Afgørelse

Indsigelse om ugyldighed.

Sagsnummer:	58/1999
Dato:	10-09-1999
Ankenævn:	Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Leif Nielsen, Bjarne Lau Pedersen, Allan Petersen
Klageemne:	Tredjemandspant - stiftelse Kaution - stiftelse
Ledetekst:	Indsigelse om ugyldighed.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagernes kautionstilsagn og pantsætning for deres søns og svigerdatters engagement med indklagede kan anses for ugyldig i medfør af aftalelovens §§ 31, 33 eller 36.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H født i henholdsvis 1932 og 1934.

I september 1996 overflyttede klagernes søn og svigerdatter deres engagement til indklagede. Indklagede ydede parret et lån på 108.000 kr., som klagerne kautionerede for. Indklagede indhentede i denne forbindelse en soliditetsoplysning fra klagernes pengeinstitut med forespørgsel, om klagerne var god for en selvskyldnerkaution på 100.000 kr. Pengeinstitutet oplyste, at "forbindelsen med os forløber uden anmærkninger, og selv om vi ikke har dybere indblik i de økonomiske forhold, vil vi med vort kendskab til kunderne i øvrigt mene, at disse ikke er uden betydning som selvskyldnerkautionister for et beløb som nævnte."

I foråret 1997 rettede klagernes søn henvendelse til indklagede med anmodning om finansiering i forbindelse med sin og ægtefællens etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Indklagede har anført, at man ikke var interesseret i at finansiere projektet, men at man efter vedholdende pres fra sønnen, der oplyste om muligheden for sikkerhedsstillelse fra klagerne i form af pant i bil, campingvogn og værdipapirer, bevilgede en udvidelse af engagementet.

Den 16. maj 1997 underskrev H håndpantsætningserklæring, hvorefter H til sikkerhed for sønnens og svigerdatterens forpligtelser over for indklagede stillede håndpant i et ejerpantebrev med pant i en bil og en campingvogn.

Den 24. juli 1997 underskrev klagerne og en tredjemand som selvskyldnerkautionister for et lån på 90.000 kr. og en kassekredit på 70.000 kr. til sønnen og svigerdatteren. Samtidig håndpantsatte M et værdipapirdepot beroende i klagernes pengeinstitut.

Klagerne har under sagen anført, at M i 1985 kom alvorligt til skade ved et færdselsuheld. Af en speciallægeerklæring udstedt den 11. november 1986 fremgår således:

"Sammenfattende har patienten således ved uheldet som væsentligste mén følger efter hjernekvæstelse, således at patienten i øjeblikket fremtræder klart dement og ude af stand til at udføre nogen funktion på arbejdsmarkedet. Jeg vil skønne, at patienten ikke i øjeblikket egner sig til revalidering, man kan håbe på en vis bedring, men jeg tvivler på, den bliver af en størrelsesorden, så han kan påtage sig noget arbejde.

Jeg mener ikke, der er behov for yderligere undersøgelser i form af CT-scanning eller neuropsykologisk undersøgelse, men vil ikke finde det urimeligt, om tilstanden igen vurderes om 1 til 2 år."

Sikringsstyrelsen fastsatte i juli 1987 M's méngrad til 80% og erhvervsevnetabet til 100%. Værdipapirerne hidrører fra erstatningen i denne forbindelse; bilen og campingvognen, der er registreret i H's navn, er købt for midler fra erstatningen.

Ved skrivelser af 19. december 1997 og 2. februar 1998 blev klagerne af indklagede orienteret om, at engagementet var i restance, hvorfor de som kautionister blev opfordret til at foranledige restancen indbetalt.

Den 17. februar 1998 afholdtes hos indklagede et møde med deltagelse af klagernes søn, dennes revisor, klagerne samt en yderligere kautionist. Af et af indklagede udfærdiget mødereferat fremgår:

"På mødet blev situationen helt og fuldt klarlagt for kautionisterne, som forinden var blevet orienteret af revisor og ligeledes havde været på besøg i forretningen i .....

Der var udarbejdet budget for 1998 samt handlingsplan.

Disse to ting blev gennemgået og gennemdrøftet.

.........

Med henvisning til såvel budget som handlingsplan samt de for os oplyste indkøringsvanskeligheder i forretningen - og efter kautionisternes ubetingede tilsagn om støtte, bliver der udfærdiget nyt udlån på 330 t.kr. til rente pt. 12,75% p.a. - med afdrag 5 t.kr. pr. kvt. fra 1.7.98. De øvrige lån skal indfries.

Al omsætning skal indgå på kassekreditten, som maksimeres til 20 t.kr.

Revisor fører meget stramt tilsyn med kreditten og med udviklingen i forretningen.

..................

For god ordens skyld blev det aftalt, at der ikke skal frigives af de håndpantsatte værdipapirer før år 2004, hvor der skal ske en drøftelse herom."

Den 27. februar 1998 underskrev klagernes søn og svigerdatter gældsbrev på 330.000 kr. og kassekreditkontrakt nedskrevet fra 70.000 kr. til 20.000 kr. Klagerne og en medkautionist underskrev som selvskyldnerkautionister. Endvidere underskrev klagerne et særskilt informationsskema, hvoraf ved afkrydsning bl.a. fremgår, at en række konsekvenser af kautionen er blevet gennemgået. Ud for et fortrykt spørgsmål "Er der tale om et nødlidende engagement?" er anført "stramt engagement". Endvidere er anført, at der er tale om "omlægning af gælden i banken". Tilsvarende skemaer var blevet underskrevet ved engagementets etablering samt i juli 1997.

På et møde den 8. juni 1998 hos indklagede med deltagelse af klagerne og deres søn blev forholdene omkring forretningen drøftet. Af et af indklagede udfærdiget mødereferat fremgår:

"[Klagernes søn] arbejder nu i ..... for at tjene penge og hans kone, som ikke deltog i mødet, har hidtil passet tlf. m.v. derhjemme.

Det kan imidlertid slet ikke køre på denne måde, og [klagerens søn] beskylder hustruen for et "ødselt" privatforbrug på sig og sine børn.

Der skal indledes forhandlinger om skilsmisse.

Det er forældrenes og [medkautionistens] klare indstilling, at [klagernes søn] skal have mulighed for at drive forretningen i en periode. De tror på virksomheden."

Ved skrivelse af 13. juli 1998 rykkede indklagede klagerne for indbetaling af restancer på engagementet.

Klagerne rettede henvendelse til advokat, som ved skrivelse af 17. juli 1998 til indklagede gjorde gældende, at klagernes kautionsforpligtelser måtte tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Advokaten henviste til, at klagerne var førtidspensionister samt M's tilskadekomst ved færdselsuheld i 1985.

Der fandt herefter en korrespondance sted mellem klagernes advokat og indklagede, hvor indklagede anførte, at man ikke havde været vidende om, hvorfra M's formue stammede.

Den 21. december 1998 opsagde indklagede engagementet, som da udgjorde ca. 387.000 kr. Klagerne blev samtidig anmodet om at indfri kautionen.

Under sagen er fremlagt en speciallægeerklæring af 11. november 1986 afgivet i forbindelse med, at M's méngrad og erhvervsevnetab blev fastlagt.

Parternes påstande.

Klagerne har den 22. februar 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at deres kautionsforpligtelse og pantsætning er ugyldige.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ikke har fået fornøden orientering fra indklagede om retsvirkningen af kautionen og pantsætningen. Under alle omstændigheder har de ikke forstået konsekvenserne. De fik blot oplyst, at de skulle betale, hvis deres søn gik konkurs eller døde. I betragtning af M's tilstand burde indklagede have indset, at M var kommet alvorligt til skade, og at de stillede sikkerheder stammede fra M's invaliditetserstatning. Indklagede burde derfor have undladt at anvende M som kautionist og pantsætter. Af den fremlagte speciallægeerklæring fremgår, at M fremtræder klart dement. H er førtidspensionist, tidligere rengøringsassistent og uden økonomisk indsigt og erfaring. Med deres sikkerhedsstillelse påtog de sig forpligtelser, der langt overstiger deres økonomiske formåen. Den omstændighed, at der er tale om kaution og pant for deres søn, bør medføre, at kravene til indklagedes oplysningspligt skærpes, da forældre - for at hjælpe deres børn - ellers risikerer at pådrage sig forpligtelser, de ikke kan overskue. Bevisbyrden for, at der er afgivet de nødvendige oplysninger, påhviler indklagede og kan ikke anses for løftet ved deres underskrift på forskellige standarddokumenter. Deres forpligtelser bør tilsidesættes som ugyldige i medfør af aftalelovens §§ 31, 33 eller 36.

Indklagede har anført, at man på intet tidspunkt blev gjort bekendt med, at klagernes sikkerhedsstillelse hidrørte fra en invaliditetserstatning. Det bestrides, at man burde have indset, at sikkerhederne stammede fra en sådan erstatning. Ved omlægningen af engagementet i februar 1998 blev klagerne grundigt orienteret om situationen. Bl.a. på kraftig opfordring fra klagerne blev engagementet fortsat. Klagerne har underskrevet særlige erklæringer, hvoraf fremgår, at de blev særskilt orienteret om risiciene ved de påtagne forpligtelser. Klagerne blev ved mødet den 17. februar og 8. juni 1998 orienteret om den økonomiske situation. At klagerne fik orienteringen og forstod budskabet fremgår endvidere af, at de var klar over, at de skulle betale, hvis deres søn gik konkurs eller døde. Indklagede finder, at man har opfyldt sin oplysningsforpligtelse over for klagerne vedrørende kautionen, og finder ikke grundlag for at anse klagernes sikkerhedsstillelse for ugyldig.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Bjarne Lau Pedersen og Allan Petersen - udtaler:

I forbindelse med at klagerne i 1996 påtog sig kaution for deres søns og svigerdatters engagement med indklagede samt ved udvidelsen af engagementet i juli 1997 og ved omlægningen i februar 1998 underskrev de særlige skemaer, hvoraf det fremgår, at en række konsekvenser af kautionen blev gennemgået. Vi finder det herefter godtgjort, at indklagede på tilstrækkelig vis orienterede klagerne om konsekvenserne af de påtagne forpligtelser, og som sagen foreligger, tillige at klageren forstod disse. Vi finder ikke, at det forhold, at indklagede muligt måtte indse, at M's midler muligt hidrørte fra en

invaliditetserstatning, afskar indklagede fra at modtage sikkerhedsstillelse fra M for engagementet med M's søn og svigerdatter. Vi finder heller ikke, at betingelserne for i medfør af aftalelovens §§ 31, 33 eller 36 at statuere ugyldighed er til stede.

To medlemmer - Inge Frølich og Leif Nielsen - udtaler:

Når et pengeinstitut anvender kautionister, skal det sikre sig, at kautionen ikke står i et misforhold til kautionisternes økonomi, og der skal ydes tilbageholdenhed, hvor kautionisten har en almindelig eller beskeden økonomi, ligesom pengeinstituttet skal sikre sig, at kautionisterne har forstået indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

I denne sag foreligger der en speciallægeerklæring, hvoraf det fremgår, at den ene kautionist "fremtræder klart dement" og oppebærer førtidspension, den anden kautionist er førtidspensionist, tidligere rengøringsassistent og uden økonomisk indsigt og erfaring, hvorfor vi vurderer, at disse kautionister ikke har forstået kautionsforholdet.

Klagernes sikkerhedsstillelse stammer fra en invaliditetserstatning, hvilket indklagede burde have været opmærksom på. Når yderligere henses til, at begge er pensionister, lægger vi til grund, at kautionen stod i et klart misforhold til Deres økonomi.

Vi stemmer herefter for, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagernes kautionsforpligtelse og pantsætning er ugyldig i.h.t. aftalelovens § 31, 33 og 36, ligesom forpligtelserne må anses for at være i strid med de etiske retningslinier om god rådgivning.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.