Værdipapirer, limitering, afregningskurs.
| Sagsnummer: | 854 /1994 |
| Dato: | 26-10-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Værdipapirer, limitering, afregningskurs. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 25. november 1994 afgav klageren overfor indklagede ordre om køb af 1.000 stk. aktier i EPA Invest "A" eller "B" til limiteret kurs 20.
Indklagede købte de pågældende aktier hos et børsmæglerselskab til kurs 20 den 25. november 1994. Ved nota af samme dato afregnede indklagede aktierne til klageren til samme kurs. Af notaen fremgår bl.a., at kurs "alle handler" den pågældende dag var 15.
Indklagede har oplyst, at handlerne med børsmæglerselskabet og klageren på grund af overvældende travlhed ikke rettidigt blev indberettet til Københavns Fondsbørs, hvorfor afregningskursen ikke fremgik af den officielle kursliste for den pågældende dag.
Klageren har fremlagt skrivelse af 28. december 1994 fra Københavns Fondsbørs, hvoraf fremgår:
"Københavns Fondsbørs har den 25./11.1994 noteret en total omsætning i EPA B på 509.000 kr. målt i kursværdi. Der blev handlet til kurser fra 14 til 15.
Der kan dog have forekommet handler, der ikke er noteret på Københavns Fondsbørs til afvigende kurser inden for samme døgn."
Af indklagedes "Kundeinformation vedrørende afregningspriser ved handel med værdipapirer" fremgår bl.a.:
"Limiterede ordrer.
Såfremt De vælger at fastsætte en bestemt pris, hvortil De ønsker at købe eller sælge Deres værdipapirer, kan De indgive en ordre til [indklagede] med Deres ønske om kursen. [Indklagede] vil, under forudsætning af, at det har været muligt at omsætte værdipapirerne på det pågældende kursniveau, afregne Deres værdipapirer, når afregningskursen overholder Deres limiteringskurs.
Afregningskursen fastsættes ud fra de aktuelle handelspriser på Københavns Fondsbørs og kan derfor afvige fra kurslistens officielle kurs.
Retningslinierne for afregning af obligations- og aktiehandler er vejledende og kan fraviges, hvis specielle forhold i markedet gør sig gældende.
.....
Handel med danske aktier.
Såfremt aktien er omsat den pågældende dag, vil Deres afregningspris altid ligge indenfor de omsatte priser på Københavns Fondsbørs under forudsætning af:
- at omsætningspriserne er i overensstemmelse med den generelle markedsudvikling.
- at omsætning ikke alene udgøres af indberetninger af handler foretaget udenom Københavns Fondsbørs.
- at [indklagede] kan levere aktierne"
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 5.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede bør afregne aktiekøbet til maksimalt kurs 15, svarende til den officielle kurs den 25. november 1994 og den højeste kurs, der ifølge kurslisten blev handlet til denne dag. Limiteringen til kurs 20 angav blot den højeste kurs, han ønskede at købe til, men var ikke et udtryk for, at handelen absolut skulle gennemføres til den pågældende kurs.
Indklagede har anført, at fondsordren den 25. november 1994 kl. ca. 10 pr. telefax blev sendt til indklagedes hovedkontor, hvor fondshandelen er centraliseret. Ordren blev videregivet til børsmæglerselskabet, hvor handelen blev effektueret straks kursen var faldet til kundens limiterede kurs. Markedskursen på EPA B aktier var den 25. november 1994 præget af, at papiret skulle finde et nyt lavere handelsniveau på grund af nye regnskabsmæssige oplysninger om selskabet. Efter at have forhørt sig vedrørende den forsinkede indberetning har Københavns Fondsbørs meddelt, at man ikke vil foretage sig yderligere i anledning heraf.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerens ordre af 25. november 1994 om køb af den omhandlede post aktier blev samme dag af indklagede videregivet til et børsmæglerselskab. Det må lægges til grund, at ordren herefter blev effektueret af børsmæglerselskabet, så snart kursen var faldet til den af klageren limiterede kurs på 20. Dette findes ikke at kunne kritiseres, og det forhold, at kursen senere samme dag faldt yderligere, kan ikke påberåbes af klageren. Indklagede begik en fejl ved ikke at indberette den omhandlede handel rettidigt, hvilket medførte, at den ikke fremgår af kurslisten for den 25. november. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at denne fejl kan medføre, at indklagede er forpligtet til at afregne over for klageren til kurs 15 som påstået.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.