Ankenævnet finder ikke, at der er grundlag for at genoptage denne sag. Ankenævnet kan ikke behandle denne del af klagen.  

Ankenævnet finder ikke, at fremlæggelsen af notatet udarbejdet af M i 2011 på nuværende tidspunkt kan tillægges betydning. Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at der blev indgået en aftale svarende til det håndskrevne notat. Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på indholdet af notatet, sammenholdt med M’s e-mail fra 2011 og det forhold, at banken ikke har tiltrådt notatet. Hertil kommer, at der i 2019 blev indgået en skriftlig aftale mellem klageren og banken om en forlængelse af afdragsfrihed til 31. december 2021. Klageren får herefter ikke medhold i sine påstande 1 og 2.

Vedrørende påstand 5 finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indeståendet på konto (-398) tilhører klageren.

Vedrørende påstand 6 finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klageren har betalt for meget i rente til banken.

Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører klagerens påstande 7, 8 og 9, ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende, hvorfor Ankenævnet afviser behandling af denne del af klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.

Vedrørende påstand 10 finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at banken har accepteret indholdet af klagerens handlingsplan af november 2021. Banken kan ikke uden dens accept heraf forpligtes til at imødekomme indholdet af klagerens handlingsplan af 2021. Det forhold, at banken først i marts 2022 reagerede på klagerens tilbud i handlingsplanen, kan ikke anses som en accept af tilbuddet. Ankenævnet kan derfor ikke forpligte banken til at imødekomme indholdet af handlingsplanen. Det beror herefter på bankens egen beslutning, om den vil give klageren et tilsagn om forlængelse af afdragsfrihed, anden finansiering eller afdrag på lånet, hvilket banken har afvist. Ankenævnet kan ikke pålægge banken at indgå i forhandlinger med klageren herom.

Ankenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for at pålægge banken erstatningsansvar som anført af klageren under påstand 11 eller i øvrigt.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører klagerens påstande 3, 4, 7, 8 og 9.

Klageren får ikke medhold i den øvrige del af klagen.