Afgørelse

Modregning i budgetkonto.

Indledning.

Denne sag vedrører modregning i indeståendet på en konto, der af kontohaver blev anvendt som budgetkonto.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes hustru, H, var kunder i Sparekassen Sjælland.

Ved brev af 25. juni 2010 anmodede sparekassen klageren og H om at betale en gæld på 792.477,84 kr. Gælden stammede fra en tvangsauktion i efteråret 2009 over klagerens og H’s faste ejendom. Ved manglende betaling inden den 1. august 2010 ville sagen overgå til inkasso.

Den 9. august 2010 foretog sparekassen modregning i et indestående på 2.395,48 kr. på klagerens og H’s lønkonto og et indestående på 6.485,62 kr. på klagerens og H’s budgetkonto, som herefter blev lukket. Samme dag spærrede sparekassen klagerens Visa-elektronkort.

Den 12. august 2010 tilbageførte sparekassen modregningen på 2.395,48 kr. til lønkontoen.

Den 20. august 2010 indgav klageren en klage til Ankenævnet vedrørende modregningen i indeståendet på budgetkontoen.

Klageren har under sagen fremlagt en posteringsoversigt for budgetkontoen for perioden 18. maj 2010 – 9. august 2010.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Sparekassen Sjælland skal tilbageføre modregningen i indeståendet på 6.485,62 kr. på budgetkontoen.

Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at der de seneste to år ikke havde været negativ saldo på hans og H’s konti i sparekassen.

Budgetkontoen blev udelukkende anvendt til faste udgifter/regninger. Deres PBS-aftaler blev opsagt af sparekassen i forbindelse med tvangsauktionen. De etablerede herefter selv fast overførsler fra budgetkontoen og udarbejdede et budget, der dannede grundlag for faste månedlige overførsler til budgetkontoen. Et eventuelt overskud på kontoen var således øremærket til dækning af fremtidige betalinger, der ikke opkræves månedsvis men fx kvartalsvis eller årligt.

Som følge af modregningen blev de afskåret fra at overholde deres forpligtelser, herunder med hensyn til betaling af husleje og daginstitution. De forbeholder sig derfor et erstatningskrav, herunder med hensyn til unødige omkostninger.

Sparekassen Sjælland har anført, at engagementet blev opgjort og overgivet til retslig inkasso som følge af klagerens og H’s manglende betaling af gælden på 792.477,84 kr.

Modregningen blev foretaget i overensstemmelse med gældende regler. Der var efter bankens opfattelse tale om en almindelig indlånskonto. Der var ikke udfærdiget budgetskema eller indgået aftale om betaling af regninger fra kontoen. Af posteringsoversigten fremgår heller ikke, at der skulle være faste tilbagevendende udgifter efter den 9. i måneden, hvor modregningen blev foretaget.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Karin Duerlund og Mette Gade – udtaler:

Den 9. august 2010 foretog Sparekassen Sjælland modregning i indestående på klagerens indlånskonti til dækning af klagerens gæld til sparekassen.

Direktiv om betalingstjenester i det indre marked (2007/64/EF) er gennemført til dansk ret ved lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Efter § 1 finder loven anvendelse på betalingstjenester omfattet af bilag 1 til loven. Denne liste omtaler ikke modregning.

Efter § 6, stk. 1, nr. 2, der er en ordret gengivelse af artikel 4, nr. 5, er en betalingstransaktion defineret som en handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren. Efter § 6, nr. 10, (svarende til artikel 4, nr. 13) er pengeoverførelse defineret som en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden udbyder på betalingsmodtagerens vegne, og hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.

Efter vores opfattelse finder betalingstjenesteloven ikke anvendelse på modregning i en kundes indestående til dækning af et forfaldent tilgodehavende, og det forhold, at klager ikke har samtykket i modregningen, kan derfor ikke føre til, at et pengeinstitut er forpligtet til at tilbageføre beløbet.

Spørgsmålet er herefter, om sparekassens modregning kan tilsidesættes på andet grundlag.

Vi lægger til grund, at der i tilknytning til klagerens og H’s budgetkonto ikke forelå aftaler med sparekassen om betalinger, der skulle dækkes af indeståendet på 6.485,62 kr. Vi lægger endvidere til grund, at de månedlige betalinger på budgetkontoen for august 2010 var betalt.

Vi finder, at der ikke er grundlag for at fastslå, at beløbet var nødvendigt til at opretholde et beskedent hjem og en beskeden levefod for klageren og dennes husstand, jf. principperne i retsplejelovens § 509. Vi har herved bl.a. lagt vægt på størrelsen af de månedlige overførsler til kontoen og på, at modregningen skete den 9. august 2010.

Det må herefter som anført af sparekassen lægges til grund, at der var tale om et almindeligt indestående.

Sparekassen var herefter berettiget til at foretage modregning som sket.

Da vi ikke finder anledning til og grundlag for at tage stilling til sparekassens opsigelse af klagerens og H’s PBS-aftaler, spærringen af Visa-elektronkortet og ophævelsen af engagementet i øvrigt, stemmer vi herefter for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Det er vores opfattelse, at betalingstjenestedirektivet som noget nyt regulerer pengeinstitutters adgang til at foretage modregning på klagers konto.

Vi lægger herved vægt på, at direktivet regulerer gennemførelse af betalingstransaktioner og at en betalingstransaktion skal forstås i bred forstand som en "handling, der initieres af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren". I en modregningssituation initieres overførslen af penge af pengeinstituttet som kreditor og betalingsmodtager. Det er derfor vores opfattelse, at kontohaver i modregningssituationen er omfattet af direktivets forbrugerbeskyttelsesregler, navnlig artikel 54, som fastsætter, at "en betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betaleren har meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen".

Vi støtter endvidere denne vurdering på det forhold, at direktivet i artikel 3 udtrykkeligt opregner de situationer, hvor direktivets regler ikke finder anvendelse og at pengeinstitutters adgang til at foretage modregning efter denne artikel ikke er undtaget fra direktivets regler. Vi finder ikke, at det skulle have været hensigten med direktivet at stille pengeinstitutter bedre end andre kreditorer, der har adgang til at initiere pengeoverførsler fra betalers konti. Eller at behovet for at beskytte betaler når pengeinstitutter initierer en pengeoverførsel skulle være mindre end behovet for at beskytte betaler når andre kreditorer initierer en pengeoverførsel.

Betalingstjenestedirektivet er gennemført i dansk ret ved betalingstjenesteloven.

På den baggrund finder vi, at Sparekassen Sjælland er forpligtet til straks at tilbageføre det omtvistede beløb, og herefter må gøre sit krav gældende på anden vis.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anført træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.