Forrentning af henholdsvis låneprovenu indsat på deponeringskonto og udlægskredit.
| Sagsnummer: | 605 /1994 |
| Dato: | 04-05-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Forrentning af henholdsvis låneprovenu indsat på deponeringskonto og udlægskredit. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I 1993 købte klageren, der er murermester, tillægsjord til en landbrugsejendom.
Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR) tilbød den 28. maj s.å. et lån på 270.000 kr. til finansiering af købet. Som betingelse for udbetaling af lånet stillede DLR krav om sikkerhed i form af garanti for eller håndpant i 200.000 kr., indtil pantet var endeligt godkendt og tinglyst.
Ifølge aftale mellem klager og sælger skulle købesummen på 270.000 kr. betales kontant og deponeres hos sælgers advokat. Til finansiering heraf ydede indklagede den 20. oktober 1993 klageren en udlægskredit, rente p.t. 17,5% p.a., hvorfra der den 26. oktober 1993 blev overført 270.000 kr. til sælgers advokat. Til sikkerhed for udlægskreditten gav klagerens far indklagede håndpant i et indlån hos indklagede på mere end 270.000 kr.
DLR-lånet blev udbetalt den 28. december 1993. Af provenuet på 265.298,31 kr. blev 200.000 kr. indsat på en deponeringskonto hos indklagede til sikkerhed for DLR, mens 65.298,31 kr. blev krediteret udlægskreditten. Deponeringskontoen blev forrentet med 1,25% i årlig rente.
Sagen blev afsluttet den 21. juni 1994, hvor de to konti blev opgjort. Ved opgørelsen fremkom et underskud på 19.280,33 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere rente af 200.000 kr. fra 28. december 1993 til 21. juni 1994 med forskellen mellem rentesatserne på deponeringskontoen og udlægskreditten.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det samlede provenu af DLR-lånet ved udbetalingen den 28. december 1993 burde have været krediteret udlægskreditten. Som følge af at indklagede indsatte 200.000 kr. af provenuet på en deponeringskonto, blev han påført en renteudgift på ca. 14.500 kr. svarende til forskellen i rentesatsen på udlægskreditten og deponeringskontoen. Indklagede burde i stedet have hjemtaget lånet mod garanti, hvorved omkostningerne ville have været begrænset til garantiprovisionen. Indklagede havde rigelig sikkerhed, dels ved det af faderen stillede håndpant, dels ved det deponerede beløb hos sælgers advokat, der alene kunne frigives mod levering af tinglyst anmærkningsfrit skøde. Såfremt indklagede krævede sikkerhed for garantistillelsen, kunne tredjemandspantet, der lå til sikkerhed for udlægskreditten, være blevet stillet til sikkerhed herfor.
Indklagede har anført, at garantistillelse eller håndpant var nødvendig for udbetaling af lånet. Ved valg af håndpantsætning var det nødvendigt at indsætte beløbet på en særskilt konto, da der ikke kan meddeles håndpant i en del af en uudnyttet kredit. Håndpant var den billigste løsning for klageren. Såfremt der i stedet var blevet stillet garanti overfor DLR, ville klageren være blevet påført udgift til garantiprovision på 1.100 kr. Samtidig skulle beløbet på 200.000 kr. have været indsat på en sikringskonto, således at beløbet var til rådighed, såfremt handlen ikke kunne falde på plads. Forrentningen af sikringskonti var på dette tidspunkt lavere end på deponeringskonti. Det er korrekt, at indklagedes sikkerhed ville have været uændret, såfremt provenuet fra DLR-lånet var blevet indsat på udlægskreditten, og håndpantet tillige var blevet stillet til sikkerhed for garantien. Da indklagede af etiske grunde nødigt inddrager trediemands sikkerheder i privatkundeengagementer, fandt man det ikke korrekt at rette henvendelse til håndpantsætter for at få en yderligere håndpantsætning i stand.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at klagerens fader, såfremt han var blevet anmodet herom, ville have været villig til at stille den håndpantsatte indlånskonto til sikkerhed også for en garanti på 200.000 kr. fra indklagede til DLR, således at hele provenuet af realkreditlånet kunne indsættes på udlægskreditten, idet faderens risiko ikke ville blive forøget herved. Da indklagede således ved den valgte fremgangsmåde har påført klageren en unødvendig renteudgift af væsentlig størrelse, tages klagen til følge, dog således, at rentegodtgørelsen skal reduceres med det beløb på 1.100 kr., som klageren ved den korrekte fremgangsmåde skulle have betalt i garantiprovision. Det således opgjorte beløb findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale et beløb opgjort som rente af 200.000 kr. fra den 28. december 1993 til den 21. juni 1994 beregnet med forskellen mellem rentesatserne for henholdsvis den omhandlede udlægskredit og den omhandlede deponeringskonto. I dette rentebeløb fradrages 1.100 kr., og det herefter fremkomne beløb forrentes med rente efter renteloven fra den 21. juni 1994, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.