Indsigelse om uansvarlig långivning
| Sagsnummer: | 819 /2010 |
| Dato: | 27-08-2012 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Niels Bolt Jørgensen, Frede Lund, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning |
| Indklagede: | Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Roskilde Banks (Finansiel Stabilitet) långivning.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i 1981, blev i 2005 kunde i Roskilde Bank, hvor han etablerede et boliglån. Den 19. april 2005 blev boliglånet forhøjet til 140.000 kr. Af bankens notater fremgår, at klageren havde et rådighedsbeløb på 7.100 kr. til en husstand på én person.
Den 31. august 2005 optog klageren et lån i banken på 50.000 kr. til at købe aktier i banken.
Den 9. februar 2006 lånte han 130.400 kr. til køb af bil. Lånet blev etableret som et boliglån. Banken noterede, at klageren ville blive udlært den 1. september 2006 og forventede en månedsløn på 33.000 kr.
I løbet af 2006 blev klagerens boliglån forhøjet nogle gange til i alt 158.753 kr. Af bankens notat af 27. september 2006 fremgår, at klageren havde en årlig indkomst før skat på 384.000 kr., en samlet gæld på 867.789 kr., heraf 542.853 kr. i form af realkreditlån og 324.936 kr. i form af bankgæld.
Den 10. maj 2007 købte klageren en ejerlejlighed for en købesum på 1.385.000 kr.
I september 2007 blev klagerens lån i banken lagt sammen til ét boliglån på 410.000 kr. Banken noterede, at klagerens årlige indkomst før skat var på 392.784 kr. Den 27. november 2007 blev boliglånet forhøjet med 50.000 kr. til dækning af en kassekredit, som ville udløbe i starten af 2008.
Den 14. oktober 2009 overgik klagerens engagement med banken til inkasso.
I 2010 satte klageren sin ejerlejlighed til salg. Den 6. februar 2010 flyttede klageren til en lejet lejlighed. Den 1. juli 2010 blev klagerens ejerlejlighed solgt for 945.000 kr., hvilket ikke var tilstrækkeligt til at dække klagerens restgæld i ejerlejligheden.
Pr. 31. december 2010 havde klageren en gæld til banken på ca. 670.000 kr.
Den 8. april 2011 noterede banken, at klageren havde været til retslig inkasso, hvor han havde afgivet insolvenserklæring. Han havde oplyst, at han var under uddannelse og alene havde et rådighedsbeløb på 4.000 kr. pr. måned.
Parternes påstande
Den 16. december 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) skal eftergive ham halvdelen af gælden.
Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han i den tid han var kunde i Roskilde Bank har lånt mere end hans økonomi kunne bære. Hans bankrådgiver har lagt gamle billån og aktielån ind under hans boliglån, således at hans bolig kom til at hæfte for det hele. Fremgangsmåden undrer ham, da man normalt kan aflevere sin bil til banken, og så er man "kvit".
Hans aktielån er etableret på bankens foranledning.
Det virker som om, at banken søgte at maskere nogle forbrugslån, som skulle dækkes af boligens værdi. Hver gang han spurgte, om hans økonomi kunne klare det, fik han at vide, at hans økonomi var flot. Bankens kreditvurderinger blev ikke foretaget på baggrund af de seneste tal.
Hans lejlighed blev solgt i 2010 med tab. Han bor nu på et kollegium, da han besluttede, at han ligeså godt kunne tage en lang uddannelse, da han vil være gældstynget de næste mange år. Selv med den gode løn, han havde tidligere, indså han, at han ikke ville være i stand til at afvikle sine lån.
Han har modtaget dårlig rådgivning, og banken har et stort medansvar for, at det er gået galt for ham.
Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har anført, at de bevilgede lån er givet til klageren efter dennes anmodning. Klagerens aktielån er blevet tilbudt klageren af banken, og klageren har accepteret tilbuddet.
I forbindelse med hver lånesagsbehandling er der foretaget en kreditvurdering af klageren.
De bevilgede lån har været forsvarlige i forhold til klagerens indtægt.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende eller mangelfuldt i forbindelse med långivningen.
Årsagen til, at klageren ikke er i stand til at afvikle de nuværende lån, er, at han er påbegyndt en ny uddannelse.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, som kan medføre, at Roskilde Banks (Finansiel Stabilitet) krav mod ham skal nedsættes.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.