Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Sparekassen Østjylland. Spørgsmål om ansvar som følge af mangelfulde oplysninger om sparekassens økonomiske forhold. Oprettelse af garantbørs.

Indledning

Denne sag vedrører, om Sparekassen Østjylland pådrog sig et erstatningsansvar for klagerens tab ved ikke at have givet tilstrækkelige oplysninger om risikoen forbundet med indskud af garantkapital eller ved at give urigtige informationer om sparekassens økonomi m.v. Desuden vedrører sagen om sparekassens beslutning om stop for indløsning af garantkapital og etablering af en garantbørs var i strid med sparekassens vedtægter.

Sagens omstændigheder

Den 16. december 2004 tegnede klageren for 100.000 kr. garantkapital i Sparekassen Østjylland. Den 30. november 2009 tegnede klageren for yderligere 30.000 kr. garantkapital i sparekassen.

I forbindelse med tegningerne underskrev klageren kvitteringer, hvoraf fremgår:

"Ovennævnte er indtrådt som garant i Sparekassen Østjylland i henhold til Sparekassen Østjyllands til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for Sparekassen Østjyllands forpligtelser og er derfor ikke omfattet af Finansrådets indskydergarantiordning.

…

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Sparekassen Østjylland samtykker..."

Den 5. november 2008 indførte sparekassen et opsigelsesvarsel på garantkapital efter henstilling fra brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter. I den forbindelse sendte sparekassen følgende brev til garanterne:

"Grundet den ekstraordinære krisesituation på de finansielle markeder indstiller brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter meget kraftigt, at foreningens garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital.

Sparekassen Østjylland har besluttet at efterkomme denne indstilling, men p.g.a. vores meget høje solvens og likviditet i en modificeret udgave.

Vi indfører derfor et opsigelsesvarsel på garantikapital.

Fremover vil Sparekassen Østjyllands bestyrelse på sine møder tage stilling til ønsker om udbetaling. Dette for at sikre, at vi i disse turbulente tider altid er forsvarligt dækket egenkapitalmæssigt.

Lidt regnskab pr. 30. september 2008

Solvens: 13,6 % mod lovens krav på 8 %

12,0 % uden indregning af garantikapital

Sparekassen Østjylland er altså en bundsolid sparekasse, som selv uden garantkapitalen vil have en solvens på lovens krav plus 50 %. Samlet set har Sparekassen Østjylland en egenkapital på 768 mio. kr., hvoraf garantkapitalen alene udgør 225 mio. kr.

Vi er derfor helt trygge ved Sparekassen Østjylland …

..."

Af henstillingen fra brancheorganisationen Lokale Pengeinstitutter til foreningens garantsparekasser af 1. november 2008 fremgår bl.a.:

"Grundet den ekstraordinære finansielle krisesituation – herunder senest omkring tab af garantikapital i Sparekassen Mors – skal Lokale Pengeinstitutter kraftigt henstille, at foreningens garantsparekasser straks indfører et midlertidigt stop for indløsning af garantikapital, indtil der politisk foreligger en nærmere afklaring omkring indførelse af et lovindgreb eller et sektorinitiativ på dette felt. Dette for at imødegå, at nervøse garanter i stor stil begynder at trække deres garantkapital ud af sparekasserne. Det midlertidige forbud mod indløsning kan udformes på en sådan måde, at der alene – efter et ventelisteprincip – kan ske indløsning fremadrettet, såfremt sparekassen samtidig har fået tilført ny garantkapital. …”

Af klagerens kontooversigt for 2009 fra sparekassen fremgår under overskriften ”Ansvarlig indskudskapital” et garantbevis med et indestående på 130.000 kr.

I slutningen af 2011 udsendte sparekassen en pressemeddelelse angående resultatet efter 3. kvartal, som blev betegnet som "meget tilfredsstillende".

Med virkning fra den 27. december 2011 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital. Samtidig indførte sparekassen et midlertidigt stop for nytegning af garantkapital og etablerede en såkaldt garantbørs, hvor sparekassens garanter kunne sælge deres garantkapital i det omfang der var købere. I den forbindelse offentliggjorde sparekassen følgende meddelelse:

"På baggrund af nye EU-regler og gældende lovgivning har Sparekassen Østjylland med virkning fra den 27. december 2011 indført en ny procedure for indløsning og videresalg af garantbeviser – en såkaldt garantbørs.

Med indførelsen af en garantbørs ønsker vi at sikre, at sparekassen altid har et stabilt og tilfredsstillende kapitalgrundlag.

Finanstilsynet har for nylig udsendt nye retningslinjer for fastsættelse af landbrugskunders værdier. Der er tale om meget nedsatte vurderinger, hvilket giver behov for nye nedskrivninger i sparekassen, som beklageligvis vil påvirke vores resultat for 2011 negativt.

Vi betragter derfor indførelsen af en garantbørs som en ansvarlig handling med det formål at beskytte vores garanter, kunder og sparekassen.

…"

Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 - på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet - en aftale med Finansiel Stabilitet om overdragelse af sparekassens aktiver og passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.

Af sparekassens interne produktbeskrivelse vedrørende garantbeviser fremgår følgende:

"…

-Aftale om tegning af garantkapital kan alene ske efter tilbud om forudgående rådgivning efter nedenstående fastsatte principper, og aftalen og den ydede rådgivning skal altid dokumenteres skriftligt.

…

-Enhver rådgivningssituation tager udgangspunkt i, at garantbeviser er ansvarlig kapital, hvilket skal præciseres over for kunden. Herudover rådgives i henhold til de generelle god skik regler.

-Der kan således ikke erhverves garantbeviser eksempelvis via netbank."

Under sagen har klageren fremlagt en brochure udarbejdet af sparekassen rettet mod unge med titlen: "18:27 Garant – Sæt dit liv i scene". Af brochuren fremgår følgende:

"…

Garant – og garantfordele

Er du garant i sparekassen er vejen til en 18:27 åben – hvis ikke skal du som ung kunde kun betale et garantindskud på 1.000 kr. Så får du alle fordelene – og en god rente af dit indskud.

Hvert år bliver du inviteret til vores garantmøde med lækker mad og topunderholdning, ligesom du kan benytte dig af vores øvrige kulturelle tilbud til favørpris.

De nye tilbud finder du på vores hjemmeside og i bladet GarantNyt, som udkommer 2 gange om året."

Klageren har ligeledes fremlagt en skrivelse fra sparekassen fra april 2010 med overskriften "Nye garantfordele", som var vedlagt en oversigt over garantfordele, hvoraf fremgår:

"… Forudsætningen er, at du indbetaler mellem 5.000 kr. og 150.000 kr. i garantkapital*

…

*Garantkapital/garantbeviser indgår i sparekassens basiskapital, og er derfor ikke dækket af indskydergarantifonden.
Du kan indskyde en ansvarlig garantkapital på mellem 5.000 – 150.000 kr. Sparekassen er ikke forpligtet til at indfri garantkapital.

Ved tegning af garantbeviser for frie midler, pensionsmidler og børneopsparing opfordrer sparekassen generelt til at sikre risikospredning.

…"

Følgende fremgår af sparekassens vedtægter:

"…

3.2 Ingen garant er forpligtet til at lade garantkapitalen indløse helt eller delvist, og ingen har krav herpå. Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af garanter ikke dermed bringes under 1.000, og såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end 1. mio. kr., og såfremt sparekassens basiskapital ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed.

…"

Parternes påstande

Den 20. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal anerkende, at garantindskuddet skal betragtes som almindeligt indlån, og at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal betale 130.000 kr. med tillæg af sparekassens højeste indlånsrente fra klagerens indbetaling af garantindskuddet til betaling sker.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke fik korrekte og fyldestgørende oplysninger om vilkårene for garanters hæftelse. Sparekassen overtrådte således bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.

Ved tegningen i 2004 noterede han sig formuleringen i kvitteringen, at ”Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Sparekassen Østjylland samtykker”. Han spurgte herefter sin rådgiver i sparekassen, R, om beløbet på nogen måde var bundet. R svarede, at ”Du skal bare komme herned i sparekassen, så får du pengene uden problemer”.

Han modtog sparekassens brev af 5. november 2008, som var behagelig læsning. Brevet var primært en beskrivelse af, hvor solid og solvent sparekassen var.

Efter et møde i sparekassen i november 2009 indskød han yderligere for 30.000 kr. garantkapital. R havde kendskab til brevet af 1. november 2008 og burde have rådgivet ham i forhold til sin viden. R nævnte ikke muligheden for, at indskud kunne blive suspenderet. Både ved tegningen i 2004 og i 2009 oplyste sparekassen, at pengene på garantindskudskontoen kunne hæves fra dag til dag uden bindinger. Havde han haft kendskab til indholdet af brevet af 1. november 2008 fra Lokale Pengeinstitutter til sparekassen, ville han have hævet det indestående garantindskud og have undladt at foretage yderligere garantindskud.

Rådgivningen må som minimum skulle omfatte en beskrivelse af risikoen for, at kapitalen ikke kan indløses, herunder om dette kan ske som følge af sparekassens kapitaltab, eller om det derudover kan ske som følge af en ensidig beslutning truffet af sparekassens ledelse.

Forskellen er efter hans opfattelse afgørende, da det ikke er muligt på forhånd at vurdere, hvad ledelsen måtte beslutte, mens det er muligt ved undersøgelse af sparekassens økonomi at danne sig et indtryk af risikoen for, at sparekassens ansvarlige kapital bliver berørt.

Han var ikke bekendt med bestemmelsen i sparekassens vedtægter om, at ingen garant havde krav på at få garantkapitalen indløst. Derimod var han bekendt med, at det har været sparekassens faste praksis indtil primo 2012 at indløse garantbeviser.

Sparekassen har hele tiden hævdet at være bundsolid og solvent. Han havde derfor ikke behov for at anmode om udbetaling af garantindskuddet inden indførelse af garantbørsen.

Det salgsmateriale, sparekassen anvendte i forbindelse med salg af garantbeviser, fokuserede ensidigt på garanternes fordele, men omtalte ikke – eller kun i meget beskedent omfang – den risiko, garanterne løb.

Sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at indføre en garantbørs havde ikke hjemmel i vedtægterne. Beslutningen var i strid med vedtægternes pkt. 3.2, da ingen af de forhold, der efter bestemmelsen ville gøre sparekassen berettiget til at nægte indløsning af garantkapital, var til stede. Beslutningen må være truffet efter et frit skøn af sparekassens ledelse, hvilket ledelsen ikke var berettiget til.

I slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 udsendte sparekassen ufuldstændige og misvisende informationer om sparekassens økonomiske stilling. Indførelsen af garantbørsen blev begrundet med "nye EU-regler og gældende lovgivning", hvilket er misvisende og intetsigende. Forholdet var tilsyneladende det, at garantbørsen blev indført på grund af kapitalmangel.

Som følge af den mangelfulde og misvisende information må sparekassen bevise eller sandsynliggøre, at der til trods for manglerne er givet fyldestgørende rådgivning, dels på tidspunktet for hans indbetaling af garantindskuddet, dels i det efterfølgende forløb, hvor garanternes risiko blev forøget som følge af indefrysningen af garantindskuddene.

FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har anført, at klageren blev oplyst om de med investeringerne forbundne risici i forbindelse med den individuelle og personlige rådgivning forud for tegningen af garantkapital.

Som det fremgår af kvitteringerne blev klageren utvivlsomt orienteret om, at garantkapitalen havde karakter af ansvarlig kapital, og at garantkapital hæfter for sparekassens øvrige forpligtelser. Endvidere fremgår det af kvitteringerne, at udbetaling af garantkapital til enhver tid krævede sparekassens samtykke. Klageren har bekræftet, at han noterede sig dette ved indbetaling af garantkapital.

Det kan således hverken på tidspunktet for klagerens investering eller senere have været uklart for klageren, at hans investering i garantbeviser var forbundet med risiko, og at udbetaling af garantkapital krævede sparekassens samtykke.

Allerede af den grund har klageren ikke godtgjort, at sparekassen har ydet mangelfuld eller forkert rådgivning, og sparekassen har derfor ikke handlet ansvarspådragende i forhold til klageren, ligesom reglerne om god skik ikke er blevet tilsidesat.

Den omstændighed, at det primære fokus med det markedsføringsmateriale, der er fremlagt i sagen, er de fordele, som var forbundet med tegning af garantkapital, kan ikke føre til et andet resultat.

Hertil kommer, at garantkapitalens karakter af ansvarlig kapital, som fortabes i tilfælde af pengeinstituttets konkurs, må anses for et almindeligt kendt forhold, herunder særligt efter konkursen i Løkken Sparekasse i februar 2009.

Garantkapitalen i sparekassen har desuden aldrig været umiddelbar indløselig. Også forud for indførelsen af garantbørsen kunne garantkapital først komme til udbetaling efter en samtale med en rådgiver og efter en konkret godkendelse fra direktionen.

Allerede i november 2008 indførte sparekassen et egentligt men midlertidigt opsigelsesvarsel på indfrielsen af garantkapital. Det skete på anbefaling fra Lokale Pengeinstitutter. Klageren var eller burde også af denne grund være bekendt med, at garantkapital ikke kan sidestilles med almindeligt indlån. Trods ophævelsen af det midlertidige varsel tog klageren ikke skridt til at få indløst sin garantkapital. Det kan derfor ikke have været af betydning for klagerens investering, om han havde adgang til at få indløst garantkapitalen på anfordring.

Klageren har anført, at hans rådgivere i sparekassen i 2008 og 2009 ikke gav retvisende information om sparekassens solvens, men mod bedre vidende alene fremkom med positive oplysninger herom. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han ikke modtog de oplysninger, der fremgik af brev af 1. november 2008 fra Lokale Pengeinstitutter. Brevet var en henvendelse af generel karakter, der ikke havde konkret eller aktuel sammenhæng med den daværende finansielle situation i sparekassen. På baggrund heraf, og da klageren ikke havde ret til at få sin garantkapital indløst, har klageren ikke godtgjort den nødvendige årsagssammenhæng. Hvis det var af betydning for klageren at kende den nærmere begrundelse for indførelsen af det midlertidige opsigelsesvarsel, havde klageren enhver anledning til at anmode sparekassen om oplysninger herom. Dette gjorde klageren ikke. Det følger derudover af det udsendte opsigelsesvarsel, at klageren ved indskuddet i november 2009 utvivlsomt var bekendt med, at muligheden for at indløse garantkapital kunne blive suspenderet.

Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen skulle have fortiet oplysninger om sparekassens finansielle situation, eller at disse oplysninger havde betydning for klagerens beslutning om at bevare og investere yderligere beløb i garantkapital. Sparekassens finansielle situation i år 2008 og 2009 blev på ingen måde opfattet alarmerende eller livstruende for sparekassen, jf. blandt andet pressemeddelelse udsendt af sparekassen, som beskrev resultatet efter 3. kvartal 2011 som "meget tilfredsstillende". Først efter modtagelsen af Finanstilsynets brev af 23. december 2011 om nye generelle værdiansættelser af landbrugsjord, var der et yderligere behov for nedskrivninger på sparekassens landbrugsengagementer. Dette medvirkede i sidste ende til, at sparekassen ikke længere kunne opfylde det individuelle solvensbehov. Også heraf følger at klageren ikke har godtgjort, at sparekassen i 2008 og 2009 skulle have fortiet oplysninger om sparekassens daværende finansielle situation.

Oprettelsen af garantbørsen udgjorde et sagligt tiltag, hvis formål det var at beskytte garantkapitalen samt sikre en lige mulighed for indløsning blandt garanterne.

Indførelsen af garantbørsen var motiveret af udsigten til strengere regulering af navnlig rentetilskrivning samt forventningen om et øget solvensbehov, hvilket utvivlsomt kunne medføre et øget pres på garantkapitalen.

Det fremgår udtrykkeligt af pkt. 3.2. i vedtægterne, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst. Indførelsen af en garantbørs var derfor forenelig med sparekassens vedtægter.

En mere kritisk omtale af sparekassens økonomi frem til indførelsen af garantbørsen pr. 27. december 2011 ville alene have fremrykket det tidspunkt, hvor sparekassen, som en konsekvens af garantkapitalens status som efterstillet al anden gæld, alligevel havde været nødsaget til at indføre skærpede krav vedrørende indløsning af garantkapitalen. Det kan derfor ikke kritiseres, at bestyrelsen – som det mindre i det mere – valgte at indføre en garantbørs.

Klageren har derfor ikke dokumenteret den nødvendige årsagssammenhæng mellem indførelsen af garantbørsen og klagerens tab.

Klageren har således ikke godtgjort, at sparekassen har handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger

Indklagede har oplyst, at det var fast praksis i Sparekassen Østjylland, at der i forbindelse med tegning af garantkapital blev orienteret om, at investeringen havde karakter af ansvarlig indskudskapital. Ankenævnet finder, at dette bestyrkes af den fremlagte interne produktbeskrivelse.

I forbindelse med tegningen af garantkapital underskrev klageren en kvittering, hvor det fremgår, at garantkapital hæfter for sparekassens forpligtelser, og at garantkapital ikke kan kræves indløst, men alene udbetales efter anmodning, hvis Sparekassen Østjylland samtykker. Dette svarer indholdsmæssigt til vedtægternes pkt. 3.2.

Den konto, hvor midlerne blev indsat, var benævnt "Garantbevis", hvilket navn svarer til de garantbeviser, der traditionelt har betegnet ansvarlig kapital i en sparekasse, og var desuden i kontooversigten anført under overskriften "Ansvarlig indskudskapital".

På baggrund af ovenstående finder Ankenævnet, at klageren vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantkontoen var ansvarlig kapital, som han risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Klageren havde ikke grundlag for at tro, at han i en sådan situation ville få mulighed for at indløse sit garantindskud.

Ankenævnet finder herefter ikke, at sparekassen har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens tegning af garantkapital.

Det forhold, at sparekassen i det fremlagte markedsføringsmateriale har fremhævet fordelene frem for risikoen ved at være garant, kan ikke i sig selv medføre et erstatningsansvar.

På et ikke oplyst tidspunkt i 2011 offentliggjorde sparekassen resultatet for 3. kvartal. Resultatet blev betegnet som "meget tilfredsstillende". Senere på året betød nye retningslinjer fra Finanstilsynet, at sparekassens nedskrivninger ikke var tilstrækkelige og blandt andet på den baggrund besluttede sparekassen at suspendere indløsningsadgangen for garantkapital.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen i forhold til klageren begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med de offentliggjorte meddelelser i 2011, eller at sparekassen overfor klageren har fortiet oplysninger om sparekassens finansielle situation i 2008 og 2009.

Bestemmelsen i sparekassens vedtægter pkt. 3.2 opregner en række tilfælde, hvor sparekassen ikke måtte indløse garantkapital. Bestemmelsen kan ikke forstås således, at sparekassen ikke i andre tilfælde var berettiget til at stoppe for indløsning af garantkapital. Det følger således af bestemmelsen, at ingen garant har krav på at få sin garantkapital indløst.

Ankenævnet finder derfor, at sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at lukke for indløsning af garantkapital var forenelig med sparekassens vedtægter. Tilsvarende gælder for beslutningen om at etablere en garantbørs, der i øvrigt ikke ses at have stillet klageren ringere, end hvis denne ikke var etableret.

Ankenævnet finder det i øvrigt sandsynligt, at sparekassen ville have suspenderet indløsningsadgangen på et tidligere tidspunkt, hvis vurderingen af sparekassens økonomiske situation, eksempelvis i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 3. kvartal, havde været mindre positivt end tilfældet var. Der er således under alle omstændigheder ikke årsagsforbindelse mellem sparekassens meddelelse vedrørende resultatet af 3. kvartal og klagerens tab.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.