Afgørelse

Tilsidesættelse af kautionsforpligtelse.

21510173
Tilsidesættelse af kautionsforpligtelse.
Til finansiering af deres nybyggede hus optog klageren og hans ægtefælle i marts 2009 et F1 lån hos det indklagede realkreditinstitut. Ejendommen blev i januar 2012 overtaget af ægtefællen, som efter anmodning fik bevilget gældsovertagelse af instituttet mod, at klageren tiltrådte lånet som selvskyldnerkautionist. I forbindelse med en lånomlægning i marts 2012 til et F5 lån tiltrådte klageren en kautionserklæring, som var identisk med den tidligere afgivne. Klageren og ægtefællen blev skilt i 2013, og klagerens advokat fremsendte i november 2013 et brev til klagerens ekskone, hvoraf det fremgik, at klageren ikke kunne acceptere at skulle blive ved med at betale et stort månedligt beløb, og at han derfor ønskede en bodelingsaftale indgået, hvoraf det fremgik, at ekskonen i deres indbyrdes forhold havde overtaget ejendommen, og således at hun forpligtede sig til at betale udgifterne til huset fremadrettet. Instituttet meddelte i april, juli, og oktober 2015 klageren, at der ikke var betalt terminsydelser, som klageren derfor hæftede for som kautionist. Klagerens advokat indbragte efterfølgende en sag for Pengeinstitutankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen stod i misforhold til kautionistens formue, samt at det låneformidlende pengeinstitut havde handlet uforsvarligt ved at lade ekskonen bo gratis i huset og gøre kautionen gældende over for klageren. Sagen blev efterfølgende henvist til Realkreditankenævnet, idet kautionen vedrørte et realkreditlån.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at kautionsforpligtelsen skulle bortfalde, subsidiært at den skulle nedsættes. Instituttet påstod frifindelse.

Ud fra de fremlagte bilag fandt Nævnet, at klageren umiddelbart havde fået de oplysninger i relation til kautionen, som krævedes efter reglerne om god skik. Henset til formålet med gældsomlægningen fandt Nævnet ikke, at der var en særlig anledning til, at instituttet ydede klageren rådgivning herudover. Nævnet fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at kautionen havde stået i misforhold til klagerens økonomi. Nævnet tillagde det i vurderingen heraf betydning, at både klageren og hans tidligere ægtefælle måtte formodes at have hæftet for de indestående lån i ejendommen, og at der gennem kautionen reelt ikke var ændret herpå. Endelig fandt Nævnet det ikke ansvarspådragende, at instituttet ikke havde modsat sig, at klagerens tidligere ægtefælle fortsat beboede ejendommen, idet spørgsmålet om ejer- og brugerforhold på ejendommen i den sammenhæng var et anliggende mellem de tidligere ægtefæller. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.


K E N D E L S E

afsagt den 24. februar 2016


JOURNAL NR.: 2015-01-10-173-T


INSTITUT: Totalkredit A/S


KLAGEEMNE: Tilsidesættelse af kautions-forpligtelse.

DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. februar 2016


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Bent Olufsen
Anna Marie Ringive
Per Englyst
Lars K. Madsen




SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren og hans tidligere ægtefælle erhvervede en ubebygget grund, hvorpå de opførte et parcelhus.

Klageren og hans daværende ægtefælle optog den 9. marts 2009 et kortrentelån F1 på 3.440.000 kr. hos det indklagede realkreditinstitut.

Ejendommen blev pr. 1. januar 2012 overtaget af klagerens tidligere ægtefælle som eneejer.

Klagerens ægtefælle anmodede ved gældsovertagelseserklæring af 16. februar 2012 om at overtage det indestående lån i sin helhed. Gældsovertagelseserklæringen blev af det låneformidlende pengeinstitut indsendt til indklagede.

Ligeledes den 16. februar 2012 tiltrådte klageren dels en erklæring om udtrædelse som debitor for det indestående realkreditlån, dels en kautionserklæring vedrørende realkreditlånet, hvoraf følgende fremgår:

”Undertegnede … indestår herved som selvskyldnerkautionist(er) for alle betalinger i henhold til det af debitor underskrevne pantebrev.

…(Indklagede)… kan uden kautionistens(ernes) samtykke bevilge henstand med betalingerne i op til 6 måneder efter forfaldsdato.

Jeg/vi er bekendt med, at tilbagebetalingen sker i overensstemmelse med pantebrevets bestemmelser og de regler og vilkår, der til enhver tid er fastsat i …(indklagedes)… vedtægter og almindelige forretningsbetingelser.

…

Kautionen bortfalder ved debitorskifte.”

Indklagede meddelte den 20. februar 2012 det låneformidlende pengeinstitut, at gældsovertagelsen var bevilget.

Den 5. marts 2012 fremsendte indklagede et tilbud til ægtefællen vedrørende omlægning af det indestående kortrentelån F1 til et kortrentelån F5 på 3.485.000 kr. Lånet blev tilbudt med afdragsfrihed frem til 31. december 2021.

I forbindelse med låneomlægningen tiltrådte klageren en kautionserklæring vedrørende omlægningslånet på 3.485.000 kr. Kautionserklæringen, der er dateret den 21. marts 2012, er indholdsmæssigt i øvrigt identisk med den tidligere underskrevne kautionserklæring.

Indklagede fremsendte den 3. april 2013 en oversigt til klageren over hans kautionsforpligtelse pr. 31. december 2012. Indklagede tilsendte tilsvarende orienteringer om kautionsforpligtelsen henholdsvis 5. marts 2014 og 3. marts 2015.

Efter det oplyste blev klageren og hans tidligere ægtefælle skilt i 2013. Klagerens advokat fremsendte den 27. november 2013 et brev til klagerens ekskone, hvoraf følgende fremgår:

”Ejendommen
For så vidt angår jeres fælles ejendom beliggende …, hvor du bor, har min klient oplyst mig om, at den pt. er udbudt til salg for kr. 3.295.000 og at restgælden er kr. 3.400.000.

Min klient kan ikke acceptere at skulle blive ved med at betale et så stort månedligt beløb.

Når min klient er fraflyttet ejendommen, skal du efter sædvanlig retspraksis betale en husleje til fællesboet, for at bebo ejendommen. Denne husleje beregnes ud fra en mæglers vurdering af, hvad ejendommen kan udlejes til på markedsmæssige vilkår. Hertil kommer betaling af forbrugsudgifter.

I den anledning skal jeg oplyse, at jeg er bekendt med, at du betaler alle udgifterne på huset og derved betaler et beløb svarende til en husleje.

Min klient er bekendt med, at du ikke har kunnet indgå aftale med bank og kreditforening om overtagelse af huset alene og lånene deri.

Min klient ønsker, at det aftales i en skriftlig bodelingsaftale mellem jer, at du i jeres indbyrdes forhold har overtaget ejendommen og således at du forpligter dig til at betale udgifterne til huset også fremadrettet. I forhold til et eventuelt tab i forbindelse med salget af huset, skal min klient naturligvis fortsat tage del deri på lige fod med dig.

Du har reelt allerede overtaget huset, da du bor der og betaler alle udgifter, men min klient ønsker denne aftale skrevet ned, så I har en klar aftale herom.”

Den 24. april 2015 fremsendte indklagede meddelelse til klageren om, at terminsydelsen for marts 2015 ikke var betalt, og at klageren som kautionist skulle være opmærksom på, at han hæftede helt eller delvist for indklagedes eventuelle tab ved tvangsauktion.

Indklagede tilsendte klageren tilsvarende skrivelser den 21. juli 2015 vedrørende juni og marts terminsydelserne og den 21. oktober 2015 vedrørende marts, juni og september terminsydelserne.

Klagerens advokat indbragte den 14. august 2015 en sag for Pengeinstitutankenævnet. Af fremsendelsesbrevet fremgår følgende:

”Det gøres gældende, at kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens formue samt at der ikke er givet fornyet rådgivning i forbindelse med stiftelsen af kautionen.
Det gøres gældende, at banken handler uforsvarligt ved blot at lade …(klagerens ekskone)… bo gratis i huset og blot gøre kautionen gældende overfor …(klageren)…, der ikke har boet i huset i flere år.”

Klagen var vedlagt følgende sagsfremstilling:

”Der er tale om kaution, som …(det låneformidlende pengeinstitut)… fastholder at ville gøre gældende overfor min klient til trods for, at der på kautionstidspunktet ikke var tale om, at min klient ejede aktiver for kautionsbeløbet. Huset står i tidligere ægtefælles (…) navn, der nu ikke betaler og hun bor gratis i huset.

Nedenfor har …(klageren)… lavet en beskrivelse af forløbet:

Situation inden kautionsforpligtelse

Lån …(indklagede)… 3.400.000 (fælles)
Lån …(det låneformidlende pengeinstitut)… 700.000 (fælles)

Forpligtelsen for mit vedkommende var derfor 2.050.000.

For at undgå at miste rentefradrag foreslog banken at flytte …(indklagede)… over i …(ekskonens)… navn.
Lånet i …(det låneformidlende pengeinstitut)… blev flyttet til min arbejdsgiver (…) i … Gældsbrevet blev oprettet i mit navn.

Dermed kunne …(ekskonen)… få rentefradrag for …(indklagede)… og jeg kunne få for lånet hos …(arbejdsgiveren)…

Banken sagde at kautionen på …(indklagede)… var proforma da vi jo var gift og dermed hæftede solidarisk. Dette var den eneste rådgivning der var omkring kautionen.

Så inden opsplitningen var fakta at vi havde 2 fælles lån som vi hæftede for solidarisk med 50% hver.

Efter opsplitningen og da skilsmissen blev en realitet blev fakta at
Jeg hæfter 100% for …(arbejdsgiver)… lånet
Jeg hæfter 100% for …(indklagede)… lånet gennem kautionen.

I henhold til God skik bekendtgørelsen skal kautionistens økonomi stå i forhold til kautionen. Dette er langt fra tilfældet med en gældsforpligtelse på 700.000 + forpligtelsen på …(indklagede)…

…(Det låneformidlende pengeinstituts)… opfattelse af situationen omkring dette spørgsmål iht. mailbesvarelse fra banken:

Du fremsender herefter en mail, hvor du med henvisning til God Skik-regler for pengeinstitutter og realkreditinstitutter § 22 oplyser os om, at du kan blive friholdt fra kautionsforpligtelsen, da disse institutter ikke må tage kaution fra personer, hvis formueforhold ikke står i mål med kautionsforpligtelsen, hvilket også er korrekt.

…(Det låneformidlende pengeinstitut)… er ikke enig i den opfattelse, da dit tilfælde, efter vor opfattelse, imidlertid ikke kommer ind under God Skik-reglerne, da kautionsforpligtelsen hidrører fra en forpligtelse, hvor du tidligere var meddebitor. Dermed er din gældsforpligtelse ikke forøget og dermed kan det derfor ikke ligges til grund, at du ikke havde en formue af betydning, da du påtog dig kautionsforpligtelsen.

Denne fortolkning har jeg svært ved at forholde mig til, da de henviser til ”formue” og ”formueforhold” i forbindelse med kautionsforpligtelse. Ligeledes skal der gives en grundig gennemgang af risici osv. med udgangspunkt i de økonomiske forhold.

Vi fik ikke nogen gennemgang overhovedet.
Kun den melding som sagt at kautionen var proforma da vi hæftede solidarisk da vi var gift.

Jeg har i denne sag ligeledes svært ved at forholde mig til at …(ekskonen)… som debitor på lånet blot kan standse betalingerne 100% og dermed bo gratis, og leve en ”luksus” tilværelse med ferieture til Kreta osv. uden at jeg har mulighed for at begrænse skaderne.

Jeg forsøgte at sætte huset til salg men skulle bruge …(ekskonens)… og bankens accept af salgsprisen, da det var dem der var hhv. debitor og kreditor. Hendes accept har jeg aldrig fået og bankens kom først da løbet var kørt.

EDC havde en lejer til huset (1 års tidsafgrænset leje), hvorfor jeg ville have at hun skulle flytte, så jeg/vi kunne leje huset ud og finde en løsning i mellemtiden. Hun henviste blot til hvilken lov hjemmel jeg mente der gjorde det muligt at smide hende ud.

Jeg har tilbudt …(det låneformidlende pengeinstitut /indklagede)… at betale 1 års afdrag på …(indklagede)… lånet, således at et evt. salg af huset kunne planlægges mod at blive fritaget som kautionist, men dette blev afvist af banken.

Jeg har tilbudt diverse løsninger, bl.a. køb af huset osv. (som du har udarbejdet) for at give …(ekskonen)… mulighed for at fortsætte i huset. Alle dog afvist og den ene afvisning med en klar indikation fra …(ekskonens)… advokat om at hun/de ville gå efter at jeg skulle hænge på kautionen. Jeg har bedt både …(ekskonen)… og …(det låneformidlende pengeinstitut)… om at komme med forslag til løsning på huset, da de begge blot afviste alle de forslag jeg kom med. Det eneste forslag der er kommet er fra …(banken)… der foreslog at enten jeg eller …(ekskonen)… betalte terminerne så ville alle problemer være løst.

Så for det første mener jeg aldrig at …(det låneformidlende pengeinstitut)… skulle have foreslået en opsplitning med en kautionsforpligtelse der langt fra står mål med min økonomi. For det andet mener jeg at det er helt forkasteligt at debitor bare kan afvise alle forslag og stoppe betalingerne 100% for at lade forpligtelsen havne på kautionisten.”

Det indklagede pengeinstitut påstod den 14. september 2015 sagen afvist og henvist til Realkreditankenævnet, idet kautionen vedrører realkreditlånet. Klagerens advokat tiltrådte den 5. oktober 2015, at sagen henvistes til Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, principalt at kautionsforpligtelsen skal bortfalde, subsidiært at der skal ske nedsættelse af kautionsforpligtelsens størrelse.
Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren henviser til sin klage til Pengeinstitutankenævnet og den deri indeholdte sagsfremstilling.

Indklagedes udtalelse giver klageren anledning til følgende bemærkninger:

Det er ikke korrekt, når indklagede med henvisning til brev af 20. februar 2012 skriver, at indklagede i den skrivelse skulle have gjort ham opmærksom på, at indklagede ikke kunne godkende ekskonen som enedebitor og derfor stillede krav om kaution fra ham.

Det er endvidere ikke korrekt, når indklagede gør gældende, at han modtog sædvanlig rådgivning om betydningen af at påtage sig en kautionsforpligtigelse. Indklagede har således ikke opfyldt sine forpligtelser til efter god skik reglerne at sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Det blev derimod tilkendegivet, at der var tale om en proforma kaution, der ikke havde nogen betydning, idet han og hans ekskone var gift og derfor hæftede solidarisk.

Indklagede skriver, at klageren den 21. marts 2012 underskrev en ny kautionserklæring. Det afvises, idet begge kautionserklæringer blev underskrevet af ham den 16. februar 2012, således at den ene blev underskrevet uden angivelse af beløb og dato, da lånet først skulle fornyes. Han var slet ikke i Danmark i marts 2012.

Indklagede gør gældende, at der ved etableringen af kautionen reelt ikke er ændret på parternes hæftelsesforhold for realkreditlånet, og at han derfor ikke har påtaget sig en større forpligtelse ved at kautionere for realkreditlånet. Det er ikke korrekt, idet han og ekskonen forud for kautionsforpligtelsen hæftede solidarisk for 3.400.000 kr. til indklagede og 725.000 kr. til det låneformidlende pengeinstitut. Debitorskiftene og den dertil hørende kaution skal ses som led i et samlet arrangement. Dette understreges også af det faktum, at begge kautionserklæringer blev udfærdiget og underskrevet på samme tidspunkt, jf. ovenfor.

Det gøres gældende,

at kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens formue, samt at der ikke er givet fornøden rådgivning i forbindelse med stiftelsen af kautionen, og

at indklagede handler uforsvarligt ved at lade hans ekskone bo gratis i huset og blot gøre kautionen gældende over for ham, der ikke har boet i huset i flere år.

Han henviser i øvrigt til praksis ved Pengeinstitutankenævnet.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren og hans tidligere ægtefælle i 2005 i lige sameje købte en ubebygget grund. Der er efterfølgende opført et parcelhus på grunden.

Klageren og ægtefællen optog den 9. marts 2009 realkreditlån opr. 3.440.000 kr. hos indklagede med pant i ejendommen. Klageren og ægtefællen optog tillige et boliglån på 725.000 kr. i det låneformidlende pengeinstitut.

Klageren kontaktede i starten af 2012 sit pengeinstitut, idet klageren igennem en længere periode havde haft bopæl og indkomst i Grønland. Klageren oplyste, at han ikke havde mulighed for at udnytte sit rentefradrag vedrørende lånene med pant i ejendommen i Danmark, da han ikke havde indkomst i Danmark.

Klageren boede og arbejdede på dette tidspunkt i Grønland, og ægtefællen boede i den fælles ejendom med parrets to børn.

Klagerens arbejdsgiver tilbød i 2012 at indfri boliglånet i det låneformidlende pengeinstitut mod at udstede nyt gældsbrev med samme hovedstol med klageren som enedebitor. Herved havde klageren mulighed for at opnå fradrag for renterne på dette lån i sin skattepligtige indkomst i Grønland.

Samtidig hermed blev det mellem klageren og ægtefællen aftalt, at ægtefællen skulle være enedebitor på lånet til indklagede, således at hun havde mulighed for at opnå fradrag for alle renterne på realkreditlånet i sin skattepligtige indkomst, idet klageren ikke kunne opnå fradrag herfor i sin skattepligtige indkomst i Grønland.

Indklagede havde forståelse for klagerens situation, men indklagede kunne ikke godkende ægtefællen som enedebitor og stillede derfor krav om, at klageren kautionerede for realkreditlånet til indklagede. Dette meddelte indklagede telefonisk og efterfølgende pr. brev det låneformidlende pengeinstitut, som på baggrund heraf på vegne af indklagede stillede krav om kaution fra klageren.

Ægtefællen underskrev gældsovertagelseserklæring den 16. februar 2012. Klageren underskrev samme dato erklæring om udtrædelse som debitor. Klageren underskrev samtidig hermed kautionserklæring for lån opr. 3.440.000 kr. med pant i ejendommen.

Klageren modtog i den forbindelse sædvanlig rådgivning om betydningen af at påtage sig en kautionsforpligtelse. Klageren modtog ikke Finansrådets pjece om kaution, da den alene omhandler kaution for lån ydet af pengeinstitutter.

Klageren hæftede dermed fortsat for lånet, men fremadrettet som kautionist. Det var således for at sikre familien en bedre samlet økonomi, at der blev foretaget en ændring i debitorforholdene på dels boliglånet ydet af det låneformidlende pengeinstitut, dels realkreditlånet ydet af indklagede.

I marts 2012 blev realkreditlånet omlagt, og der blev den 27. marts 2012 udbetalt nyt lån opr. 3.485.000 kr. til ægtefællen, som fortsat var enedebitor, og med klageren som kautionist. Klageren underskrev derfor den 21. marts 2012 ny kautionserklæring for lån opr. 3.485.000 kr.

Klageren har årligt modtaget meddelelse fra indklagede om kautionsforpligtelsen. Det er sket den 3. april 2013, den 5. marts 2014 og den 3. marts 2015.

Indklagede har senest sendt klageren meddelelse om, at terminsydelserne for marts, juli og september 2015 ikke er betalt.

-0-

Indklagede har noteret sig, at klageren har vedkendt sig at have underskrevet begge kautionserklæringer.

Indklagede noterer sig ligeledes, at klageren anerkender, at hans udtræden som debitor og etablering af kautionsforpligtelsen skal ses som et led i et samlet arrangement.

Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,

at klageren har påtaget sig en kautionsforpligtelse for lån opr. 3.485.000 kr.,

at klageren har underskrevet kautionserklæring for såvel det oprindelige lån på 3.440.000 kr. som for det nye lån opr. 3.485.000 kr., hvoraf det tydeligt fremgår, at der er tale om en selvskyldnerkautionsforpligtelse for et lån ydet af indklagede,

at klageren er fuldt ud bekendt med lånevilkårene for realkreditlånet omfattet af kautionserklæringen, idet han tidligere har været debitor og låntager på det oprindelige lån,

at det var på klagerens foranledning, at klageren indtrådte som kautionist i stedet for som låntager på realkreditlånet, idet klageren samtidig hermed indtrådte som enedebitor på boliglånet ydet af det låneformidlende pengeinstitut med henblik på udnyttelse af rentefradraget i klagerens skattepligtige indkomst, således at familien blev sikret en bedre samlet økonomi,

at der ved etablering af kautionen reelt ikke er ændret på parternes hæftelsesforhold for realkreditlånet, og at klageren derfor ikke har påtaget sig en større forpligtelse ved at kautionere for realkreditlånet,

at indklagede ikke var forpligtet til at udlevere Finansrådets Pjece om kaution, da der ikke er tale om et lån ydet af et pengeinstitut,

at klageren fik sædvanlig rådgivning om betydningen af at påtage sig en kautionsforpligtelse, idet der ikke var en forpligtelse til at yde særlig rådgivning om betydningen af klagerens ændrede status fra låntager til kautionist i forbindelse med klagerens eventuelle fremtidige skilsmisse,

at indklagede er berettiget til at gøre kautionsforpligtelsen gældende, idet den tidligere ægtefælle er i restance med terminsydelserne, og

at klageren gentagne gange har haft mulighed for at gøre indsigelse mod kautionsforpligtelsen.

Det afvises,

at der skulle være tale om en proforma kaution, og

at indklagede har handlet ansvarspådragende i relation til, at den tidligere ægtefælle har boet i huset i flere år.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Bekendtgørelse nr. 1406 af 20. december 2012 (nu bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013) om god skik for finansielle virksomheder, som var gældende på tidspunktet for etableringen af kautionen, indeholder i § 2, § 6, stk. 1 og 2, og § 22 følgende bestemmelser:

§ 2. Når en finansiel virksomhed indgår aftale med andre finansielle virksomheder om afsætning og rådgivning i forbindelse med virksomhedens produkter, skal den finansielle virksomhed sikre sig, at der er en klar arbejdsdeling mellem virksomheden og medkontrahenten, og at medkontrahenten overholder reglerne i denne bekendtgørelse.

§ 6. En finansiel virksomhed skal indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirformat eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter samt af de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet individuel rådgivning, skal væsentlige forudsætninger for rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen i enten papirformat eller på andet varigt medium.

Stk. 2. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvisning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forretningsbetingelser.

Kapitel 6

Særlige regler om brug af kautionister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter

§ 22. Et penge- eller realkreditinstitut må ikke medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi.

Stk. 2. Inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Stk. 3. Kautionisten skal én gang om året modtage oplysninger fra instituttet om størrelsen af det låneengagement, for hvilket kautionsforpligtelsen består.
…”

Vejledning nr. 86 af 13. oktober 2009 til den tidligere god skik bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 965 af 30. september 2009), som indeholder tilsvarende bestemmelser om kaution, indeholder følgende bemærkninger hertil:

”Et penge- eller realkreditinstitut må ikke medvirke til ydelse af lån, hvor der stilles sikkerhed i form af kaution, når kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi …

For pengeinstitutter er der tillige fastsat regler om kaution i lov om finansiel virksomhed § 47 og § 48.

Hvorvidt der er tale om et misforhold indenfor realkreditområdet, må bero på en konkret vurdering baseret på oplysninger om kautionistens økonomiske situation og kautionsforpligtelsens størrelse. Der må ved denne vurdering sondres mellem kautionister, der beboer den pågældende ejendom sammen med debitor (idet sådanne kautionisters indtægter normalt indgår i husstandens budget og dermed er medtaget i vurderingen af debitors mulighed for at betale de løbende ydelser på lånet) og andre kautionister, som normalt ikke har løbende økonomisk fællesskab med debitor, og hvis økonomi derfor må vurderes uafhængigt af debitors økonomi.

Når kaution anvendes, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, herunder at kautionisten har et fyldestgørende grundlag for at træffe sin beslutning om at påtage sig den pågældende kautionsforpligtelse. Det skal i forbindelse hermed konkretiseres, hvad kaution indebærer, og hvilke forhold der udløser kautionistens forpligtelse, herunder at debitors manglende betaling er tilstrækkelig til, at kravet kan rettes mod kautionisten, når der er tale om selvskyldnerkaution. Informationen kan gives til kautionisten i form af en særlig, skriftlig vejledning om kaution …

Såfremt et institut overtræder bestemmelsen og yder lån mod kaution i tilfælde, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi eller undlader at informere kautionisten om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, vil det kunne udløse et påbud fra Finanstilsynet.”


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Ud fra de fremlagte bilag finder Nævnet, at klageren umiddelbart har fået de oplysninger i relation til kautionen, som kræves efter reglerne om god skik, og henset til formålet med gældsomlægningen finder Nævnet ikke, at der var en særlig anledning til, at indklagede ydede klageren rådgivning herudover.

Nævnet finder, at det ikke er sandsynliggjort, at kautionen har stået i misforhold til klagerens økonomi. Nævnet har i vurderingen heraf tillagt det betydning, at både klageren og hans tidligere ægtefælle må formodes at have hæftet for de indestående lån i ejendommen, og at der gennem kautionen reelt ikke er ændret herpå.

Endelig finder Nævnet, at indklagede ikke har handlet ansvarspådragende ved ikke at modsætte sig, at klagerens tidligere ægtefælle fortsat bebor ejendommen, idet spørgsmålet om ejer- og brugerforhold på ejendommen i den sammenhæng er et anliggende mellem de tidligere ægtefæller.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen