Ikke rettidig meddelelse.
| Sagsnummer: | 81/1995 |
| Dato: | 12-12-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
|
| Ledetekst: | Ikke rettidig meddelelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Mandag den 29. november 1993 kl. ca. 10.25 rettede klageren henvendelse til indklagede med meddelelse om, at hendes dankort var bortkommet, hvorefter dette blev spærret. Kortet var sidst anvendt af klageren mandag den 22. november 1993.
Det blev konstateret, at dankortet var blevet misbrugt ved 22 hævninger på i alt 40.000 kr. under anvendelse af PIN-kode. Hævningerne var foretaget i perioden fredag den 26. til mandag den 29. november 1993, heraf hævninger for i alt 8.000 kr. i tidsrummet 14.41 til 15.16 søndag den 28. november 1993 og i alt 11.500 kr. i tidsrummet 8.00 til 9.46 mandag den 29. november 1993.
Ifølge indklagede har klageren oplyst indklagede om, at PIN-koden havde været opbevaret sammen med dankortet, men camoufleret i et telefonnummer. Indklagede anmodede klageren om at udfærdige en skriftlig redegørelse over forløbet omkring dankortets bortkomst. Af denne erklæring fremgår bl.a.:
"Det opdages søndag, hvor jeg ikke tog nogen særlig notits af det, fordi jeg skulle bare betale en pizza. Da jeg stod og skulle ind til København om mandagen d. 29-11-93, begyndte jeg at rode det hele igennem herhjemme, og det var ikke til at finde."
Af sagen fremgår, at klageren fik dankort til sin juniorkonto hos indklagede i december 1992 kort efter sit fyldte 18. år. I forbindelse med udlevering af dankortet kvitterede klageren for modtagelsen af indklagedes regler for dankort. Af disse fremgår bl.a.:
"2. Vilkår knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet.
2.2. Hvis kortet mistes, eller andre får kendskab til den personlige kode, eller hvis kortindehaver får mistanke om, at kortet vil blive misbrugt, skal kortindehaver snarest muligt underrette den [indklagede], der har udleveret kortet.
Underretning kan også ske til nærmeste [indklagede]. Uden for [indklagedes] åbningstid skal der gives underretning til Pengeinstitutternes BetalingsSystemer, på tlf. 44 89 29 29, der svarer døgnet rundt. Ved henvendelse til PBS skal kortindehaver oplyse navn og adresse, i hvilken [indklagede] kontoen føres samt kortnummer og/eller kontonummer."
Ved skrivelse af 11. april 1994 til klageren meddelte indklagede, at klagerens hæftelse for det samlede misbrug udgjorde 8.000 kr. jf. betalingskortlovens § 21, stk. 3.
Ved skrivelse af 2. maj 1994 meddelte klagerens advokat, at klageren højst kunne acceptere at hæfte for 1.200 kr. af misbruget, idet hun gav meddelelse om betalingskortets bortkomst, så snart hun fik kendskab dertil, og idet hun ikke på nogen måde havde udvist uforsvarlig adfærd med hensyn til kortets og kodens opbevaring eller brug.
Indklagede fastholdt hæftelsen på 8.000 kr. bl.a. med henvisning til, at klageren overfor afdelingen havde erklæret, at hun forgæves havde ledt efter sit bortkomne dankort i hele weekenden den 26.-28. november 1993, og at der om mandagen den 29. november 1993 var hævet 11.500 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 1.200 kr. af misbruget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun søndag den 28. november 1993 konstaterede, at dankortet ikke lå i hendes pung, og at hun derfor gik ud fra, at kortet i stedet lå i hendes taske. Hun havde den pågældende dag ikke anledning til at tro, at kortet var forsvundet, og det bestrides, at hun overfor afdelingen skulle have oplyst, at hun havde ledt efter kortet i hele weekenden den 26.-28. november 1993. Hun erindrer ikke at have modtaget indklagedes regler for dankort, eller i øvrigt nogen form for instruks eller orientering om, hvorledes man skal forholde sig i tilfælde af kortets bortkomst. Hun havde således hverken anledning til eller forudsætninger for at anmelde kortet bortkommet før mandag morgen. Det bemærkes, at problemet med bortkomne dankort, og de for kortholderne nødvendige forholdsregler først blev beskrevet i pressen efterfølgende.
Indklagede har anført, at klageren ikke har underrettet kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til kortets bortkomst, jf. betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3. Klageren har overfor afdelingen oplyst, at hun ledte efter dankortet hele weekenden og det fremgår af klagerens erklæring, at hun fik kendskab til dankortets bortkomst om søndagen den 28. Klageren har således haft pligt til i løbet af søndagen den 28. november 1993 at foranledige dankortet spærret. Såfremt klageren havde underrettet PBS i løbet af søndagen, ville dette i hvert fald have forhindret de 8 hævninger på i alt 11.500 kr., der er foretaget mandag den 29. november 1993. Såfremt klageren havde underrettet PBS mandag morgen, f.eks. kl. 8.30, ville dette have forhindret de sidste 7 hævninger på i alt 9.500 kr. Klageren har modtaget indklagedes regler for benyttelse af dankort, og i disse er det fremhævet, at der er mulighed for at spærre kortet telefonisk uden for indklagedes åbningstid.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af klagerens erklæring afgivet umiddelbart efter spærringen af dankortet, at klageren søndag den 28. november 1993 blev klar over, at dankortet var bortkommet. Såfremt klageren var af den opfattelse, at kortet kunne befinde sig i hendes taske, i stedet for som normalt i hendes pung, finder Ankenævnet, at klageren i hvert fald i løbet af søndagen burde have skaffet sig vished herfor.
3 medlemmer - Niels Waage, Allan Pedersen og Jørn Rytter Andersen - udtaler herefter:
Det må lægges til grund, at klageren har fået udleveret indklagedes regler for dankort. Det fremgår heraf - med understreget tekst - at der uden for indklagedes åbningstid skal gives underretning til PBS, hvis telefonnummer er oplyst. Vi finder på denne baggrund, at klageren burde have været bekendt med muligheden for at spærre kortet ved henvendelse til PBS, og at hun ved at undlade dette i løbet af søndag den 28. november 1993 har udvist en sådan uagtsomhed, at hun i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, selv hæfter for 8.000 kr. af det tab, som opstod ved misbrugene af dankortet den følgende dag. Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Ole Just og Mette Reissmann - udtaler:
Det i indklagedes regler for dankort anførte om muligheden for udenfor indklagedes åbningstid at spærre et mistet dankort ved telefonisk henvendelse til PBS er vel understreget, men teksten er skrevet med meget små typer, som folderens øvrige tekst. Vi finder, at denne vigtige oplysning, hvis den skal tjene som grundlag for en forpligtelse for kortindehaverne, burde have været fremhævet på en langt mere iøjnefaldende måde. På denne baggrund finder vi det betænkeligt at fastslå, at klageren burde have været bekendt med muligheden for at spærre dankortet ved henvendelse til PBS. Vi finder herefter ikke, at klageren ved at undlade at spærre kortet før henvendelsen til indklagede mandag morgen har udvist en sådan uagtsomhed, at hun i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, hæfter for tabet ved de misbrug, der fandt sted mandag den 29. november 1993. Da klageren efter lovens § 21, stk. 1, hæfter for 1.200 kr. af tabet, stemmer vi herefter for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.