Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 808/1994 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I overensstemmelse med tilbud af 21. februar 1990 ydede indklagede, der et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren og dennes forlovede et billån. Lånets hovedstol var på 80.751 kr., hvoraf 6.751 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev i lånetilbudet beregnet til 1.600 kr. pr. måned, hvorefter lånet ved uændret rente efter det oplyste ville være afviklet over ca. 72 måneder. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 16,3% p.a., og indklagede forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende. Afviklingen af lånet påbegyndtes 1. april 1990.
I foråret 1994 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld. På baggrund af henvendelsen konstaterede indklagede, at ydelsen på etableringstidspunktet var beregnet forkert, idet den månedlige ydelse skulle have været 1.765 kr., for at lånet ved uændret rente kunne afvikles over 72 måneder. Med den faktiske ydelse på 1.600 kr. udgjorde løbetiden ved uændret rente ca. 86 måneder. Også renteudviklingen havde medvirket til en forlængelse af løbetiden.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet vil være indfriet ved betaling af den fastsatte ydelse på 1.600 kr. i 72 måneder.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede er bundet af aftalen om afvikling af lånet med 72 ydelser à 1.600 kr. Han indrettede sig i tillid til, at indklagedes oplysninger vedrørende lånet var korrekte, og han havde ikke mulighed for at opdage fejlen. Indklagede har endvidere undladt at benytte sin ret til at regulere ydelsen i forbindelse med rentestigninger og bør være afskåret fra nu at forlænge løbetiden med henvisning hertil. Hans tab kan opgøres til 12.120 kr. svarende til den merbetaling, indklagede kræver i forhold til det aftalte. Tabsopgørelsen er i øvrigt ikke relevant, idet indklagede er forpligtet i henhold til den indgåede aftale.
Indklagede har anført, at oplysningerne om løbetiden alene er at betragte som en serviceydelse fra indklagedes side og ikke er en tilsikring om en bestemt løbetid. Renteniveauet i lånets løbetid har i perioder været væsentligt højere end på etableringstidspunktet, hvilket har haft indflydelse på løbetiden. Man var ikke forpligtet til at regulere ydelsen med henblik på at fastholde løbetiden. Fejlberegningen af lånets ydelse ved etableringen har ikke medført noget tab for klageren. Klageren vil, såfremt han får medhold i sin påstand, opnå en uberettiget berigelse i strid med obligationsretlige grundsætninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ikke påtaget sig nogen forpligtelse til at regulere lånets ydelse med henblik på at fastholde en bestemt løbetid, og klageren måtte derfor påregne, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelser.
Det må - også på baggrund af Ankenævnets kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede - lægges til grund, at den af indklagede begåede fejl bestod i, at man ved fastsættelsen af ydelsen på 1.600 kr. månedligt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 6.751 kr.
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler herefter:
Den fejl, som er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Mette Reissmann - udtaler:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.
I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.
Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.
Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.