Indsigelser mod kautionsforpligtelse.
| Sagsnummer: | 386/1998 |
| Dato: | 06-05-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jette Kammer Jensen, Ole Just, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelser mod kautionsforpligtelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er forpligtet til helt eller delvist at frafalde sit krav i henhold til en kautionsforpligtelse, som klagerens far påtog sig i 1990.
Sagens omstændigheder.
Klagerens nu afdøde far, der var født i 1923, underskrev den 18. juli 1990 en kautionserklæring, ifølge hvilken han påtog sig selvskyldnerkaution for en debitors engagement med indklagede. Engagementet omfattede to kassekreditter og to udlån på i alt 936.416 kr. Faderens kaution var begrænset til 125.000 kr.
Det er oplyst, at debitor, der drev erhvervsmæssig virksomhed, i juli 1989 havde overført sit engagement med et andet pengeinstitut til indklagede. Faderen og tre øvrige kautionister havde kautioneret for engagementet begrænset til henholdsvis 50.000 kr., 50.000 kr. 40.000 kr. og 150.000 kr. Kautionserklæringen af 18. juli 1990 udgjorde således en forhøjelse af kautionen på 75.000 kr. Den anden kaution på 50.000 kr. forhøjedes tilsvarende.
Ved skrivelser af 14. september 1992 orienterede indklagede kautionisterne om, at debitor havde solgt sin virksomhed, hvilket kunne medføre, at kautionerne blev aktuelle.
I januar og august 1994 blev kautionerne på henholdsvis 40.000 kr. og 150.000 kr. indfriet.
Ved skrivelse af 11. marts 1994 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen på 125.000 kr. gældende over for faderen.
Indklagede har oplyst, at man på baggrund af en vurdering af faderens økonomi skønnede, at faderen kun ville kunne indfri kautionen, såfremt han solgte sin ejendom. Kautionskravet blev derfor midlertidigt sat i bero.
Den 4. januar 1998 døde faderen. Indklagede anmeldte kautionskravet i boet, som blev udleveret til klageren som enearving.
Klageren, som gjorde indsigelse mod kautionen, indfriede denne med forbehold.
Parternes påstande.
Den 16. november 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen helt eller delvis.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at faderen dels ved stiftelsen af kautionen i juli 1989 dels ved forhøjelsen i juli 1990 påtog sig kaution for gammel gæld, hvilket indklagede undlod at gøre opmærksom på. Det må antages, at engagementet var nødlidende i juli 1990, hvor kautionen blev forhøjet. Indklagede har handlet i strid med god bankskik ved alene at basere engagementet med debitor på personlige sikkerheder uden at vurdere debitors evne og vilje til at betale. Kautionisterne blev herved påført en risiko, som ikke var rimelig. Kautionen var velfærdstruende for faderen, der var pensionist. Med konstruktionen, hvorefter kautionen skete til sikkerhed for hele engagementet, blev faderen reelt stavnsbundet, idet han var forhindret i komme ud af engagementet, så længe debitor skyldte indklagede penge. Det bestrides, at faderen har modtaget de under sagen fremlagte skrivelser vedrørende kautionen, og indklagede har ikke dokumenteret, at der er fremsendt underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Ved i en længere årrække ikke at have ladet høre fra sig, bibragte indklagede faderen den opfattelse, at engagementet var ophørt eller blev afviklet i henhold til indgåede aftaler. På grund af den manglende underretning om engagementets udvikling var faderen afskåret fra at varetage sine interesser over for debitor.
Indklagede har anført, at man foretog en sædvanlig kreditvurdering af debitor ved engagementets etablering. Da man ikke havde forhåndskendskab til debitor, blev engagementet bevilget under forudsætning af, at debitor stillede sikkerhed. Debitor oplyste, at venner og familie var interesserede i at hjælpe ham i form af begrænsede kautioner. Efter indhentelse af soliditetsoplysninger om kautionisterne blev deres tilsagn om kaution accepteret. Intet tyder på, at kautionisterne ikke fik et fyldestgørende billede af situationen. Baggrunden for forhøjelsen af de to kautionisters forpligtelse i juli 1990 fremgår ikke af det foreliggende skriftlige materiale. Det må antages, at klagerens far i lighed med de øvrige kautionister har modtaget de under sagen fremlagte skrivelser, der ikke ses returneret af postvæsenet. Engagementet blev først misligholdt i 1994, hvor kautionerne blev gjort gældende. Kautionskravet, der er omfattet af dansk rets almindelige forældelsesregel på 20 år, er ikke bortfaldet. Klageren må henvises til at gøre et eventuelt regreskrav gældende over for debitor.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at hans far ikke var bekendt med, at hans kautionserklæring i 1989 var en af indklagedes forudsætninger for at overtage engagementet fra det andet pengeinstitut. Det er heller ikke godtgjort, at faderen ikke skulle have modtaget fyldestgørende oplysninger om baggrunden for forhøjelsen af kautionen i 1990. Herefter, og idet der ikke i øvrigt er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at indklagede skal frafalde sit krav i henhold til kautionen helt eller delvis,
Klagen tages ikke til følge.