Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring.

Klageren optog i forbindelse med salg af sin ejendom pr. 15. oktober 1990 et ejerskiftelån hos det indklagede realkreditinstitut. Lånet var betinget af, at underskrevet ejerskifteerklæring samt tinglyst skøde til de nye ejere blev indsendt til instituttet senest 3 måneder efter lånets udbetaling. Det skete aldrig, og der blev derfor ikke bevilget gældsovertagelse til de nye ejere. Instituttet overtog i februar 1992 ejendommen på tvangsauktion og fremsendte i samme måned en opgørelse over den personlige fordring til klageren på en adresse, som hun angiveligt aldrig havde beboet. I november 1997 sendte instituttet en erindringsskrivelse til klageren på hendes daværende adresse.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at det som udgangspunkt er handelsparterne, som er ansvarlige for, at gældsovertagelse gennemføres, men at det for gældsovertagelsesekspeditioner, der ikke bliver foretaget inden for en rimelig tid, påhviler et realkreditinstituttet at rette henvendelse til sagens parter om den manglende gældsovertagelse, således at de kan varetage deres interesser. Flertallet bemærkede, at instituttet på trods af den manglende gældsovertagelse havde registreret køberne som formodede ejere og tilsendt dem terminsopkrævninger, at instituttet ikke tog skridt til at kræve lånet indfriet, da ejerskifteerklæring m.v. ikke inden 3 måneder efter lånets udbetaling blev indsendt, at det ikke var godtgjort, at instituttet gjorde klageren opmærksom på restancerne eller i øvrigt var i kontakt med klageren inden tvangsauktionen, og at det ikke var godtgjort, at klageren havde modtaget instituttets opgørelse fra februar 1992. Flertallet fandt på den baggrund, at instituttet ikke havde levet op sine forpligtelser som professionel kreditor i forhold til klageren, og at instituttet derfor ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Mindretallet var enig i, at sagen ikke var behandlet optimalt af instituttet, men fandt ikke, at det kunne føre til, at instituttet var afskåret fra at gøre en personlig fordring gældende mod klageren, dels fordi der aldrig blev indsendt de krævede dokumenter med den virkning, at instituttet ikke havde kunnet frigøre klageren for sit gældsansvar, dels fordi det måtte lægges til grund, at klageren havde modtaget instituttets opgørelse i februar 1992, og dels fordi klageren og hendes rådgivere havde forsømt deres reaktionspligt. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at der ikke kunne gøres noget krav gældende mod klageren i anledning af tvangsauktionen over klagerens tidligere ejendom.