Spørgsmål om rådgivningsansvar vedrørende valg af lånetype ved hjemtagelse af kontantlån i december 1995.
| Sagsnummer: | 187/1998 |
| Dato: | 20-11-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar vedrørende valg af lånetype ved hjemtagelse af kontantlån i december 1995. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagerne kan gøre erstatningskrav gældende over for indklagede i forbindelse med etablering af et kontantlån i december 1995, som ved indfrielse i 1998 skulle indfries med et større beløb end det, der blev udbetalt ved lånets etablering.
Sagens omstændigheder.
Ved skrivelse af 5. december 1995 tilbød indklagedes Agtrupvej afdeling, Kolding, klagerne en byggekonto med et maksimum på 1.250.000 kr. i forbindelse med klagernes opførelse af et enfamiliehus. Byggekontoen forudsattes indfriet ved hjemtagelse af et realkreditlån ved byggeriets afslutning. Skrivelsen var vedlagt amortiseringsplan for et 30-årigt Unikredit kontantlån på 960.000 kr. hjemtaget på grundlag af 8% obligationer.
Indklagede har oplyst, at der den 29. november 1995 havde været afholdt møde med klagerne, hvor de forventede anskaffelsesudgifter ved byggeriet og finansieringen af dette blev gennemgået. Ved samme lejlighed blev en udskiftning af klagernes bil til en billigere drøftet. Ydelsen til klagernes billån var 4.000 kr. månedligt, og indklagede fandt, at et beregnet rådighedsbeløb på 7.700 kr. månedligt til klagerne og deres 2 børn var stramt i forhold til udgiften til billånet. Efter fremsendelsen af indklagedes skrivelse af 5. december 1995 blev budgettet på ny drøftet med klagerne, herunder spørgsmålet om udskiftning af bil. Klagerne ønskede ikke at udskifte bilen til en billigere. Det blev herefter drøftet at hjemtage kreditforeningslånet på grundlag af 7% obligationer, hvilket ville medføre en nettobesparelse på ca. 2.660 kr. årligt.
Den 29. december 1995 underskrev klagerne en fastrenteaftale om hjemtagelse af et kontantlån på 961.000 kr. på grundlag af 7% obligationer til kurs 88,7 med afvikling den 31. maj 1996.
I marts 1998 rettede klagerne henvendelse til indklagede og anførte, at indklagede i december 1995 havde anbefalet hjemtagelse på basis af 7% obligationer uden at gøre dem bekendt med konsekvenserne heraf. Dette bestred indklagede.
Parternes påstande.
Klagerne har den 22. maj 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en "kompensation for kurstabet ved hjemtagelse af lån."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede ydede dårlig rådgivning i forbindelse med hjemtagelsen af Unikreditlånet. De bestrider, at indklagede gennemgik beregninger på kontantlånet på basis af både 7% og 8% obligationer. De blev uden at være gjort bekendt med konsekvenserne anbefalet at hjemtage på grundlag af 7% obligationer, da "det jo var billigst" for dem. De accepterede ud fra deres tillid til den pågældende medarbejder. De anså det for en selvfølge, at der blev taget hensyn til fremtiden, f.eks. i tilfælde af låneomlægning, salg m.v.
Indklagede har anført, at hjemtagelsen på grundlag af 7% obligationer skete efter drøftelse med klagerne. Det var klagernes stærke ønske om at udlade at udskifte bilen, som afstedkom beslutningen om at hjemtage lånet på basis af 7% obligationer fremfor 8% obligationer.
Dette var således klagernes eget valg. Valget af kuponrenten på obligationerne blev drøftet med belysning af forhold i nettoydelse og forskel i risiko for stigning i obligationsgæld. Forskellen i nettoydelsen på de to lån er udtryk for en optionspræmie, som låntager betaler for at stille sig fordelagtigt i tilfælde af senere renteændringer og dermed konverteringsmuligheder. Der kan ikke udelukkende fokuseres på størrelsen af kurstabet ved hjemtagelse i 7% obligationer eller 8% obligationer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
I betragtning af den nettobesparelse, som klagerne opnåede ved at vælge at hjemtage lånet på basis af 7% obligationer, finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagede tilsidesatte sine rådgivningsforpligtelser over for klagerne i forbindelse med drøftelserne om, hvilken obligationssats man burde vælge.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.