Ophør, meddelt klageren ved fejl.
| Sagsnummer: | 526 /1992 |
| Dato: | 19-02-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Ophør, meddelt klageren ved fejl. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 5. december 1985 ydede indklagede klagerens samlever et anlægslån på 221.628 kr. i forbindelse med samleverens køb af en restaurant. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.300 kr., første gang den 31. januar 1986. Samleveren udstedte samtidig et løsøreejerpantebrev på 250.000 kr. med en 5. prioritets panteret i restaurantens goodwill, driftsmateriel m.v., ifølge indklagede med prioritet efter en restgæld på 1 mio. kr. Ejerpantebrevet håndpantsattes til indklagede. Klageren underskrev sammen med en tredjemand som selvskyldnerkautionist på gældsbrevet. Det af samleveren stillede pant fremgår ikke af gældsbrevet.
Ved en EDB-udskrevet meddelelse af 1. august 1986 til klageren oplystes, at kautionslånet var indfriet, hvorfor klagerens kautionsforpligtelse var ophørt. Indklagede har oplyst, at meddelelsen var en fejl opstået i forbindelse med en EDB-mæssig omlægning, som indebar ændring af eksisterende kontonumre.
Ved anbefalede skrivelser af 23. oktober og 29. december 1989 blev klageren som kautionist underrettet om, at kautionslånet var i restance med henholdsvis 10.441 kr. og 17.741 kr. Klageren opfordredes samtidig til at sørge for, at restancen blev inddækket.
Ved skrivelse af 12. februar 1990 til klageren "Angående kautionsforpligtelse for [samleveren]" anførte indklagede, at samleveren havde oplyst, at indklagede fra klagerens konto måtte hæve 8.000 kr. hver den første til nedbringelse af anlægslånet samt et andet lån, og man anmodede klageren om at underskrive en vedlagt betalingstilladelse herom. Klageren underskrev den 21. februar 1990 betalingstilladelsen, efter hvilken hun gav tilladelse til, at indklagede med virkning fra den 1. marts 1990 kunne hæve 3.860 kr. til indsættelse på anlægslånet og 4.140 kr. til indsættelse på samleverens andet lån.
Ved skrivelser af 2. og 21. maj 1990 til samleveren med kopi til klageren meddeltes, at såfremt en række nærmere angivne betingelser ikke blev opfyldt, ville indklagede kræve engagementet indfriet.
Indklagede har oplyst, at sagen blev overgivet til inkasso den 12. juni 1991 som følge af, at de opstillede betingelser ikke blev opfyldt, samt da det siden den 1. april 1991 ikke længere havde været muligt at trække beløbet på 3.860 kr. på klagerens konto. Den 9. december 1991 blev sagen foretaget i fogedretten mod klageren, og denne fremkom herefter med et forslag til afvikling af gælden, hvorefter hun tilbød 500 kr. månedligt i fem år. Indklagede afslog dette.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren er frigjort fra kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede den 1. august 1986 meddelte, at hendes kautionsforpligtelse var ophørt. Hendes samlever overvejede på dette tidspunkt at sælge restauranten og havde henvendt sig til indklagede med anmodning om at måtte sælge restauranten uden at skulle indfri løsøreejerpantebrevet, og dette accepteredes af indklagede. Klageren anså derfor skrivelsen af 1. august 1986 som indklagedes accept af, at kautionen var ophørt, da løsøreejerpantebrevet havde været en forudsætning for hendes kaution. Hun indvilgede i, at indklagede kunne trække de 8.000 kr. på hendes konto, af rent praktiske grunde og for at hjælpe samleveren. Hun accepterede ikke herved, at kautionen fortsat bestod. Hendes forslag i fogedretten om betaling af 500 kr. månedligt i fem år fremkom efter, at fogedretten havde tilkendegivet, at såvel indklagede som klageren havde begået fejl, hvorfor hun burde betale en del af beløbet. Hun finder, at indklagede ikke uden hendes accept burde have givet samleveren tilladelse til at sælge restauranten uden at indfri løsøreejerpantebrevet. Indklagede har endelig ikke rettidigt orienteret klageren om misligholdelsen af lånet.
Indklagede har anført, at meddelelsen af 1. august 1986 om kautionsforpligtelsens ophør ikke med rimelighed af klageren har kunnet opfattes som en frigivelse, når henses til, at lånet blot havde løbet i otte måneder, ligesom klageren måtte være bekendt hermed som samlevende med debitor. Det bestrides, at bank- og sparekasselovens § 41 om meddelelse vedrørende misligholdelse er tilsidesat. Klageren har ved bedømmelsen af sin risiko ikke med føje kunnet regne med, at løsøreejerpantebrevet havde en sikkerhedsmæssig værdi, og indklagedes opgivelse af dette pant har ikke forøget klagerens tab. Hertil kommer, at det ikke af gældsbrevet fremgår, at indklagede havde håndpant i løsøreejerpantebrevet. Havde klageren lagt vægt herpå, måtte hun have krævet, at en bestemmelse herom medtoges i gældsbrevet.
Ankenævnets bemærkninger:
I indklagedes skrivelse af 1. august 1986 om bortfald af klagerens kautionsforpligtelse anførtes som begrundelse herfor, at lånet var indfriet, og klageren kunne ikke med føje antage, at skrivelsen havde sammenhæng med det mellem indklagede og klagerens samlever drøftede spørgsmål om frigivelse af løsøreejerpantebrevet. Ankenævnet finder derfor, at klageren måtte indse, at skrivelsen beroede på en fejl. Dette bestyrkes også af, at klageren efterfølgende har modtaget adskillige skrivelser i egenskab af kautionist uden at gøre indklagede opmærksom på, at hun betragtede kautionen som bortfaldet. Ankenævnet finder herefter ikke, at klageren kan støtte ret på indklagedes skrivelse af 1. august 1986.
Ankenævnet finder, at der bestod en sådan forbindelse mellem klagerens kaution for samleverens anlægslån og samleverens håndpantsætning af løsøreejerpantebrevet på 250.000 kr. til sikkerhed for samme lån, at indklagede ikke uden klagerens accept var berettiget til at frigive ejerpantebrevet uden betaling. Det må imidlertid - også efter klagerens egen forklaring - lægges til grund, at klageren var bekendt med indklagedes tilsagn til samleveren om at ville frigive ejerpantebrevet. Klageren, der ikke havde grundlag for at antage, at indklagede tillige var indstillet på at give afkald på kautionen, gjorde ikke over for indklagede indsigelse mod frigivelsen, og Ankenævnet finder derfor, at klageren må anses stiltiende at have acceptere denne.
Efter det foreliggende findes der ikke at være grundlag for at antage, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.