Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Puljeinvest, rådgivning om risiko. ÷ ansvar for råd om underskud i puljeinvest.

Sagsnummer: 45/1988
Dato: 28-11-1988
Ankenævn: Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Per Overbeck
Klageemne: Selvpensioneringskonto - øvrige spørgsmål
Puljepension - negativt afkast
Ledetekst: Puljeinvest, rådgivning om risiko. ÷ ansvar for råd om underskud i puljeinvest.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I december 1983 indgik klageren en tillægsaftale til sin selvpensioneringskonto hos indklagede. Ifølge denne tillægsaftale tilmeldte klageren sig indklagedes puljeinvest og erklærede at have gjort sig bekendt med indklagedes regler om puljeinvest.

Klageren indskød pr. 31. december 1983 34.884,04 kr. og indskød herefter i perioden frem til 15. maj 1986 yderligere ialt 9.000 kr.

Efter at klageren havde modtaget meddelse om puljeafkast for 1987, overførte han den 21. januar 1988 sin konto til Sparekassen SDS. I skrivelse af 20. april 1988 henvendte klager sig til indklagedes direktion og meddelte, at han ikke anså indklagedes forrentning af hans puljepensionskonto, hvor der nu indestod 56.000 kr., for at være tilstrækkelig.

Hertil svarede indklagede ved skrivelse af 7. juni 1988, at afdelingen i forbindelse med indklagedes beslutning om at placere pensionsmidlerne på en puljekonto orienterede klageren om, at forrentningen af kapitalen var afhængig af kursudviklingen på obligationer, og at dårlige års kursfald ville modsvares af kursstigninger i gode år. Over en længere årrække skulle der være mulighed for en højere gennemsnitlig rente end den rente, der opnås ved almindelig kontant forrentning.

Endvidere anførte indklagede, at den gennemsnitlige rente på puljeordningen i perioden fra 1983 til 1987 udgjorde 16,5% mod 10,4% ved kontant forrentning. Indklagede kunne på denne baggrund ikke give klageren medhold i, at han havde lidt et tab ved at overføre sine pensionsmidler til puljeinvest.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt ved at overføre sine pensionsmidler til puljeinvest.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren gjort gældende, at indklagede ved overførslen af pensionsmidlerne ikke gjorde ham opmærksom på den risiko, det indebar, og at renten ville have udgjort ca. 10.000 kr. årlig, såfremt han ikke havde overført beløbet til puljeinvest.

Heroverfor har indklagede ud over at have henholdt sig til det overfor klageren allerede anførte henvist til, at klageren den 23. december 1983 underskrev en erklæring, ifølge hvilken han havde gjort sig bekendt med bestemmelserne vedrørende indklagedes puljeinvest.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede findes ikke at have begået en ansvarspådragende fejl ved at råde klageren til at indskyde midlerne på selvpensioneringskontoen i puljeinvest.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.