Rådgivning, soliditetsoplysning, pant.
| Sagsnummer: | 503 /1991 |
| Dato: | 19-03-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Rådgivning, soliditetsoplysning, pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I maj 1991 ydede indklagede en kassekredit på 150.000 kr. samt et lån på 250.000 kr. til et anpartsselskab. Provenuet heraf skulle anvendes til etablering af en restauration i en ejendom, som anpartsselskabets direktør og eneanpartshaver netop havde erhvervet. Til sikkerhed for lånet og kassekreditten håndpantsattes et ejerpantebrev på 400.000 kr. i den købte ejendom, ligesom selskabets direktør kautionerede for engagementet. Omkring den 10. juni 1991 oplyste selskabets direktør, at finansieringsbehovet ville blive forøget med 6-700.000 kr., hvilket inkluderede betaling for en møbelleverance, som ville beløbe sig til ca. 316.000 kr. inkl. moms.
Anpartsselskabet opnåede herefter tilsagn om finansiering af ca. 130.000 kr. af beløbet fra sælgeren af møblerne, idet der blev givet henstand med denne del af betalingen. Sælger anviste endvidere klageren og en anden person som mulige investorer. Klageren rettede herefter telefonisk henvendelse til indklagede, og på et møde i afdelingen den 19. juni 1991 oplyste klageren og denne anden person, at de hver var indstillet på at investere 100.000 kr. i projektet. Klageren oplyste, at han tidligere havde været ansat i virksomheder inden for branchen, og at han, der nu var efterlønsmodtager, ønskede at udnytte sine arbejdsmuligheder ved salgsarbejde for selskabet. Klageren og medinvestoren underskrev herefter en anmodning til indklagede om udfærdigelse af en garanti på 200.000 kr. overfor leverandøren af møblerne (sælger), ifølge hvilken klageren og medinvestoren indestod for alle følger, som aktuelt måtte opstå i anledning af garantien. Til sikkerhed herfor udstedte anpartsselskabet et løsørepantebrev til klageren og hans medinvestorer på 100.000 kr. med pant i de omhandlede møbler. Indklagede, der forestod ekspeditionen af pantebrevet, anmeldte det ved en fejl til tinglysning i en forkert retskreds, og pantebrevet blev først fremsendt til rette retskreds den 23. juli 1991.
Indklagede bevilgede selskabet yderligere kredit på 240.000 kr., således at nogle tidligere returnerede dækningsløse checks kunne blive honoreret. I forbindelse med at møblerne leveredes stillede klageren og hans medinvestor den 26. juni 1991 hver 100.000 kr. til rådighed.
Den 17. juli 1991 konstateredes et yderligere finansieringsbehov på 675.000 kr. for selskabet; uanset at indklagede herefter ydede direktøren for anpartsselskabet et personligt lån på 350.000 kr., blev projektet ikke gennemført. Klageren blev efterfølgende ved sin advokat præsenteret for en købekontrakt af den 19. juni 1991, ifølge hvilken sælger havde ejendomsforbehold i de leverede møbler.
Under en efterfølgende brevveksling mellem klagerens advokat og indklagede anførte klagerens advokat, at indklagede mod bedre vidende havde udtrykt sig stærkt positivt om projektet overfor klageren og hans medinvestor under mødet den 19. juni 1991. Indklagede var på daværende tidspunkt vidende om projektets økonomiske vanskeligheder, at der var returneret checks m.v., ligesom indklagede var vidende om anpartsselskabets manglende muligheder for at indgå leasingkontrakt til finansiering af indkøb af inventar og problemer i forbindelse med optagelse af kreditforeningslån. Klagerens advokat anførte endvidere, at indklagede på tidspunktet for oprettelsen af løsørepantebrevet måtte være vidende om, at møblerne var leveret med ejendomsforbehold. Dette blev bestridt af indklagede.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 225.000 kr., som udgør det indskudte beløb samt omkostninger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har udover det tidligere anførte gjort gældende, at en medarbejder hos indklagede, efter at klageren første gang havde været på besigtigelse på ejendommen, kontaktede ham og bekræftede, at der var sikkerhed for driftskapital, og at arbejderne ville blive udført, hvis blot klageren ville indskyde 200.000 kr. til køb af møbler, som var det eneste, der manglede. Klageren blev ikke fra indklagede oplyst om, at leverandøren af møblerne havde et ejendomsforbehold. Da klageren indgik i investeringen, manglede der ca. 1 million kr. til færdiggørelse af projektet til betaling af gamle kreditorer, hvilket klageren ikke blev oplyst om.
Indklagede har anført, at man oprindeligt havde en positiv vurdering af det pågældende projekt, og at indklagede har givet udtryk herfor overfor klageren og hans medinvestor. Indklagede har dog ikke anbefalet eller tilskyndet de pågældende til at foretage investeringen. Indklagede er ikke vidende om, hvilke drøftelser og eventuelle aftaler der har været vedrørende retsforholdet mellem klageren, anpartsselskabet og leverandøren af møblerne. Indklagede havde derfor ikke kendskab til, at leverandøren af møblerne eventuelt havde ejendomsforbehold for salgsbeløbet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af klagen, at denne angår indklagedes evt. ansvar i forbindelse med et til klageren ydet lån til og sikkerhedsstillelse for et anpartsselskabs virksomhed. Da klagen således angår erhvervsmæssig virksomhed, og da den adskiller sig væsentligt fra sager om privatkundeforhold, anser Ankenævnet sig i henhold til Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, stk. 3 ikke for kompentent til at behandle klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.