Indsigelse mod krav om legitimation i bestående kundeforhold. Spørgsmål om evt. adgang til opsigelse af kundeforhold ved manglende levering af legitimationsoplysninger.
| Sagsnummer: | 274/2017 |
| Dato: | 21-03-2018 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Andreas Moll Årsnes, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler |
| Klageemne: |
Afvisning - anden myndighed § 4, andre ankenævn mv. § 5, stk. 1
Konto - registreringsforhold |
| Ledetekst: | Indsigelse mod krav om legitimation i bestående kundeforhold. Spørgsmål om evt. adgang til opsigelse af kundeforhold ved manglende levering af legitimationsoplysninger. |
| Indklagede: | Nordea Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod krav om legitimation i bestående kundeforhold.
Sagens omstændigheder
Klageren havde været kunde i Nordea Danmark siden 2013. I maj 2017 flyttede klageren til USA. Den 7. august 2017 anmodede banken klageren om at sende officiel dokumentation for hans nye adresse, billedlegitimation samt ”skattenummer/TIN nummer”. I en e-mail af 31. august 2017 til klageren anførte banken bl.a.:
”… Hjemmelsgrundlaget og baggrunden for vores forespørgsler findes i hvidvaskloven, som stiller en række forpligtelser for pengeinstitutter som Nordea, herunder særligt kundekendskab. De nærmere forpligtelser findes i lovens kapitel 3 (vedlagt). Det fremgår bl.a., at Nordea skal indhente og kontrollere kundens ID oplysninger, indhente og vurdere oplysninger om formålet og omfanget af kundeforholdet, løbende overvåge kundeforholdet, herunder transaktioner. Dokumenter, data eller oplysninger om kunden skal løbende ajourføres. Omfanget af kundekendskabsprocedurerne skal endvidere gennemføres ud fra en risikovurdering. Det fremgår endvidere, at Nordea skal træffe passende foranstaltninger, hvis en kundes oplysninger ikke kan ajourføres, herunder overveje om forretningsforbindelsen skal afvikles. … Vi skal … således endnu en gang bede dig fremsende:
· Kopi af billedlegitimation (pas eller kørekort)
· Kopi af 2. stk. uafhængig adressedokumentation (f.eks. årsopgørelse fra SKAT, annual tax statement eller forsyningsregning).
· Kopi af dokumentation for dit TIN nummer.
Endvidere skal vi bede dig uddybe oprindelsen af de samlede 60.000 kr., som du i perioden 1/3 – 10/4 2017 indsatte på din konto gennem 7 transaktioner. …
Vi ser frem til at have oplysningerne fra dig senest 30. september 2017. I modsat fald får det konsekvenser for dit engagement i Nordea, herunder evt. opsigelse heraf. ”
Klageren oplyste samme dag, at de indsatte midler var personligt opsparet, og at han ikke havde et skatteyder nummer. I en e-mail af 6. september 2017 meddelte banken, at oplysning om TIN nummer kun var relevant, hvis klageren fik skattemæssig tilknytning til USA ved længere eller varigt ophold i USA, og at banken tog klagerens oplysning om de indsatte midler til efterretning.
I en e-mail af 7. september 2017 til banken oplyste klageren, at han boede til leje, og at han kunne sende kopi af håndskrevne kvitteringer, men at han ikke var i besiddelse af en lejekontrakt. Klageren oplyste endvidere, at man i USA ikke har et centralt folkeregister.
Af bankens generelle regler for privatkunder pr. 2. januar 2017 fremgik bl.a.:
”… 12 Opsigelse
… Endvidere kan banken opsige et kundeforhold uden varsel, hvis kunden ikke meddeler banken de oplysninger, som banken er forpligtet til at indhente fra kunden i henhold til lovgivningen, fx efter hvidvaskloven eller skattekontrolloven. I disse to situationer vil kunden så vidt muligt blive orienteret om opsigelsen gennem en forudgående blokering af kundens konti eller på anden måde.
…
I Behandling og videregivelse af person- og kundeoplysninger
1 Indhentning og brug af personoplysninger
Banken er forpligtet til at indhente en række oplysninger om kunden til brug for fx identifikation af kunden, indberetning til myndigheder og opfyldelse af offentligretlige krav til viden om kunden. Det gælder bl.a. navn, adresser, herunder postadresse – ved udenlandsk adresse tillige hjemland, udenlandsk skatteydernummer – og cpr-nummer. Banken er endvidere forpligtet til at indhente dokumentation for oplysningerne fx i form af pas, kørekort, sundhedskort eller tilsvarende.
Desuden indhenter banken i overensstemmelse med hvidvasklovgivningen oplysninger om kundens formål med og det tilsigtede omfang af kundeforholdet med banken, ligesom der kan indhentes oplysning om, hvor kundens midler stammer fra og om usædvanlige transaktioner og transaktionsmønstre. …
II Pligt til at give oplysninger til banken
Kunden er forpligtet til at meddele banken de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde bankens forpligtelser overfor myndigheder fx efter skattekontrolloven og hvidvaskloven. …”
Parternes påstande
Den 31. august 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at banken skal anerkende, at banken ikke vil være berettiget til at opsige kundeforholdet med henvisning til, at han ikke har indleveret den af banken krævede dokumentation.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken uberettiget har givet ham påkrav om at afgive oplysninger, som han ikke er i besiddelse af, som banken ikke har lovmæssigt krav på, og som banken allerede er i besiddelse af. Banken har i sin begrundelse henvist til ”særligt kundekendskab” i ”hvidvasklovens kapitel 3”. Udtrykket anvendes ikke i hvidvaskningsloven, men kravene til særligt kundekendskab findes i lovens kapitel 4. Bankens forpligtelser i henhold til lovens kapitel 4 begrunder og hjemler ikke bankens krav om legitimation vedrørende et allerede eksisterende kundeforhold. Af hvidvaskningslovens §§ 12 og 13 fremgår, at banken kan kræve dokumentation, når der optages forretningsmæssig forbindelse med en kunde, herunder når der åbnes en konto, og at legitimationsproceduren skal afsluttes i forbindelse med etablering af kundeforholdet, dog senest inden udførelse af transaktionen. Banken har ikke hjemmel til at kræve sådan dokumentation for et årelangt, eksisterende kundeforhold.
Banken har uberettiget og uden lovhjemmel eller forretningsmæssig begrundelse fremsat trussel om ophævelse af hans privatkundeforhold ved udgangen af september 2017. Der står intet i hvidvaskningsloven om, at en bank kan overveje at afvikle en forretningsforbindelse, hvis en kundes oplysninger ikke kan ajourføres.
Han har forgæves anmodet banken om at begrunde bankens mistanke om, at han med sin førtidspension finansierer hvidvask og terrorisme.
Han har ikke misligholdt sit kundeforhold. Han har ingen gæld til banken og henvender sig til bankens filialer mellem fem til ti gange om året.
Banken chikanerer ham uberettiget. Bankens beskyldninger kan være et brud på straffelovens §§ 267 og 268 om ærekrænkelse og bagvaskelse.
Ankenævnet bør behandle sagen. Ankenævnet har tidligere behandlet en klage om uberettiget ophævelse af et kundeforhold. En ophævelse af kundeforholdet vil påføre ham økonomisk skade. Han opholder sig i udlandet og modtager førtidspension fra Danmark. Han har pligt til at opretholde sin nemkonto og kan ikke få sin pension udbetalt på anden vis. Han har ikke mulighed for at etablere et kundeforhold med en anden dansk bank.
Nordea Danmark har anført, at klagen angår, om banken vil være berettiget til at opsige kundeforholdet, hvis klageren ikke ønsker at hjælpe med at gennemføre kundekendskabsprocedurer i medfør af hvidvasklovens kapital 4. Banken er forpligtet til at gennemføre disse kundekendskabsprocedurer, jf. lovens § 10, nr. 1 ved etablering af kundeforholdet, når relevante omstændigheder ændrer sig og på passende tidspunkter. Banken har endnu ikke modtaget tilstrækkelige dokumenter til at ajourføre bankens oplysninger om klageren til at opfylde bankens forpligtelse i medfør af hvidvaskloven.
Finanstilsynet påser, at pengeinstitutter overholder hvidvaskloven, og Ankenævnet er derfor ikke kompetent til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 4.
Klagen vedrører ikke et økonomisk anliggende og bør derfor afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3 nr. 2.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren havde været kunde i Nordea Danmark siden 2013. Da klageren i 2017 flyttede til USA stillede banken med henvisning til hvidvaskloven krav om, at klageren fremsendte forskellige legitimationsoplysninger. Banken meddelte, at manglende indlevering af oplysningerne ville få konsekvenser for klagerens engagement, herunder evt. opsigelse heraf.
En stillingtagen til sagen beror på, om bankens krav om legitimationsoplysninger var berettiget efter lov nr. 651 af 8. juni 2017 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Det følger af hvidvasklovens § 47, at Finanstilsynet påser pengeinstitutters overholdelse af loven. Ifølge Ankenævnets vedtægter § 4 falder sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder uden for Ankenævnets kompetence. På baggrund heraf afviser Ankenævnet at behandle sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 4. Klageren henvises i stedet til at rette henvendelse til Finanstilsynet, Århusgade 110, 2100 København Ø, hvidvask@ftnet.dk.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.