Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod udbetaling af lånebeløb direkte til leverandør og indsigelse mod tegning af forsikring i tilknytning til lån

Sagsnummer: 256 /2017
Dato: 01-02-2018
Ankenævn: Vibeke Rønne, Michael Reved, Kjeld Gosvig-Jensen, Troels Hauer Holmberg og Poul Erik Jensen
Klageemne: Forsikring - låneforsikring
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
Ledetekst: Indsigelse mod udbetaling af lånebeløb direkte til leverandør og indsigelse mod tegning af forsikring i tilknytning til lån
Indklagede: Resurs Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod udbetaling af lånebeløb direkte til leverandør og indsigelse mod tegning af forsikring i tilknytning til lån.

Sagens omstændigheder

I foråret 2017 indgik klageren en aftale med en tandlægeklinik, T, om en tandbehandling af klagerens datter.

Den 5. april 2017 ansøgte klageren via T om et lån på 19.000 kr. hos Resurs Bank til finansiering af tandbehandlingen. Samme dag godkendte banken ansøgningen og sendte en låneaftale og Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger til klageren. Af låneaftalen fremgik, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 546 kr. Rentesatsen var variabel, for tiden 12,95 % p.a. De årlige omkostninger udgjorde 18,12 %. Af aftalen fremgik endvidere bl.a.:

”… 13. Hvis den finansierede vare ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf, har låntager ret til at tage retsmidler i anvendelse overfor Resurs Bank, såfremt låntager ikke fra leverandøren har opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge lovgivningen eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydelser. Låntagers mulighed for fyldestgørelse hos Resurs Bank er begrænset til størrelsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes. …

…15. Lånebeløbet udbetales til forhandleren. Beløbet vil normalt være til rådighed for finansiering af køb, umiddelbart efter Resurs Bank har godkendt din ansøgning og du har skrevet under på kontrakten hos forhandleren. …”

Banken har oplyst, at klageren underskrev låneaftalen den 6. april 2017 ved brug af Nem Id, og at lånet blev ydet på baggrund af en aftale mellem T og banken, jf. kreditaftalelovens § 4 nr. 15 litra b.

Af Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger fremgik bl.a.:

 

Er man for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser forpligtet til at

- tegne en forsikring vedrørende kreditten, eller

- indgå aftale om anden accessorisk tjenesteydelse

Hvis kreditgiver ikke kender omkostningerne i forbindelse med disse tjenesteydelser, indgår de ikke i ÅOP

 

 

 

Nej

 

Ja, betalinger skal foretages via Betalingsservice

 

Banken har fremlagt en police med tilhørende forsikringsbetingelser vedrørende tegningen af en betalingsforsikring (Tryghedsforsikring) for klageren hos et forsikringsselskab. Banken har oplyst, at den sendte de fremlagte dokumenter til klageren den 5. april 2017, og at klageren underskrev policen ved brug af Nem Id den 6. april 2017. Af policen fremgik bl.a.:

”… Månedlig præmie: Som det fremgår af Deres opkrævning fra Resurs Bank.”

Af policen og forsikringsbetingelserne fremgik, at forsikringen var gældende for én måned ad gangen indtil opsigelse, og at forsikringen til enhver tid kunne opsiges af klageren. Af betingelserne fremgik endvidere bl.a.:

”… Forsikringspræmie og skadesforsikringsafgift:

Forsikringspræmien fastsættes på tidspunktet for forsikringens tegning og udgør 0,22 % af lånebeløbet ved tegning af forsikringen, dog minimum 25 kr. og maksimum 75 kr. … Forsikringen er også pålagt skadesforsikringsafgift, der udgør 1,1 % af den løbende præmie og opkræves sammen med præmien …

8. PRÆMIE OG PRÆMIEBETALING

Præmieperioden er en kalendermåned. Kreditgiveren betaler præmien fra Forsikringstagerens konto under kreditaftalen en gang om måneden. Den månedlige præmie er udgør 0,22 % af lånebeløbet ved tegning af forsikringen, dog minimum 25 kr. og maksimum 75 kr....”

Den 6. april 2017 udbetalte banken lånet til T.

Klageren rejste efterfølgende indsigelse over for T mod tandbehandlingen. Ved e-mail af 12. juni 2017 afviste T klagerens indsigelser og meddelte, at prisen for det hidtil udførte arbejde var 13.500 kr. Ved e-mail af 27. juni 2017 til T meddelte klagerens repræsentant, at klageren havde hævet aftaleforholdet med den udførende tandlæge, og at ophævelsen var begrundet i mangler og forsinkelse. Klageren rejste samtidig et erstatningskrav på 1.184 kr. Banken har under klagesagen oplyst, at T har fastholdt sin afvisning af klagerens indsigelser.

Parternes påstande

Den 4. august 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Resurs Bank skal frafalde sit krav mod hende i henhold til lånet.

Resurs Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken skal frafalde sit krav mod hende i henhold til lånet, da T’s behandling var meget dårlig.

Hun fik ikke tilstrækkelig oplysning om, at lånet ville blive udbetalt til T.

Hun fik ikke tilstrækkelig oplysning om tegning af en forsikring til 45 kr. om måneden.

Resurs Bank har anført, at T har bestridt klagerens indsigelser om, at T ikke har leveret den finansierede ydelse. T har fastholdt sin afvisning af klagerens krav. For at afgøre, om klageren har et krav mod banken, jf. kreditaftalelovens § 33, stk. 3, skal den køberetlige tvist mellem klageren og T først afgøres. Dette vil kræve en bevisførelse, herunder afhøring af klageren og T. Sagen er for så vidt angår dette klagepunkt ikke egnet til behandling ved Ankenævnet, og skal derfor afvises af Ankenævnet. Et krav på banken efter kreditaftalelovens § 33, stk. 3 kræver desuden, at klageren har søgt sig fyldestgjort hos T, hvilket klageren ikke i tilstrækkelig grad har gjort i denne sag. 

Det fremgik udtrykkeligt af låneaftalen, at lånet ville blive udbetalt til T. Banken har således varetaget sine oplysningsforpligtelser efter kreditaftaleloven. Klageren har desuden ikke rejst et økonomisk krav i forbindelse med den påståede manglende oplysning om udbetalingen.

Klageren underskrev forsikringsaftalen. Klageren har således indgået en bindende aftale på et oplyst grundlag. Klageren har desuden ikke rejst et økonomisk krav i forbindelse med den påståede manglende oplysning om udbetalingen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren underskrev en aftale om et lån på 19.000 kr. hos Resurs Bank til finansiering af en tandbehandling hos en tandlægeklinik, T den 6. april 2017 ved brug af Nem Id. Ankenævnet finder, at klageren ved sin underskrift af aftalen accepterede, at lånebeløbet ville blive udbetalt direkte til T, jf. låneaftalens pkt. 15.

Klageren underskrev samtidig en aftale om en betalingsforsikring ved brug af Nem Id. Ankenævnet finder, at klageren derved indgik bindende aftale om forsikringen.  Forsikringen var gældende for én måned ad gangen indtil opsigelse og kunne til enhver tid opsiges af klageren. Forsikringsbetingelserne indeholdt nærmere oplysninger om præmiens størrelse. Ankenævnet finder, at klageren derved blev tilstrækkeligt oplyst om den tegnede forsikring.

Det følger af kreditaftalelovens § 33, stk. 3, jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 15, litra b, og af låneaftalen, at klageren kan rejse krav over for banken, hvis klageren sandsynliggør, at T ikke har opfyldt sine forpligtelser. T har afvist klagerens indsigelser. Ankenævnet finder ikke, at klageren på det foreliggende grundlag har sandsynliggjort, at T ikke har opfyldt sine forpligtelser. Ankenævnet bemærker, at klagerens evt. indsigelser vedrørende T’s ydelse må søges afklaret i en sag mellem klageren og T. Ankenævnet bemærker endvidere, at klageren kan søge oplysning om mulighederne for at indgive en klage over T på hjemmesiden tandklage.dk.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.