Modregning i indestående på nyoprettet konto tilsidesat.
| Sagsnummer: | 236 /2004 |
| Dato: | 09-12-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Inge Frølich, Ole Simonsen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Modregning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Modregning i indestående på nyoprettet konto tilsidesat. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes modregning i indeståendet på klagerens nyoprettede konto.
Sagens omstændigheder.
I 1984-1986 blev klageren af indklagedes Holbæk afdeling rykket for inddækning af overtræk på budgetkonto -017.
Ved udeblivelsesdom afsagt af retten i Nykøbing Sjælland den 7. januar 1987 blev klageren dømt til at betale 5.872,51 kr. med tillæg af rente 18% p.a. til indklagede for overtræk på budgetkonto -017 samt sagens omkostninger på 1.200 kr.
Den 17. februar 1987 blev sagen i fogedretten i Nykøbing Sjælland opgjort til 8.122,95 kr. inkl. fogedgebyr på 230 kr. og mødesalær på 380 kr. Samme dag blev der på begæring af indklagede foretaget udlæg for 8.122,95 kr. i klagerens ejendom.
Indklagede har oplyst, at klageren i fogedretten oplyste, at han var uden arbejde, og at han havde en gæld på ca. 70.000 kr. Klageren tilbød at betale 200 kr. pr. måned, første gang den 1. april 1987. Klageren betalte tre ydelser, hvorefter betalingerne ophørte.
Ved skrivelse af 15. november 1991 rykkede indklagede klageren for betaling af gælden.
Indklagede har oplyst, at man hvert år har sendt en meddelelse om gælden til klageren. Under sagen er der fremlagt kopi af meddelelser pr. den 31. december 1997, 2001 og 2003.
Den 30. juli 2004 oprettede klageren en konto nr. -198 med tilknyttet hævekort i indklagedes Hørve afdeling. Klageren indbetalte 14.000 kr. på kontoen.
Den 3. og 5. august 2004 blev der udbetalt henholdsvis 500 kr. og 1.000 kr. fra kontoen. Restindeståendet blev spærret af indklagede. Ved skrivelse af 4. august 2004 fremsendte indklagede med henvisning til telefonsamtaler med klageren kopi af dommen, udlægget og rykkerskrivelserne. Gælden blev opgjort til 13.946,63 kr. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Vi skal herved anmode Dem om at indbetale det skyldige beløb snarest muligt og senest den 16. august 2004. De bedes venligst kontakte banken, således at betalingsaftale kan træffes. Såfremt indbetaling ikke har fundet sted senest anførte dato, vil bankens fordring uden yderligere varsel blive overgivet til retslig inkasso, hvilket vil påføre Dem betydelige ekstra omkostninger, ligesom De udsætter Dem for, at banken straks foretager modregning i indestående på Deres konti i banken (Deres konto nr. [-198] er p.t. spærret for udbetalinger) og/eller foretager udlæg i Deres eventuelle aktiver."
Ved skrivelse af 9. august 2004 meddelte indklagede, at tre girokort, der var indleveret af klageren til betaling, ikke ville blive betalt på grund af manglende dækning på kontoen.
Ved skrivelse af 10. august 2004 meddelte indklagede, at man havde foretaget modregning i restindeståendet på konto -198 på 12.500 kr. til nedbringelse af gælden.
Den 19. august 2004 indgav klageren en klage over modregningen til Ankenævnet.
Indklagede har under sagen foretaget en ny opgørelse af tilgodehavendet til 12.367,77 kr. og har i konsekvens heraf tilbageført 132,23 kr. til klagerens konto. Opgørelsen er følgende:
"Hovedstol i henhold til dom af 19. december 1986 | kr. | 5.872,51 |
Tilkendte sagsomkostninger | kr. | 1.200,00 |
Tilkendt fogedretsgebyr | kr. | 230,00 |
Tilkendt mødesalær | kr. | 380,00 |
Renter (18% af 5.872,51) perioden 2/8 99 til 2/8 04 | kr. | 5.285,26 |
Gæld i alt | kr. | 12.967,77 |
Indbetalinger fra klager (3x200) | kr. | 600,00 |
Restgæld pr. 10. august 2004 | kr. | 12.367,77 |
Modregnet pr. 10. august 2004 i klagers indestående | kr. | 12.500,00 |
For meget modregnet | kr. | 132,23" |
Af indklagedes almindelige forretningsbetingelser fremgår bl.a.:
"12. Bankens adgang til modregning
Banken er berettiget til uden forudgående meddelelse til Dem at modregne med ethvert forfaldent eller uforfaldent tilgodehavende hos Dem i ethvert tilgodehavende, som De måtte have eller få hos os."
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre modregningen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han oprettede konto -198 for lettere at kunne hæve penge i forbindelse med familiebesøg i Jylland. Indklagede oplyste om gældsforholdet, som han var uforstående over for, idet han ikke havde haft noget med indklagede at gøre siden 1980. Det blev aftalt, at den ekspederende medarbejder skulle ringe ham op mandag den 2. august 2004. Under samtalen fastholdt han, at han ikke kendte noget til gælden, og det blev aftalt, at indklagede skulle fremsende dokumentation herfor.
Den 5. august 2004 opdagede han, at kontoen var blevet spærret, og at diverse regninger, som han havde indleveret til indklagede, ikke var blevet betalt. Med nød og næppe fik han udbetalt 1.000 kr. fra kontoen.
Han anmodede om en skriftlig begrundelse for, at regningerne ikke var blevet betalt, hvilket han fik ved indklagedes skrivelse af 9. august 2004. Da begrundelsen var manglende dækning, kontaktede han indklagede, som meddelte, at indeståendet på kontoen var anvendt til dækning af gammel gæld.
Han havde ikke noget med indklagede at gøre midt i 80-erne. I 1981 blev han kunde i Sjællandske Bank, senere Kronebanken. Denne blev efterfølgende overtaget af indklagede, der begyndte at modregne i hans sygedagpenge. Han blev derfor kunde i et andet pengeinstitut.
Indklagede har ikke ladet høre fra sig siden 2002, hvor han skriftligt meddelte, at han ikke kendte noget til gælden.
Indklagede har anført, at det i forbindelse med oprettelsen af kontoen blev meddelt klageren, at han ikke kunne tilsluttes netbank, før der var truffet aftale om afvikling af den gamle gæld.
Den 2. august 2004 blev klageren telefonisk kontaktet af inkassoafdelingen. Klageren oplyste, at han ikke kunne erindre noget om gælden, og at han ikke ville vedkende sig den. Klageren blev orienteret om, at gælden stammede fra et gammelt overtræk, og at man hvert år havde sendt en saldomeddelelse. Det blev aftalt, at dokumentationen for gælden skulle fremsendes til klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved åbningen af kontoen i juli 2004 var indklagede efter egne oplysninger bekendt med klagerens gamle gæld til indklagede. Man afslog derfor at oprette Netbank for ham, hvorimod man ikke tog forbehold om modregning eller gjorde det klart for klageren, at det på kontoen indbetalte beløb kunne anvendes til dækning af den gamle gæld.
Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at indklagede var uberettiget til at modregne klagerens gæld i indeståendet på klagerens konto.
Som følge af det anførte
Indklagede skal inden fire uger med valør 10. august 2004 indsætte 12.367,77 kr. på klagerens konto.Klagegebyret tilbagebetales klageren.