Afgørelse

Spørgsmål om frigivelse af begrænset kaution i forbindelse med nedbringelse af kassekredit.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om frigivelse af en kaution i forbindelse med nedbringelsen af en kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Den 19. januar 1999 ydede indklagede klageren en kassekredit med et maksimum på 500.000 kr. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 375.000 kr. i klagerens bil og i en ophørende livspolice på 510.000 kr. Endvidere påtog klagerens far sig selvskyldnerkaution begrænset til 200.000 kr.

Ved skrivelse af 1. august 2000 meddelte klageren, at han ønskede faderen frigjort for kautionen. Klageren forventede at kunne nedbringe sin gæld med 250.000 kr. med henblik herpå.

Ved skrivelse af 3. august 2000 meddelte indklagede, at man var villig til at frigive kautionen mod nedbringelse af gælden med 250.000 kr.

Den 1. september 2000 indbetalte klageren 110.000 kr. på kreditten, hvorved saldoen blev nedbragt til 403.932 kr.

Den 27. september 2000 underskrev klageren og faderen en ny kreditaftale, hvorved kassekredittens maksimum og kautionsforpligtelsen blev nedskrevet med 100.000 kr. til henholdsvis 400.000 kr. og 100.000 kr.

Under et møde med klageren i december 2001 stillede indklagede krav om nedbringelse af kreditten til 200.000 kr. Samtidig tilbød indklagede at nedsætte renten med 2,25% point til 9% p.a. variabelt.

Ved skrivelse af 1. februar 2002 fastholdt indklagede kravet om nedbringelsen, idet kreditten ellers ville blive opsagt til indfrielse, herunder over for faderen som kautionist. Saldoen på kreditten var 426.992 kr.

Ved skrivelse af 8. februar 2002 meddelte klageren, at han forventede at kunne indbetale 226.992 kr. på kreditten. Som alternativ til et forslag fra indklagede om at afvikle de resterende 200.0000 kr. med en månedlig ydelse på 9.000 kr. tilbød klageren at indbetale rentetilskrivningen det følgende år og at indfri restgælden primo 2003. Dette blev accepteret af indklagede ved skrivelse af 11. februar 2002.

Ved skrivelse af 8. marts 2002 fremsendte klageren en check på 230.000 kr. til nedbringelse af "mit arrangement som aftalt". Saldoen på kassekreditten blev herved nedbragt til 196.992 kr. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Analogt med min tidligere nedbringelse af arrangementet går jeg ud fra at nedbringelse bl.a. sker med den del for hvilken min far er kautionist, således at denne kautionsforpligtelse herefter er bortfaldet."

Ved skrivelse af 11. marts 2002 meddelte indklagede følgende:

"Vi har i dag modtaget en check stor kr. 230.000 jf. vor aftale.

Som aftalt har banken nedskrevet kreditten med kr. 200.000 til i alt kr. 200.000. Kredittens maksimum bortfalder 1.3.2003 jf. aftale af 8. februar 2002. De påløbne renter indbetales kvartalsvis. Næste gang 31.3.2002.

Ved vedlægger en ny kreditaftale til underskrift.

På Deres efterfølgende forespørgsel om frigivelse af Deres fars begrænsede selvskyldnerkaution kr. 100.000, vil denne blive frigivet i forbindelse med indfrielse af engagementet primo 2003.

Øvrige deponerede sikkerheder er uforandret gældende.

Når kreditaftalen er returneret i underskrevet stand nedsættes renten fra 11,25% til 9,00% pr. år variabelt, jf. bankens tilbud af 18. december 2001."

Parternes påstande.

Den 23. april 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive faderens kaution.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han berettiget kunne forvente, at faderen blev frigivet for kautionsforpligtelsen i forbindelse med nedbringelsen af kreditten med 200.000 kr. til 200.000 kr.

Han havde ikke grund til at tro andet, end at aftalen om nedbringelse af kreditten skete analogt med og som en fortsættelse af kreditafviklingen året tidligere, hvor nedbringelsen medførte en tilsvarende nedskrivelse af faderens kaution.

Indklagede har ikke på noget tidspunkt tilkendegivet eller krævet, at det skulle være en bestemt del af kreditten, som skulle nedbringes.

Det var uberettiget, at rentenedsættelsen blev gjort betinget af, at han og faderen accepterede, at kautionen fortsat var gældende.

Indklagede har anført, at der i forbindelse med klagerens nedbringelse af kreditten i september 2000 blev indgået særskilt aftale om tilsvarende nedsættelse af faderens kautionsforpligtelse.

Aftalen herom medførte ikke, at indklagede var forpligtet til fremover at nedskrive kautionen ved nedbringelse af kreditten, og klageren kunne ikke have en berettiget forventning herom. Det må kræve en ny særlig aftale, hvis kautionen skal frigives, uden at hele kreditten samtidig bliver indfriet.

Klagerens nedbringelse af kreditten i 2001 skete med henblik på undgå en opsigelse af engagementet. Såfremt det var en forudsætning for klageren, at kautionen blev frigivet, har dette ikke været kendeligt for indklagede.

Aftalen om engagementets nedbringelse til 200.000 kr., løbende indbetaling af tilskrevne renter samt en rente på 9% p.a. og en bevarelse af engagementet i øvrigt, herunder kautionen, kan derfor ikke tilsidesættes som ugyldig på grund af bristede forudsætninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Kautionen for kreditten er begrænset til 100.000 kr., hvilket betyder, at kautionisten kautionerer med 100.000 kr. til sikkerhed for hele kreditten.

Ved klagerens indbetaling i marts 2002 blev kreditten nedbragt til 200.000 kr., hvilket overstiger den begrænsede hæftelse, og indklagede var derfor som udgangspunkt ikke forpligtet til at frigive eller nedsætte kautionistens forpligtelse.

Spørgsmålet om kautionen blev ikke berørt i forbindelse med drøftelserne om nedbringelsen af kreditten omkring årsskiftet 2001/2002, og Ankenævnet finder ikke, at indklagede burde have indset, at klageren forudsatte, at faderen ville blive frigjort som kautionist. Ankenævnet finder heller ikke, at klageren på baggrund af forløbet i forbindelse med nedskrivningen af kreditten i 2000 berettiget kunne forvente, at kautionen ville blive frigivet.

Det bemærkes, at indklagede uanset klagerens og kautionistens manglende underskrift på den nye kreditkontrakt er bundet af aftalen om nedsættelse af renten til 9% p.a. (variabelt) fra den 11. marts 2002, hvor klageren med indbetalingen opfyldte sin del af aftalen. Dette ses heller ikke at være bestridt af indklagede.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.