Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for lån og kaution. Ophævelse af kendelse om gældssanering. Indsigelse mod overførsel til inkassoafdeling. Opsigelse af betalingsservice

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser vedrørende et engagement med Nordea Bank, der overgik til bankens inkassoafdeling.

Sagens omstændigheder

I 1987 blev klageren skilt fra sin daværende ægtefælle, M1. Parrets fælles faste ejendom blev solgt uden dækning til et fælles boliglån i den daværende Privatbanken, nu Nordea Bank. Den 29. oktober 1987 underskrev klageren et gældsbrev til banken vedrørende et privatlån på 167.734,81 kr. M1 påtog sig selvskyldnerkaution for lånet og optog selv et tilsvarende lån, som klageren kautionerede for. Lånene blev anvendt til indfrielse af det tidligere fælles boliglån.

Ved gældsbrev af 15. november 1990 ydede banken klageren og dennes daværende ægtefælle, M2, et lån 104.600 kr. til køb af en bil.

I 1991 blev klageren og M2 skilt. Klagerens og M2’s fælles faste ejendom blev solgt på tvangsauktion. Efter det oplyste blev bilen solgt for 55.000 kr., som blev indsat på billånet.

Ved brev af 1. marts 1994 til klageren meddelte banken, at hendes og M2’s fælles kassekredit i banken nu var indfriet.

Ved brev af 9. marts 1994 anmodede banken klageren om, at indfri billånet, der med en restgæld pr. den 24. marts 1992 på 40.878,27 kr. var overgået til inkasso.

Ved brev af 19. marts 1994 gjorde klageren indsigelse mod kravet, idet hun blandt andet anførte, at hun i forbindelse med separationen fra M2 havde indgået en aftale med den daværende leder af den kontoførende afdeling om at afvikle parrets fælles kassekredit med 500 kr. pr. måned, hvorefter banken ville frafalde hendes medhæftelse for billånet.

Ved brev af 28. marts 1994 svarede banken, at man ville "stille sagen i bero indtil videre, idet vi dog skal understrege, at dette ikke er ensbetydende med, at banken frafalder sit krav i henhold til dokumentet."

I 1995 blev der indledt gældssanering for klageren.

Ved brev af 9. maj 1995 anmeldte banken et tilgodehavende hos klageren på 622.551,91 kr. fordelt med 231.220,98 kr. på klagerens privatlån, 360.343,59 kr. vedrørende klagerens kaution for M1’s lån samt yderligere 30.000 kr. fordelt på to øvrige konti.

Af gældssaneringsforslaget, der blev udarbejdet af en advokat, fremgår vedrørende banken dels det anmeldte krav på 622.551,91 kr. dels et krav på 63.555,38 kr., heraf renter 22.727,10 kr., vedrørende billånet.

Den 27. november 1995 blev der af skifteretten afsagt kendelse om gældssanering for klageren, hvorved klagerens gæld blev nedsat til 23,9167 %.

Den 7. april 1997 ophævede skifteretten gældssaneringskendelsen, jf. konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 2, hvorefter skifteretten på begæring af en fordringshaver kan ophæve en gældssaneringskendelse, hvis skyldneren groft tilsidesætter sine pligter ifølge kendelsen.

Banken har anført, at ophævelsen af gældssaneringen skete på foranledning af klagerens bopælskommune. På ophævelsestidspunktet havde klageren ikke betalt nogen ydelse under gældssaneringen. Klageren har bestridt dette og har anført, at hun som følge af nedsat boligydelse, et krav fra kommunen om tilbagebetaling af boligydelse samt manglende modtagelse af børnebidrag, som hun var berettiget til, så sig nødsaget til at anmode om ophævelse af gældssaneringen. Klageren har til støtte herfor fremlagt en kopi af et brev herom.

Efter det oplyste, blev de to mindre fordringer, der fremgik af bankens anmeldelse i gældssaneringen, på et ikke nærmere oplyst tidspunkt sammenlagt med klagerens privatlån.

Banken har fremlagt to breve af 14. december 2007, hvor banken med forbehold for renter minder klageren om gælden i henhold til billånet, 40.828,27 kr., privatlånet 213.016,24 kr. og kautionen 155.997,56 kr. Klageren har anført, at hun ikke har modtaget brevene.

I begyndelsen af 2011 ophævede banken klagerens aftale om betalingsservice. Klagerens Dankort blev udskiftet med et VISA Electron kort og klagerens adgang til netbank ophørte.

Ifølge kontooversigten pr. den 31. december 2011 var fordringerne i henhold til privatlånet og billånet uændret anført til henholdsvis 213.016,24 kr. og 40.828,27 kr. Fordringen i henhold til kautionen var nedbragt til 87.719,81 kr. Alle beløb med forbehold for renter.

Den 6. februar 2012 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.

Banken har under sagen imødekommet et krav fra klageren om at genetablere klagerens betalingsserviceaftaler. Banken har endvidere godtgjort et netbankgebyr på 100 kr. Endelig har banken fremlagt en aktiesalgsnota af 22. januar 2001, som klageren efter det oplyste, ikke havde modtaget tidligere.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal frafalde hendes hæftelse som debitor for billånet og som kautionist for M1’s lån, samt at banken skal overføre engagementet fra inkassoafdelingen til en almindelig afdeling med beliggenhed i nærheden af hendes arbejdsplads.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken bør frafalde hendes hæftelse som kautionist for M1’s lån. Banken har tilsyneladende accepteret at frafalde M1’s kaution for hendes privatlån. Banken bør tilbyde hende det samme. Kautionen er ikke gensidig, hvis hun alene kautionerer. Banken bør endvidere give hende den samme afviklingsmulighed, som M1 tilsyneladende har fået.

M1 er økonomisk væsentligt bedre stillet end hende.

Efter gældssaneringen fremgik M1’s gæld pludselig af hendes skatteopgørelse.

Banken bør endvidere frafalde hendes hæftelse for M2’s billån. Bilen tilhørte M2, og det var derfor urimeligt, at banken fik hende til at skrive under på lånet. I forbindelse med separationen fik hun en aftale med banken om, at hun ikke skulle hæfte for restgælden på billånet. Aftalen blev indgået med afdelingens leder. Da denne senere flyttede til en anden afdeling, fik hun en opkrævning vedrørende billånet, som hun protesterede imod.

Da hendes advokat medtog billånet i gældssaneringsforslaget gik hun ud fra, at dette var det rigtige at gøre.

Bankens oplysninger om overtrækkene og gældssaneringen har alene til formål at stille hende i et dårligt lys.

Gælden må være forældet i henhold til de nye forældelsesregler.

Det bestrides, at hun misligholdt gældssaneringen. Umiddelbart efter gældssaneringen blev hendes boligtilskud nedsat til det halve, og hun blev præsenteret for en ekstraregning på 6.000 kr. vedrørende for meget udbetalt boligtilskud. Samtidig var kommunen langmodig med hensyn til at inddrive børnebidrag, som ikke blev betalt. Hun så sig derfor nødsaget til at ophæve gældssaneringen.

I februar 2011 overførte banken pludselig kundeforholdet til bankens inkassoafdeling og slettede hendes betalingsservice. I den forbindelse opsagde hun netbankaftalen, som hun imidlertid nu ønsker genetableret.

På dankortet havde hun haft tre overtræk. Overtræk nummer to opstod fordi hendes løn kom én dag for sent. Det tredje overtræk beroede på en fejl.

Hun ønsker at blive tilknyttet en almindelig afdeling i banken, der ligger tæt på hendes arbejdsplads.

Nordea Bank Danmark har anført, at saldiene pr. den 31. december 2011 på privatlånet, billånet og kautionsforpligtelsen på henholdsvis 213.016,24 kr., 40.828,27 kr. og 87.719,81 kr. ikke indeholder renter.

Klageren har årligt modtaget en årsoversigt fra banken, hvoraf de pågældende forpligtelser har fremgået.

Kautionsforpligtelsen blev gjort gældende overfor klageren i forbindelse med gældssaneringen. M1 afvikler på gælden, hvorved klagerens hæftelse samtidig nedbringes.

Ved en generel kampagne foranlediget af ikrafttrædelsen af den nye forældelseslov afbrød banken forældelsen på samtlige inkassofordringer i december 2007, jf. de fremlagte breve til klageren af 14. december 2007. Brevene blev sendt til adressen, hvor klageren også nu har bopæl.

Gældssaneringskendelsen er at sidestille med et retsforlig, jf. konkurslovens § 226. Den ved gældssaneringen opførte gæld er således anerkendt af klageren ved retsforlig.

Den omstændighed, at kendelsen efterfølgende blev ophævet, kan i den henseende ikke tillægges betydning. Fra påmindelsen den 14. december 2007 løb der en ny 10-årig forældelsesfrist.

Klagerens forpligtelser er ikke blevet forøgede ved, at banken har eftergivet M1’s kaution for klagerens halvdel af det tidligere fælleslån. Klageren har fortsat mulighed for at gøre et eventuelt regreskrav gældende mod M1.

Banken ønsker ikke at tilbyde klageren netbank og er heller ikke forpligtet hertil.

Klagerens ønske om at blive tilknyttet en filial i stedet for inkassoafdelingen vedrører ikke en formueretlig tvist. Banken er ikke indstillet på at flytte engagementet, der i det væsentlige består af misligholdte forpligtelser, som ikke afvikles.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at klageren ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at hendes hæftelse i henhold til privatlånet, billånet og kautionsforpligtelsen er bortfaldet, hverken helt eller delvist.

Fordringerne indgik i klagerens gældssanering ved skifterettens kendelse af 27. november 1995. Ankenævnet finder, at gælden herved blev omfattet af den dagældende 20-årige forældelse i medfør af Danske Lov 5-14-4., jf. nu den 10-årige forældelse i medfør af forældelseslovens § 5, stk. nr. 3, jf. konkurslovens § 226, hvorefter en gældssaneringskendelse har samme virkning som et retsforlig.

Den omstændighed, at gældssaneringskendelsen efterfølgende blev ophævet, kan ikke medføre et andet resultat.

På baggrund af ovenstående og som anført af banken må det lægges til grund, at de anførte beløb pr. den 31. december 2011 på henholdsvis 213.016,24 kr., 40.828,27 kr. og 87.719,81 kr. ikke indeholder renter, der nu er forældede.

Det lægges til grund, at klageren i hvert fald ved årlige tilsendte kontooversigter er blevet mindet om gælden. Der er herved sket en afbrydelse af forældelsen i medfør af de gamle forældelsesregler, som også har virkning efter den nye forældelseslov, der trådte i kraft den 1. januar 2008, jf. herved overgangsreglen i lovens § 30, stk. 3. De omhandlede fordringer er således ikke forældede.

Det lægges efter det foreliggende til grund, at klageren selv opsagde sin aftale med banken om netbank, og at hun accepterede at udskifte sit Dankort med et VISA Electron kort. På den baggrund er banken ikke forpligtet til at genetablere aftalerne.

På baggrund af klagerens engagement hvoraf hovedparten vedrører nødlidende fordringer, finder Ankenævnet, at bankens afslag på at overføre klagerens engagement til en anden afdeling end inkassoafdelingen er sagligt begrundet.

Efter det anførte får klageren ikke medhold i klagen.

Banken har under sagen imødekommet dels et klagepunkt vedrørende ophævelse af klagerens betalingsserviceaftaler, dels et klagepunkt vedrørende et netbankgebyr på 100 kr.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.