Tillige stillet tredjemandspant frigivet.
| Sagsnummer: | 148/1990 |
| Dato: | 25-10-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Tillige stillet tredjemandspant frigivet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I august 1983 ydede indklagedes Åbyhøj afdeling klagerens ægtefælle et lån på 70.000 kr., en kredit på 25.000 kr. samt tre garantier på i alt 13.200 kr. i forbindelse med ægtefællens køb af en kiosk. Til sikkerhed for engagementet deponerede klagerens mor en bankbog med et indestående på 126.000 kr.
I november 1985 blev hele engagementet, der på daværende tidspunkt var nødlidende, samlet i et lån på i alt 160.000 kr.
Ved sammenlægningen krævede afdelingen udover den eksisterende sikkerhed, at der stilledes kaution af klageren. Ved påtegning af 28. november 1985 på lånedokumentet kautionerede klageren for lånet. Umiddelbart over hans underskrift var anført:
"Som selvskyldnerkautionist/er med solidarisk hæftelse for hovedstol renter, provision m.m. og således, at hver selvskyldnerkautionists forpligtelse består fuldt ud uanset ægtheden og gyldigheden af debitor(er)s eller medkautionist(er)s underskrift/er og uden hensyn til gyldigheden af eventuel håndpantsætning ...."
Den 6. februar 1986 besluttede skifteretten at indlede gældssaneringssag for debitor. Efterfølgende blev der på vegne pantsætteren ved Københavns Byret anlagt sag mod indklagede med påstand om, at håndpantsætningserklæringen blev anset for ugyldig i henhold til myndighedslovens § 65. Sagen forligtes den 5. maj 1989, idet indklagede tog bekræftende til genmæle.
Ved kendelse af 10. maj 1989 opnåede debitor gældssanering, således at gæld stiftet inden 6. februar 1986 nedsattes til 0,8042% af gælden.
Klageren har efter at have overført sit engagement til et andet pengeinstitut og efter at have brevvekslet med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at klageren frigøres for hæftelse ifølge kautionserklæringen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Under sagens forberedelse har indklagede berigtiget visse forhold vedrørende overførslen af klagerens engagement.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han ikke er bundet af kautionserklæringen uanset indklagedes fortrykte standardformulering af kautionsansvaret. Denne standardformulering er i den foreliggende situation urimeligt byrdefuld for ham, og han er ikke af indklagede blevet orienteret om retsvirkningen af at påtage sig kautionsforpligtelsen uanset gyldigheden af håndpantsætningserklæringen. Det var kendeligt for indklagede, at det var en helt klar forudsætning for hans underskrivelse af dokumentet, at indeståendet på den pågældende konto, som af indklagede er angivet med en aktuel saldo, hæftede for lånet forud for klagerens kaution. Indklagede har ved underskrivelsen af dokumentet været orienteret om, at debitor ville indgive begæring til skifteretten om gældssanering. Risikoen for at det stillede håndpant er gyldig i den foreliggende situation bør bæres af pengeinstituttet, dels fordi klageren som privat person er uden nærmere kendskab til retsstillingen, og dels fordi indklagede under ovennævnte retssag har taget bekræftende til genmæle overfor påstanden, hvilket efter klagerens opfattelse må sidestilles med frivillig opgivelse af pantet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at indklagede først i februar 1986 blev informeret om, at der var indledt gældssaneringssag for debitor. Klageren har været fuldstændig bekendt med situationen som kautionist, og klageren har overfor afdelingen udtalt, at han ville betale gælden, når familiens økonomiske situation var løst. I juni 1989 tilbød afdelingen klageren, efter der havde været afholdt møde, at han overtog lånet og afdrog det med 1.000 kr. hver måned og med genforhandling af lånevilkårene, når den økonomiske situation var afklaret. Lånet skulle indtil da henstå rentefrit. Klageren ønskede ikke af acceptere dette tilbud, men skiftede i stedet pengeinstitut. Det er korrekt, at indklagede i 1989 tog bekræftende til genmæle i en sag om gyldigheden af pantsætningen af bankbogen. Årsagen hertil var en dommertilkendegivelse om, at retten ville give sagsøgeren medhold i, at pantsætningen var ugyldig efter myndighedslovens § 65. Retten lagde vægt på en udtalelse fra Retslægerådet om, at pantsætter på pantsætningstidspunktet måtte antages at have været ude af stand til at forstå sine handlinger. Klager må således være bundet af sin underskrift som kautionist, idet det ikke kan betragtes som frivillig op givelse af en panteret, når indklagede har taget bekræftende til genmæle i en sag, som retten ifølge en dommertilkendegivelse ville give sagsøgeren medhold i. Kreditor er således ikke selv skyld i pantets bortfald ved manglende agtpågivenhed.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagedes frigivelse af det af klagerens mor stillede håndpant findes ikke at kunne sidestilles med en frivillig opgivelse af et (hånd)pant, når henses til, at indklagede herved fulgte en tilkendegivelse fremsat af retten under en civil retssag. Nævnet finder, at risikoen for pantets bortfald under de i den foreliggende sag oplyste omstændigheder, hvor rettens tilkendegivelse var baseret på, at klagerens mor (pantsætteren) befandt sig i en tilstand omfattet af myndighedslovens § 65, herefter bør bæres af klageren. Da det endvidere ikke kan anses for godtgjort, at indklagede på tidspunktet for afgivelsen af klagerens kautionserklæring for sin ægtefælle var vidende om, at der af denne ville blive indgivet begæring om gældssanering, tages klagen ikke til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.