Håndpantsætninger til afløsning af kautionsforpligtelse ved kautionistens død. Gyldigheden af kautionsforpligtelsen, alder m.v.
| Sagsnummer: | 575/1993 |
| Dato: | 02-05-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Håndpantsætninger til afløsning af kautionsforpligtelse ved kautionistens død. Gyldigheden af kautionsforpligtelsen, alder m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagernes far, der døde i 1991, påtog sig den 27. oktober 1987, hvor han var 75 år, selvskyldnerkaution begrænset til 40.000 kr. for et lån på 87.000 kr. Debitor, klagernes bror, havde optaget lånet til brug for køb af en campingvogn, som indklagede fik pant i. Lånet var bevilget i april 1987, og kautionsforpligtelsen etableredes i forbindelse med debitors ønske om frafald af syv ydelser i perioden november 1987 til juli 1988.
Afdøde havde i april 1987 påtaget sig selvskyldnerkaution overfor et andet pengeinstitut for et lån på 160.000 kr., senere forhøjet til ca. 185.000 kr., ydet til den samme debitor.
Efter faderens død i juli 1991 forhandledes der under medvirken af en advokat med de to pengeinstitutter om kautionsforpligtelserne i forbindelse med ægtefællens overtagelse af boet til hensidden i uskiftet bo. Eneste aktiv i boet var en fast ejendom, der var ægtefællernes bolig. Da ejendommen ikke kunne tjene som sikkerhed for begge kreditorer, og da moderen ikke ville risikere en tvangsrealisering af pantet i tilfælde af debitors misligholdelse, påtog klagerne sig hver at stille sikkerhed med 8.000 kr. indskudt på særskilte konti til afløsning af kautionsforpligtelsen overfor indklagede på 40.000 kr. Det andet pengeinstitut fik pant i ejendommen, men på det vilkår, at pantet ikke kunne realiseres, så længe moderen ejede og boede i ejendommen.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede forpligtes til at frigive de af klagerne håndpantsatte konti.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har indhentet en erklæring fra afdødes læge, i hvilken det bl.a. hedder:
"... De sidste 5 år var han særdeles affældig legemligt og efterhånden også psykisk. Førte stillesiddende liv, kunne kun gå med støtte af person, havde et stort program af medicin mod de forskellige lidelser. Hans liv handlede kun om at holde sig i live. De sidste mindst 5 år var han middelsvært senil præget af især indprentningssvækkelse, kunne for eks slet ikke selv passe medicineringen, som hustruen derfor styrede. Han kunne altid kende mig og vi kunne tale om almindeligheder. Jeg er enig i, at han var meget autoritetstro og for eks. uden vrøvl underkastede sig hvad som helst indenfor behandling uden spørgsmål, herunder en streng diæt. Han beundrede sine børn for deres dygtighed og har sikkert tillidsfuldt fulgt deres råd og anbefalinger."
Klagerne har anført, at en navngiven medarbejder hos indklagede har bekræftet, at indklagede ved stiftelsen af kautionen var bekendt med, at afdøde kort tid forinden havde kautioneret for et lån på 160.000 kr. i et andet pengeinstitut. Afdødes eneste aktiv var den faste ejendom, der ved realisering ikke kunne indbringe tilstrækkeligt til dækning af kautionsforpligtelserne. Indklagede burde derfor have indset, at kautionsforpligtelsen var velfærdstruende for afdøde og dennes ægtefælle. Afdøde var forkalket og senil og derfor ude af stand til at overskue konsekvenserne af sin underskrift, hvorfor kautionen må bortfalde i medfør af aftalelovens §§ 31 og 36, jvf. herved erklæringen fra afdødes læge. Indklagede lagde i sin kreditvurdering afgørende vægt på friværdien i afdødes faste ejendom. I medfør af retsvirkningslovens § 18 burde indklagede have indhentet ægtefællens samtykke til kautionsforpligtelsen, idet en aktualisering heraf ville medføre en afhændelse af den faste ejendom, som var fælleseje, og som tjente som bolig for ægtefællerne. Tvunget af omstændighederne under skiftet besluttede klagerne i samråd med deres advokat at stille sikkerhed. De gjorde opmærksom på det urimelige i, at indklagede nu krævede en sikkerhed, man reelt ikke tidligere havde haft, men advokaten tilkendegav, at der ikke var noget alternativ.
Indklagede har anført, at afdøde var ejer af den faste ejendom, og at kreditmæssige undersøgelser viste, at der var rigelig friværdi i denne. Ejendomsværdien udgjorde 360.000 kr., og ejendommen var alene behæftet med et lån på oprindeligt 46.000 kr. og ejerpant 36.000 kr. En aktualisering af forpligtelsen ville, henset til friværdien, ikke være velfærdstruende for afdøde. Da ægtefællen ikke var medejer af ejendommen, og da der ikke var tale om pantsætning af denne, skulle ægtefællens samtykke efter retsvirkningslovens § 18 ikke indhentes. En medarbejder hos indklagede diskuterede kautionsforpligtelsen med afdøde, som forstod rækkevidden af dispositionen og ikke viste tegn på senilitet.
Ankenævnets bemærkninger:
I forbindelse med faderens død har klagerne efter drøftelse med advokat hver underskrevet en håndpantsætningserklæring vedrørende et beløb på 8.000 kr., således at disse pantsætninger afløste faderens kaution på 40.000 kr. Ankenævnet finder, at klagerne må være afskåret fra nu at kræve sig frigjort for de således påtagne forpligtelser under påberåbelse af, at den kautionsforpligtelse, faderen i sin tid havde påtaget sig, ikke var gyldig. Allerede af denne grund kan klagen ikke tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.