Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse ved debitorers samlivsophævelse.

Sagsnummer: 668/1993
Dato: 19-09-1994
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Hæftelse ved debitorers samlivsophævelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med at klageren og dennes samlever, S, ophævede samlivet medio 1993, ønskede parterne 2 lån hos indklagede, for hvilke de begge hæftede som debitorer, opdelt, således at klageren overtog det ene lån, medens S overtog hæftelsen på det andet lån. Parterne henvendte sig den 19. juli 1993 i indklagedes Østerbro Afdeling og anmodede om den ønskede deling af lånene.

I mødet i afdelingen deltog afdelingens bestyrer, medens klageren og S hver havde en bekendt med. Ifølge klageren gav bestyreren tilladelse til, at lånene blev delt som ønsket.

Ifølge indklagede indvilgede man i, at lånene blev delt med hver af parterne som debitor, men således at de begge skulle kautionere for hinandens lån, med mindre der kunne skaffes andre kautionister.

Begge de omhandlede låns saldi var på det pågældende tidspunkt ca. 15.000 kr. Klageren ønskede i samme forbindelse det lån, som hun skulle overtage, forhøjet med 10.000 kr., som skulle anvendes til indfrielse af et lån i et finansieringsselskab.

I skrivelse af 20. august 1993 til klageren meddelte afdelingen:

"Vedrørende Deres låneansøgning modtaget den: 19.7.93 [Kontonummer], beløb: 25.339,23 Herved meddeler vi, at banken har bevilget det ansøgte. ....."

Gennem et familiemedlem rettede klageren efterfølgende henvendelse til indklagedes direktion og bestyrelsesformand og anførte, at afdelingens bestyrer på mødet den 19. juli 1993 havde givet tilsagn om, at klageren ikke skulle hæfte for S's lån. Indklagede fastholdt sit krav om kaution fra klageren.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for sin tidligere samlevers lån.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at afdelingens bestyrer på mødet den 19. juli 1993 gav tilsagn om, at klageren og S's 2 lån kunne deles således at de hver kun hæftede for ét lån. Dette bekræftes endvidere af indklagedes skrivelse af 20. august 1993, hvoraf fremgår, at det ansøgte blev bevilget.

Indklagede har anført, at det er indklagedes sædvanlige praksis i en situation som den foreliggende, at man foretager en vurdering af parternes individuelle økonomi. I de fleste tilfælde accepteres en deling, således at hver af parterne får selvstændig debitorstatus på en halvdel, men således, at parterne kautionerer for hinandens halvdel. I nogen tilfælde ønsker parterne ikke at krydskautionere, og i sådanne situationer er det indklagedes holdning, at såfremt begge parter - efter indklagedes vurdering - kan afdække hver sin halvdel, indvilger man i at undlade krydskaution. Kan en af parterne ikke afdække sin halvdel, fastholdes kautionskravet for denne halvdel. Kan en eller begge parter ikke afdække sin halvdel, og ønsker parterne ikke at krydskautionere, fastholdes den oprindeligt indgåede aftale, hvor parterne er solidarisk hæftende debitorer. Det bestrides, at der på mødet den 19. juli 1993 af indklagedes bestyrer blev givet tilsagn om, at klageren og S skulle være debitor på hver sit lån, uden at klageren skulle kautionere for S's lån. Indklagedes skrivelse af 20. august 1993 vedrører ikke spørgsmålet om opdeling af lånene, men er indklagedes tilsagn om en forhøjelse af klagerens lån. Indklagede har endvidere henvist til nogle håndskrevne notater foretaget af afdelingens bestyrer den 19. juli 1993 på en engagementsoversigt.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes afdelingsbestyrer på mødet den 19. juli 1993 gav tilsagn om, at de to lån, for hvilke klageren og dennes tidligere samlever begge hæftede som debitorer, kunne fordeles således, at de hver kun skulle være debitor for det ene lån, uden at dette var betinget af, at klageren påtog sig kaution for den tidligere samlevers lån. Herefter, og da indklagedes skrivelse af 20. august 1993 ikke kan antages at vedrøre spørgsmålet om hæftelsen for de hidtidige lån, tages klagen ikke til følge.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.