Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring.

Klagerne solgte i september 1990 deres ejendom. I november 1990 fremsendte den nye ejer gældsovertagelseserklæring til det indklagede realkreditinstitut med angivelse af, at dokumentation for adkomst ville blive fremsendt, når skødet var lyst. Den nye ejer fik i marts 1991 tinglyst adkomst til ejendommen. Instituttet fremsendte i november 1991 enslydende inkassoskrivelser til klagerne og den nye ejer vedrørende terminsydelsen pr. september 1991. I august 1992 overtog instituttet ejendommen på tvangsauktion. Instituttet gjorde i november 1995 en personlig fordring gældende over for klagerne og udtog i november 1997 stævning mod klagerne med påstand om betaling af 424.796 kr. med tillæg af 11 pct. rente p.a. Retten udsatte i januar 2000 sagen på behandling i Realkreditankenævnet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod dem, og subsidiært at instituttet ikke kunne gøre et krav af den omhandlede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at det påhviler handelsparterne eller deres repræsentanter at sørge for gældsovertagelse, og at sælgeren i almindelighed ikke er frigjort for gældsansvar, før instituttet har givet meddelelse herom, men at formueretlige regler om passivitet, stiltiende accept og en kontraktsparts loyalitetsforpligtelser over for andre kontraktsparter kan begrunde, at et instituttet er afskåret fra at fastholde sælgeren, uanset at der ikke er bevilget gældsovertagelse. Flertallet fandt i den konkrete sag ikke, at disse formueretlige regler kunne begrunde, at klagerne kunne frigøres for deres gældsforpligtelse. Flertallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Mindretallet fandt, at det under hensyntagen til de meget alvorlige konsekvenser af en manglende gældsovertagelse er et rimeligt krav, at et realkreditinstitut over for begge handelspartner foretager opfølgning inden for et tidsrum, der i hvert fald er kortere end 1 år. Sker det ikke, må realkreditinstituttet ifølge mindretallet implicit siges at have frigjort sælgeren. Mindretallet fandt ikke, at instituttet, som ved modtagelse af gældsovertagelseserklæringen blev bekendt med, at den nye ejer ønskede at overtage lånet, og som havde registreret denne som formodet ejer, havde foretaget den fornødne opfølgning på gældsovertagelsessagen. Mindretallet stemte derfor for, at instituttets krav mod klagerne skulle nedsættes til et skønsmæssigt fastsat beløb. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev frifundet.