Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagsnummer: 441/2023
Dato: 06-02-2024
Ankenævn: Ankenævnets næstformand, Henrik Waaben i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22
Klageemne: Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Indlån - opsigelse
Ledetekst: Indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.

Sagens omstændigheder

Klageren har oplyst, at han kom til Danmark i 2017 på et studievisum, og at han påbegyndte medicinstudie i Danmark i januar 2018.

I år 2020 blev klageren kunde i Sydbank, hvor han havde en konto og netbankadgang.

Banken har oplyst, at klageren på tidspunktet for kundeforholdets oprettelse oplyste, at han var medicinstuderende, at han skulle studere/forske i to år, at han havde en arbejdsplads i Danmark, og at han skulle bruge kontoen til betaling for ”læsning, mad, transport og skat. Jeg skal have løn snart når jeg bekrafter medicinske diplom og går på arbejdet.”

Klageren har oplyst, at han var i ulønnet praktik på arbejdspladsen i Danmark.

Den 12. april 2023 sendte klageren en netbankbesked til sin bankrådgiver, hvor han ønskede rådgivning i forbindelse med overførsel af penge fra sine konti i Rusland til Danmark til brug for køb af bolig.

Ved e-mail af 14. april 2023 skrev klageren til bankens klageansvarlige, hvor han blandt andet gentog sit behov for at overføre penge fra Rusland til sin konto i banken og anmodede om rådgivning om erhvervskonto i banken.  

Den 17. april 2023 sendte klageren endnu en netbankbesked til sin bankrådgiver, hvori han oplyste, at han havde åbnet en virksomhed, og at han ønskede rådgivning omkring bankkonto til dette formål.

Ved brev af 18. april 2023 skrev bankens klageansvarlige til klageren, at den efter hvidvaskloven var forpligtet til at kende sine kunder, og at hans rådgiver derfor ville kontakte ham, da banken havde brug for at få opdateret sit kendskab til hans formål med at være kunde i banken samt hans brug af banken. Den klageansvarlige afviste samtidig, at han kunne oprette en USD-konto og indsætte USD i banken.

Samme dag sendte klagerens rådgiver i banken ham en netbank-besked og bad ham besvare en række spørgsmål til brug for bankens rådgivning om en erhvervskonto. Klageren besvarede bankens spørgsmål den 25. april 2023, men banken fandt ikke besvarelsen fyldestgørende og bad ham fremsende blandt andet forretningsplan, budget og balance over virksomhedens aktiver og passiver.

Ved netbankbesked af 17. maj 2023 skrev klagerens rådgiver, at banken ikke kunne modtage overførsler fra Rusland.

I slutningen af maj 2023 sendte klageren dokumentation for sin virksomhed, men dokumentationen opfyldte ikke det, som banken efterspurgte, hvorfor banken senest den 6. juni 2023 gentog de dokumenter, som han skulle sende.

Ved e-mail af 14. juni 2023 skrev klageren til bankens klageansvarlige, hvori han redegjorde for oprindelsen af 73.000 EUR, som han ønskede at indsætte på sin konto i banken, ligesom han sendte dokumentation herfor. Han redegjorde også for, at han og hans hustru ønskede at købe en bolig i Danmark for midlerne.

Ved brev af 15. juni 2023 skrev bankens klageansvarlige, at banken ikke kunne imødekomme klagerens anmodning om at indsætte 73.000 EUR på hans konto, da den ikke fandt, at han på betryggende vis havde dokumenteret midlernes oprindelse. Banken forstod ikke hans brug af banken, og den var derfor ikke indstillet på at udvide hans engagement, ligesom han ville blive kontaktet af sin bankrådgiver med henblik på dokumentation for hans brug af banken.

I juni 2023 bad klagerens bankrådgiver ham om at sende dokumentation for hans brug af banken. Ved netbank-besked af 16. juni 2023 rykkede rådgiveren for modtagelse af dokumentation for klagerens brug af banken, herunder kopi af ansættelseskontrakt, årsopgørelse fra Skat for 2022 samt oplysning om, hvilken anden bank han anvendte til sine faste udgifter. Klageren sendte i den forbindelse den efterspurgte dokumentation til banken.

Ved e-mail af 26. juni 2023 skrev klageren til bankens klageansvarlige, da han ikke forstod, hvorfor bankens klageansvarlige igen havde bedt om en redegørelse og dokumentation for hans kundeforhold, da han allerede havde sendt dette.

Ved brev af 28. juni 2023 svarede bankens klageansvarlige, at klageren havde oplyst, at han var medicinstuderende, men at han endnu ikke havde sendt dokumentation for at være tilmeldt et studie i Danmark, ligesom han ikke havde sendt kopi af ansættelseskontrakt til den oplyste arbejdsplads i Danmark eller årsopgørelser fra Skat. Der var desuden aldrig indgået indtægt på hans konto, men der havde løbende været store ind- og udgående transaktioner fra kontoen, og banken var ikke betrygget i hans dokumentation for midlernes oprindelse. På baggrund heraf fandt banken ikke, at den havde tilstrækkelig indsigt i kundeforholdet, hvorfor den opsagde klagerens engagement til udgangen af september 2023.

Parternes påstande

Den 25. juli 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal anerkende, at opsigelsen af hans engagement var uberettiget, og at kundeforholdet derfor skal fortsætte, og at han derefter er berettiget til at overføre penge fra Rusland og indsætte kontanter på sin konto i banken.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken begyndte at trække tiden fra det øjeblik, hvor han spurgte, om han kunne overføre sine midler fra Rusland til sin konto, og hvor han anmodede om en erhvervskonto.

Han besvarede bankens spørgsmål, hvorefter banken stillede de samme spørgsmål og ignorerede hans besvarelser. Banken har ikke fremvist skærmbilleder af denne korrespondance, ligesom den ikke har fremlagt alle de filer, han sendte.

Han anmodede banken om et personligt møde, da den ignorerede de dokumenter, han sendte, hvilket banken afslog.

Han havde ikke en egentlig ansættelse på arbejdspladsen i Danmark, men var derimod i ulønnet praktik, da hans visum forbød enhver lønnet ansættelse. Han sendte flere billeder af breve fra medicinske afdelinger og korrespondance med afdelingslæger til banken som bevis på praktikken. Banken krævede dog stadig en ansættelseskontrakt. Da det var en ulønnet praktik, var der ikke indberetninger til Skat.

Han sendte dokumentation for månedlige udgifter i form af dokumentation for bl.a. betaling af forsikring, daglige køb af madvarer og benzin. Han brugte hovedsagelig sit betalingskort i banken til at betale statslige afgifter, da hans russiske betalingskort ikke tillod dette. Siden 2017 har han brugt sit russiske betalingskort til at betale i Danmark, men efter indførelsen af sanktioner mod Rusland var han nødt til at medbringe kontanter.

Under den sidste eksamensperiode i 2021 blev han alvorligt syg med mistanke om kræft. Han gennemgik flere operationer, og han er stadig under behandling. Han sendte dokumentation til banken fra sundhed.dk, men banken anklagede ham alligevel for ikke at have haft en arbejdskontrakt i perioden.

Han skiftede visum til familiesammenføring med sin kone, da hans helbredstilstand og forventede levetid havde ændret sig. Hans kone er ansat på en gård, de bor på samme adresse og boligforbruget betales med hendes betalingskort. Han gav banken adgang til Skat, så den kunne kontrollere hendes dokumenter, og han oplyste til banken, at han kunne sende hendes ansættelseskontrakt, hvis det var nødvendigt. Det tog mere end et år at ændre hans visum, hvorefter han bad banken om at få overført sine midler fra Rusland, da han ville flytte alle sine aktiver til Danmark.

Han har skrevet til 37 pengeinstitutter i Danmark, som alle har afvist at åbne en konto for ham, både som privatperson og for hans virksomhed. Han forstår ikke, hvordan han skal kunne åbne en konto i Danmark og betale skat, når han overalt får afslag, og at han ikke kan overføre sine midler fra Rusland. Han kan heller ikke indsætte kontanter på en konto i Danmark, og han kan ikke drive virksomhed, når ingen danske pengeinstitutter vil åbne en konto for ham. Både kommunen og Skat har henvist til, at han selv skal tale med pengeinstitutterne.

Sydbank har anført, at bankens opsigelse var berettiget og saglig.

Banken efterspurgte forgæves dokumentation fra klageren, herunder for tilmeldt studie, ansættelseskontrakt vedrørende den oplyste arbejdsplads i Danmark og årsopgørelser fra Skat. Banken modtog kun klagerens årsopgørelse fra 2019.

Klageren var oplyst om, at banken ikke så sig betrygget i den forklaring/dokumentation for midlernes oprindelse, som klageren sendte til banken.

Klageren anvendte ikke kontoen i banken til sædvanlige udgifter, eksempelvis betaling af husleje eller som NemKonto.

Klageren anmodede banken om at få en erhvervskonto, men sendte heller ikke i den forbindelse de oplysninger, som banken anmodede om. Klageren blev oplyst om, at banken ikke forstod den måde, han anvendte banken på, og banken afviste derfor at oprette en erhvervskonto til ham.

På baggrund af klagerens brug af kontoen og hans skiftende forklaringer/manglende fyldestgørende svar/dokumentation, var banken ikke betrygget i kundeforholdet. Banken havde ikke tilstrækkelig indsigt i kundeforholdet, hvorfor den opsagde dette.

Banken er efter hvidvasklovens § 11 forpligtet til at kende sine kunder. Hvis banken ikke kender sine kunder godt nok, kan kundeforholdet ikke opretholdes, jf. hvidvasklovens § 14, stk. 5.

Klageren fik et varsel på over tre måneder, da han i opsigelsen blev bedt om at finde et andet pengeinstitut inden udgangen af september 2023.

Det følger af Ankenævnets faste praksis, at det som udgangspunkt er op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav banken af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer stiller i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken.

Banken er ikke bekendt med, hvem der er klagerens hustru, og hun var ikke angivet på klagerens årsopgørelse for 2019.

Det afvises, at afslaget på en erhvervskonto skete af nationalistiske grunde.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 26. april 2023 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.

Klageren var kunde i Sydbank, hvor han havde en konto og netbankadgang.

I juni 2023 anmodede banken klageren om at sende dokumentation for hans brug af banken, herunder ansættelseskontrakt, årsopgørelse fra Skat for 2022 samt oplysning om, hvilken anden bank han anvendte til sine faste udgifter.

Klageren sendte dokumentation til banken, som dog ikke fandt sig betrygget i klagerens brug af banken, hvorfor den ved brev af 28. juni 2023 opsagde hans kundeforhold til ophør ved udgangen af september 2023.

I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.

Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.