Eurocard, ansvar for misbrug.
| Sagsnummer: | 468 /1991 |
| Dato: | 15-06-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Eurocard, ansvar for misbrug. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På en ferie på Mallorca 1.-8. august 1991 fik klageren stjålet sin tegnebog sent lørdag den 3. august 1991. Tegnebogen indeholdt klagerens VISA/dankort samt Eurocard.
Ifølge klageren forsøgte han den 4. august 1991 telefonisk forgæves at kontakte PBS i Danmark samt sine forældre, ligeledes i Danmark. Den følgende dag forsøgte klageren påny forgæves at kontakte PBS og forældrene. Klageren har oplyst, at resten af ferien var tilrettelagt med lange dagsudflugter, hvorfor han først ved ankomsten til Danmark den 8. august om aftenen påny kontaktede PBS.
Det viste sig efterfølgende, at VISA/Dankortet havde været misbrugt ved hævninger på 3.196,82 kr. Misbruget med Eurocardkortet udgjorde 21.118,98 kr. Indklagede har efterfølgende godtgjort klageren 16.118,98 kr., men anført, at klageren selv hæfter for 5.000 kr. af tabet. Af indklagedes kortindehaveregler fremgår bl.a.:
"§ 2. Vilkår knyttet til indehavelse og anvendelse af kortet.
(...)
Stk. 10. Hvis kortet mistes, eller nogen anden får kendskab til PIN-koden, eller hvis kortindehaver får mistanke om, at kortet er blevet kopieret eller vil blive misbrugt, skal kortindehaver hurtigst mulig underrette lindklagede] på telf. 44 89 25 00, der svarer døgnet rundt.
(...)
Ved opkald til lindklagede] kan også anvendes telex (telexnummer 35 340), hvor [indklagede] bekræfter modtagelsen (kode EUROC DK).
Kan lindklagede] ikke kontaktes fra udlandet, skal underretning ske til lindklagedes] lokale internationale samarbejdspartnere. (....).
Stk. 11. Når [indklagede] eller lindklagedes] lokale internationale samarbejdspartnere er underrettet om, at kortet er bortkommet, eller at nogen anden er kommet i besiddelse af den personlige kode, er kortindehaver ikke ansvarlig for efterfølgende uberettiget brug af kortet. Kortindehaver kan blive ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kort med de begrænsninger, som følge af lov om betalingskort m.v., samt Industriministeriets bekendtgørelse om registrering, erstatningsmaksimering og gebyrer m.v."
Indklagede har oplyst, at misbrug af kortet er sket i 8 tilfælde ved 7 forskellige indløsningssteder, som benyttede notaløsningen. Ved de 7 af tilfældene, der alle fandt sted den 5. august 1991 fra kl. 17.23 og senere, blev købene autoriseret, således at misbruget ville været blevet forhindret, såfremt kortet var blevet spærret. Det 8. tilfælde, der angik 1.349,79 kr., fandt også sted den 5. august 1991, men på et ukendt tidspunkt. Det er ikke muligt at gøre krav gældende over for indløsningsstederne, idet de internationale regler for indløsning er opfyldt. Blandt de vigtigste internationale regler, som gælder for indløsningssteder, som modtager Eurocard, er, at underskriften på notaen og underskriften på kortet skal sammenlignes og fremtræde som hidrørende fra samme person. Kopi af de omhandlede notaer og af eksempler på klagerens underskrift er fremlagt for Ankenævnet.
Efter sagens indbringelse for Ankenævnet har klageren fået godtgjort 3.196,82 kr. vedrørende misbrug af VISA-dankort.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre 5.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ikke finder at have handlet uagtsomt eller uforsvarligt i forbindelse med det opståede misbrug. Klageren finder endvidere, at underskrifterne på de fremlagte notaer fremtræder som forfalsket, hvorfor betalingsmodtageren ikke har overholdt indløsningsreglerne.
Indklagede har anført, at klageren har undladt at underrette indklagede snarest muligt efter at have fået kendskab til at kortet var bortkommet. Klageren har ikke været ihærdig nok i sine forsøg på at få kortet spærret. Indklagede har ikke konstateret problemer med egne telefoner. Det fremgår endvidere af kortindehaverreglerne, at en kortindehaver, som ikke telefonisk er kommet igennem til Danmark, enten skal telexe eller kontakte indklagedes internationale samarbejdspartnere på det pågældende sted. For så vidt angår de pågældende betalingsmodtageres forhold har indklagede anført, at der ofte vil være tale om et vist tidspres, idet også andre kunder skal ekspederes. Hertil kommer, at en persons underskrift varierer således, at der ikke er fuldstændig overensstemmelse mellem underskrift på kortet og på notaen.
Ankenævnets bemærkninger:
Således som underskrifterne på notaerne fremtræder sammenholdt med de fremlagte eksempler på klagerens egen underskrift, finder Ankenævnet at måtte give indklagede medhold i, at det ikke kan påhvile indklagede at gøre krav gældende mod de pågældende betalingsmodtagere.
Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald senest i løbet af formiddagen mandag den 5. august 1991 må have haft mulighed for og burde have foranlediget kortet spærret. Ved at undlade dette findes klageren at have tilsidesat sin forpligtelse til at underrette kortudsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at kortet er bortkommet, jfr. betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 2, i den dagældende affattelse. Det må samtidig lægges til grund, at i hvert fald 7 af misbrugstilfældene til et samlet beløb af knap 20.000 kr. ville være blevet forhindret, såfremt en sådan spærring var blevet foretaget. Da klagerens undladelse må karakteriseres som groft uagtsom, hæfter klageren herefter selv for 5.000 kr. af det ved misbruget lidte tab, jfr. § 2 i den i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 2, udstedte bekendtgørelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.