Afdragsordning med debitor efter kautionsforpligtelsen er gjort gældende.
| Sagsnummer: | 430/1992 |
| Dato: | 18-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Pantebreve - salg, mangler |
| Ledetekst: | Afdragsordning med debitor efter kautionsforpligtelsen er gjort gældende. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 15. december 1983 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist for et af indklagede samtidigt ydet lån på 40.320 kr. til en arbejdskollega til klageren. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med 1.500 kr. månedligt, første gang den 31. december 1983.
Gældsbrevets fortrykte tekst vedrørende kautionen var således:
"Til sikkerhed for opfyldelsen af debitors forpligtelser ifølge nærværende gældsbrev indestår underskrevne som selvskyldnerkautionist."
Ved tillæg til gældsbrevet af 20. juli 1984 tiltrådte klageren, at lånets ydelse nedsattes til 800 kr. månedligt med virkning fra 31. juli 1984, ligesom det var anført, at en restance på 4.500 kr. blev slettet. Ved påtegning af 11. juli 1985 bestemtes, at lånet fremtidig skulle afvikles med 1.000 kr. månedligt med virkning fra 30. juni 1985, ligesom en restance på 4.000 kr. blev slettet.
Ved rykkerskrivelser af 14. november og 16. december 1985 anmodedes klageren om indbetaling af en restance på senest 4.000 kr. på kautionslånet.
Ved skrivelse af 10. januar 1986 meddelte indklagede, at kautionslånet var opsagt til fuld indfrielse pr. 10. februar 1986.
Efter henvendelse fra debitor aftaltes mellem debitor og indklagede en afvikling af en restance på 6.000 kr. Klageren orienteredes om aftalen ved skrivelse af 20. februar 1986, hvori klageren opfordredes til at rette henvendelse, såfremt han ikke kunne tiltræde afviklingsordningen.
Den 15. april 1986 meddelte indklagede klageren, at debitor havde misligholdt afviklingsaftalen, hvorfor klageren opfordredes til at kontakte indklagede, da lånet ellers ville blive opsagt til fuld indfrielse. Ved skrivelse af 13. maj 1986 orienteredes klageren om, at lånet samme dag var opsagt med henblik på inkasso.
Ved skrivelse af 7. juli 1986 meddelte indklagede klageren, at lånet var opsagt til fuld indfrielse pr. 20. juli 1986. Lånets restgæld oplystes til 46.868,87 kr.
Indklagede har oplyst, at sagen den 29. juli 1986 blev overgivet til retslig inkasso mod såvel debitor som klageren. Debitor afgav den 28. september 1989 insolvenserklæring i fogedretten, og den 24. september 1990 foretoges under en fogedforretning mod klageren udlæg i dennes faste ejendom. Klageren kunne ikke i denne forbindelse tilbyde afvikling af gælden.
I andet halvår 1991 rettede klageren gennem advokat henvendelse til indklagede. Ved skrivelse af 13. november 1991 oplyste klagerens advokat, at klageren mente at kunne opnå et lån i sit nuværende pengeinstitut på 40-50.000 kr., på hvilken baggrund advokaten forespurgte, om indklagede var indstillet på at give saldokvittering mod betaling af 45.000 kr., idet 5.000 kr. samtidig ville blive anvendt til betaling af advokatens omkostninger ved sagen. Efter at have modtaget yderligere oplysninger om klagerens økonomiske forhold, meddelte indklagede ved skrivelse af 14. februar 1992, at man kunne acceptere klagerens tilbud om indbetaling af 45.000 kr. til fuld og endelig afgørelse. Indklagedes accept var betinget af, at beløbet betaltes senest den 31. marts 1992. Klageren betalte ikke beløbet.
Ved skrivelse af 4. maj 1992 til indklagede tilbød debitor at afvikle sin forpligtelse med 800 kr. månedligt. Efter henvendelse fra klagerens advokat herom bekræftede indklagede den 22. maj 1992, at en sådan afviklingsaftale var indgået med debitor. Det anførtes, at kravet mod klageren opretholdtes.
Efter yderligere korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter ifølge sin kautionsforpligtelse, subsidiært at klagerens hæftelse nedsættes til 40.000 kr., dvs. til lånets oprindelige hovedstol excl. renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at kautionen blev opsagt i 1986, men indklagede har i maj 1992 indgået en ny afdragsordning med debitor. Aftalen fra 1992 er ikke alene en aftale om henstand. Der er tale om indgåelse af et nyt lån, der har indfriet det oprindelige kautionslån. Havde indklagede ønsket at opretholde kautionen, måtte man forud have opnået klagerens accept. Ved den givne henstand er klagerens mulighed for regres blevet forringet, jvf. § 41 i bank- og sparekasseloven.
Indklagede har anført, at der ikke er ydet henstand eller ydelsesnedsættelse til debitor uden klagerens samtykke, hvorfor bank- og sparekasselovens § 41 ikke er tilsidesat. Indklagede har heller ikke ydet debitor et nyt lån i maj 1992.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved skrivelsen af 7. juli 1986 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende mod klageren. Denne hæftede herefter for gælden på lige fod med lånets debitor, og det er uden betydning for klagerens hæftelse, at indklagede i maj 1992 - efter forgæves retsforfølgning mod begge skyldnere - traf aftale med debitor om en afdragsordning, ligesom bank- og sparekasselovens § 41 ikke finder anvendelse. Også klagerens subsidiære påstand om ikke at hæfte for påløbne renter savner grundlag.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.