Afgørelse

I forbindelse med klagerens og dennes ægtefælles køb af en lystbåd i marts 1987 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren og ægtefællen et lån. Af gældsbrevet underskrevet den 30. marts 1987 fremgik:

"Rente af kapitalen eller dennes rest til enhver tid beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art, p.t. 13 3/4 % p.a., der betales månedsvis bagud."

Ved påtegning af 9. april 1987 blev gældsbrevet forhøjet med 2.000 kr. til 218.470 kr. Af påtegningen fremgår:

"Den forhøjede kapital forrentes med kreditors til enhver tid gældende rentesats for bådlån til variabel rente, p.t. 13 3/4 % p.a."

Købesummen for båden var 236.000 kr.

Primo 1996 rettede klageren henvendelse til indklagede om lånets rentesats, idet klageren fandt, at indklagede havde anvendt en for høj rentesats. I begyndelsen af marts 1996 nedsatte indklagede lånets rente til 8,8%. Klageren indbetalte i denne forbindelse et ekstraordinært afdrag på 10.000 kr., hvorefter lånets restgæld var ca. 158.000 kr. Under en yderligere korrespondance gjorde klageren gældende, at indklagede siden lånets etablering havde anvendt en for høj rentesats, hvorfor han krævede rentekompensation. Dette afviste indklagede.

Lånet er indfriet af klageren den 7. maj 1996.

Ifølge en af klageren udarbejdet oversigt har lånets forrentning været således:

Indklagede har oplyst, at man kan tiltræde klagerens oplysninger om lånets rentesatser, dog at fra den 2. juni til den 1. november 1987 var renten 12,75%. Renten var fra den 1. januar 1988 til den 17. marts 1988 12,75%. Fra den 24. november 1989 til den 17. maj 1990 var renten 16%.

Klageren har den 14. maj 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation, således at lånets rente nedsættes til 5% over Nationalbankens foliorente/indskudsbevisrente.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at ved lånets etablering var renteforskellen 5% i forhold til Nationalbankens foliorente, senere afløst af indskudsbevisrenten. Indklagede har i lånets løbetid forhøjet denne forskel betydeligt. Han finder, at indklagede ved tilsvarende ny lån har tilbudt en lavere rente end den, han har betalt, hvilket fremgår af fremlagte annoncer fra indklagede.

Indklagede har anført, at det omhandlede lån er et såkaldt C-lån, hvor debitor har erlagt en udbetaling på 20%. Renten på lånet er reguleret i overensstemmelse med indklagedes vurdering af det til enhver tid værende renteniveau for lån af den pågældende størrelse og karakter og under hensyntagen til konkurrencemæssige forhold. Reguleringen af renten på klagerens lån svarer til tilsvarende reguleringer på øvrige bådlån af C-typen. Renteregulering er foretaget med udgangspunkt i Nationalbankens indskudsbevisrente og er annonceret i dagspressen. Indklagede har i perioden ydet nye bådlån til samme rente som for de allerede etablerede lån i samme lånekategori, bortset fra en fravigelse i 1991 og i 1992. I forbindelse med klagerens henvendelse primo 1996 om renten meddelte indklagede, at man ikke var enig i klagerens opfattelse, men man valgte efter flere henvendelser fra klageren at indgå aftale om nedsættelse af rentesatsen.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerens lån skulle ifølge påtegningen på gældsbrevet af 9. april 1987 forrentes med indklagedes til enhver tid gældende rentesats for bådlån, og det var ikke aftalt, at det forhold, der på tidspunktet for låneoptagelsen bestod mellem lånets rentesats og Nationalbankens folierente/indskudsbevisrente skulle fastholdes ved rentereguleringerne. Indklagede har oplyst, at forrentningen af lånet til enhver tid har svaret til indklagedes rente for lån af tilsvarende art (C-lån). Dette gælder - bortset fra enkelte afvigelse i 1991 og 1992 - også lån ydet efter, at klagerens lån blev bevilget. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte denne oplysning, og da renten ikke findes at have været urimelig høj, tages klagerens påstand herefter ikke til følge.

Som følge heraf