Løbetid. Rentens størrelse.
| Sagsnummer: | 344 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
Rente - udlån Rente - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Løbetid. Rentens størrelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med klagerens og klagerens ægtefælles køb af en bil ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, i december 1986 et lån på 124.780 kr. incl. omkostninger. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.370 kr., første gang den 1. februar 1987. Af gældsbrevet fremgår:
"Lånet forfalder til fuld indfrielse uden varsel den 01.01.93.
Rente af kapitalen eller af dennes rest til enhver tid beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art, p.t. 12,750% p.a., der betales månedsvist bagud. I opkrævningsprovision beregnes p.t. kr. 10 pr. måned, som løbende tilskrives sammen med renten."
Pr. 1. januar 1993 udgjorde lånets restgæld 43.750 kr. Klageren rettede i februar 1993 henvendelse til indklagede herom, og under en efterfølgende korrespondance oplyste indklagede, at lånet var et såkaldt D-lån, dvs. et lån til finansiering af et bilkøb uden udbetaling og således, at alle omkostninger i forbindelse med låneoptagelsen er tillagt lånebeløbet. Lånet var derfor rentemæssigt lidt dyrere, men indklagede tilbød under henvisning til, at lånet var afviklet uden anmærkninger, at nedsætte renten med 1%.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets rente.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at rentesatserne for lånet har været følgende:
Rentesats 19.12.1986 12,75 januar 1987 13,75 marts 1987 14,25 oktober 1987 14,75 december 1987 15,25 januar 1988 15,00 april 1988 15,50 juli 1988 15,00 09.10.1989 15,75 20.11.1989 17,25 18.05.1990 16,90 11.01.1991 17,50 01.06.1991 17,31 26.08.1991 18,00 06.11.1991 17,75 06.01.1992 18,00 01.05.1992 18,50 10.06.1992 19,00 15.09.1992 19,75 01.01.1993 22,46 01.02.1993 20,79 01.03.1993 20,44 01.04.1993 19,74 01.05.1993 18,37
Indklagede har endvidere oplyst, at rentesatserne for nye tilsvarende billån har været følgende, idet det ikke er muligt at fremfinde rentesatserne fra perioden før oktober 1987:
Rentesats oktober 1987 13,75 10.12.1987 15,00 28.03.1988 14,00 09.05.1988 14,75 26.09.1988 13,50 01.05.1989 14,50 08.09.1989 13,75 - 14,75 09.10.1989 14,75 - 15,75 20.11.1989 16,25 - 17,25 18.05.1990 16,90 15.02.1991 17,31 26.08.1991 17,50 10.01.1992 16,50
Fra april 1992 ydede indklagede ikke længere lån af den omhandlede art. Indklagede har yderligere oplyst, at renten på nye lån etableret i perioden 10. januar 1992 - 31. marts 1992 har ligget 1% under normalsatsen, hvorefter rentesatsen blev forhøjet med 1%.
Klageren har anført, at det bestrides, at lånet er ydet til en bil uden udbetaling, idet der i handlen indgik en brugt bil således, at udbetalingen udgjorde 18.000 kr. og ikke, som det fremgår af slutsedlen, 8.000 kr. Baggrunden var, at forhandleren havde interesse i, at den brugte bil prissattes billigere, hvorfor også prisen på den nye bil blev sat ned. Han forespurgte indklagede om betydningen heraf med hensyn til renten og fik oplyst, at det intet betød. Klageren har haft en forventning om, at lånet ville være indfriet i januar 1993, og klageren finder, at lånet har været beregnet med for høj en rente. Klageren finder endvidere ikke, at indklagede har været berettiget til at udbyde nye lån til en lavere rente samtidig med, at renten på de eksisterende lån forhøjedes. Klageren bestrider at have udvist passivitet, idet han flere gange siden 1990 har protesteret mod lånets forrentning.
Indklagede har anført, at klagerens lån er oprettet som et D-lån. Betingelserne for at opnå C-lån med en lavere rente var, at den erlagte udbetaling var 10%. Af slutsedlen fremgår, at udbetalingen udgjorde 6,35%, og det er således korrekt, at lånet er registreret som et D-lån, hvorfor klageren har betalt renten gældende for D-lån. Indklagede bestrider, at man var vidende om, at udbetalingen reelt var 10.000 kr. højere end oplyst på slutsedlen, eller at man inden lånets optagelse ved forespørgsel fra klageren havde oplyst, at denne fremgangsmåde ikke havde betydning for lånet. De foretagne renteændringer er i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelser om, at renten er variabel og beregnes på de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art. Renten fastsættes og reguleres i overensstemmelse med indklagedes vurdering af det til enhver tid værende renteniveau for lån af den pågældende størrelse og karakter under hensyntagen til konkurrencemæssige forhold, idet kunden til enhver tid har mulighed for at flytte lånet. Rentestigninger i lånets løbetid har bevirket, at lånet ikke var afviklet på det tidspunkt, hvor det ifølge låneaftalen forfaldt til fuld indfrielse. Indklagede er imidlertid indstillet på fortsat at lade lånet afvikle med den aftalte ydelse. Lånet er oprettet i 1986, og indklagede er ikke bekendt med, at klageren tidligere har klaget over renteberegningen før 1993, hvorfor der er forløbet ca. syv år, hvor ydelserne er indbetalt uden forbehold. Indklagede finder derfor, at der foreligger passivitet fra klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke godtgjort, at udbetalingen på den af klageren købte bil reelt var 18.000 kr. og ikke 8.000 kr. som anført i købekontrakten. Ankenævnet finder derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at ændre lånets rente til en rente svarende til indklagedes C-lån.
Efter gældsbrevet beregnes renten "efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art". Herefter findes indklagede ikke at være berettiget til for klagerens lån at fastsætte en rente, der er højere end den rente, der til enhver tid har været gældende for nye lån af samme art som klagerens, dog bortset fra tidsbegrænsede introduktionsrabatter for nye lån, hvortil det antages, at 1%-reduktionen på nye lån i tiden fra 10. januar 1992 - 31. marts 1992 hører.
For så vidt angår tiden efter april 1992 finder Ankenævnet ikke at have grundlag for at anfægte selve rentereguleringen. Denne bør imidlertid gennemføres med udgangspunkt i en rente pr. 1. april 1992 på 16,5%, svarende til renten på nye lån på denne dato. Rentesatserne på klagerens lån efter 1. april 1992 bør derfor nedsættes med 1,5% p.a.
Som følge heraf