Afgørelse

Indsigelse om indfrielse af kaution.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører afviklingen af en kautionsforpligtelse over for indklagede, som klagerne i 1990 blev dømt til at opfylde.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag, der er brødre, stiftede i 1981 sammen med selskabet K A/S selskabet T A/S. Klager A havde i nogle år arbejdet med udviklingen af en særlig teknik til bevikling af ringkerner. I T A/S blev udviklingsarbejdet og arbejdet med at fremstille en maskine til udførelse af denne funktion fortsat.

I september 1983 blev K A/S' aktier i T A/S overdraget til selskabet F A/S, et finansieringsselskab. Omkring samme tidspunkt ydede indklagede en kassekredit på 1 mio. kr. til T A/S, for hvilken klagerne kautionerede personligt. Klagerne var ikke personlige aktieejere i T A/S, idet aktierne tilhørte klagernes selskab P ApS med halvdelen og F A/S med halvdelen. Mellem F A/S og P ApS blev indgået en aftale om overdragelse af alle patenter til P ApS, som herefter indgik en licensaftale med T A/S. I februar 1984 blev kassekreditten forhøjet til 2 mio. kr., og der blev udfærdiget en ny kautionserklæring angående et beløb på 1 mio. kr., for hvilket klagerne hæftede med 14/59. Omkring samme tidspunkt indskød F A/S yderligere aktiekapital i T A/S, således at aktierne i dette ejedes med 90% af F A/S og 10% af P ApS. Klager A var ansat som udviklingschef og klager B som økonomichef i T A/S. De var begge medlemmer af selskabets bestyrelse indtil december 1984, hvor der opstod uenighed.

Den 29. januar 1986 blev T A/S i henhold til en egen konkursbegæring erklæret konkurs.

Ved dom af 28. oktober 1987 afsagt af Vejle Civilret blev klagerne dømt til in solidum at betale 237.288,14 kr. til indklagede. Beløbet vedrørte klagernes kautionsforpligtelse, som indklagede havde gjort gældende i december 1985. Den 28. marts 1990 stadfæstede Vestre Landsret dommen, idet beløbet nu udgjorde 153.228 kr. som følge af, at indklagede havde fradraget et provenu indgået fra et pant. Domsbeløbet skulle forrentes med procesrente fra den 28. februar 1986. I sagsomkostninger for landsretten tilkendtes indklagede 25.000 kr.; sagsomkostninger for byretten udgjorde 20.000 kr.

Ved skrivelse af 30. juli 1990 opgjorde indklagede sit krav således:

………….
Kautionsforpligtelsen forrentes med en variabel rente, p.t. 16% p.a."

Af en fremlagt korrespondance mellem indklagede og klagerne for perioden efter Vestre Landsrets dom af 28. marts 1990 fremgår, at klagerne påbegyndte en afvikling af kautionsforpligtelsen. Indbetalingerne skete til T A/S's kassekredit (konto -168). Af posteringsoversigter og kontoudskrifter for denne - med en negativ startsaldo på 289.364,74 kr. - fremgår følgende årlige indbetalinger:

Seneste indbetaling fandt sted 12. september 1994, hvorefter saldoen var 250.014,91 kr. (negativ). Pr. 30. december 1994 var saldoen 262.783,80 kr. (negativ). Det fremgår, at kontoen blev forrentet med 16% p.a. indtil medio 1992 og derefter med 10% p.a.

Omkring 1995 fremsatte klagerne krav om betaling af ca. 576.000 kr. med tillæg af moms og renter. I en skrivelse af 17. november 1996 til indklagede henviste klagerne til, at de den 29. marts 1985 havde indbetalt 250.000 kr. til T's kassekredit hos indklagede. Klagerne lagde til grund, at beløbet dækkede deres forpligtelser i forhold til T A/S' kassekredit på 153.228 kr. og anmodede om betaling af det for meget indbetalte.

Ifølge et fremlagt bilag er beløbet på 250.000 kr. betalt af P ApS som indbetaling af tegnet aktiekapital i T A/S.

I 1997 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle tilbagebetale det for meget indbetalte.

Af kontoudskrift af 2. oktober 1997 fremgår, at kontoen denne dag blev ophævet, idet der samtidig blev krediteret kontoen 262.783,80 kr., således at saldoen var 0 kr. Indklagede har anført, at tilgodehavendet denne dag overførtes til samlekonto for nødlidende fordringer.

Ved kendelse afsagt den 14. oktober 1997 (sag nr. 970238) afviste Ankenævnet at behandle klagen med henvisning til, at denne fandtes at vedrøre et erhvervsmæssigt kundeforhold og derfor faldt uden for Ankenævnets kompetence.

Ved skrivelser af 11. oktober 2000 rettede indklagede henvendelse til klagerne og anførte, at indklagedes tilgodehavende beløb sig til 178.228 kr. med tillæg af renter fra 28. februar 1986.

Ved skrivelse af 13. november 2000 anmodede klagerne indklagede om at bekræfte, at de siden 1985 havde indbetalt 415.500 kr. på en af indklagede anvist konto. Ved skrivelse af 14. s.m. meddelte indklagede, at de forhold, som klagerne nu fremførte, også havde været fremført under retssagen.

Den 13. december 2000 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet og krævede, at indklagede fremsendte en kontoopgørelse af to angivne konti henholdsvis -156 og -168 for perioden fra 1. januar 1985 og fremefter.

Under sagens forberedelse har indklagede opgjort sit krav pr. 30. april 2001 til domsbeløbet på 153.228 kr. med tillæg af 5 års renter, 63.548,12 kr., og sagsomkostninger, 25.000 kr., eller i alt 241.776,12 kr.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at fremlægge de nævnte kontoopgørelser og at anerkende, at indklagedes krav udgør 0 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at sagen er egnet til behandling i Ankenævnet og derfor ikke bør afvises. De afsagte domme har ikke behandlet spørgsmålet vedrørende indbetalingen på 250.000 kr. i 1985. Hertil kommer, at sagen vedrører et normalt privat kundeforhold mellem en bank og kunde.

Det er relevant med en opgørelse tilbage fra marts 1985 med henblik på at foretage en korrekt opgørelse. Landsrettens dom tilpligter dem at betale 178.228 kr., som fremkommer som deres kautionsforpligtelse fratrukket et provenu. Andre mellemværender, herunder deres indbetaling i 1985 har ikke været behandlet.

I oktober 2000 opgjorde indklagede kravet til 178.228 kr. med tillæg af renter fra 28. februar 1986. Under sagen har indklagede opgjort kravet til domsbeløbet på 153.228 kr. med tillæg af 5 års renter og sagsomkostninger. Sidstnævnte beløb tager ikke hensyn til foretagne indbetalinger, herunder de 250.000 kr.

Af kontoudtog fra 1997 fremgår, at indklagede den 2. oktober 1997 opgjorde tilgodehavendet til 0 kr. Dette skete umiddelbart inden, at Ankenævnet tog stilling til sagen ved kendelsen af 14. oktober 1997. De forstår det således, at indklagede frafaldt sit krav grundet deres berettigede indsigelse.

Der lægges af indklagede vægt på, at de i en skrivelse af 27. september 1994 skulle have accepteret restgælden i henhold til kautionsforpligtelsen. Skrivelsen fremkom imidlertid før de erfarede, at indklagede ikke afgav sin modydelse for indbetalingen i 1985 på 250.000 kr.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, da sagen er endelig afgjort ved landsrettens dom. Subsidiært bør afvisning ske, da klagen vedrørende selskabskaution, der falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 2 og 3.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klagerne indbetalte på kautionsforpligtelsen i 4 år efter landsrettens dom. I forbindelse med, at parterne indgik aftale om en midlertidig berostillelse af indbetalingerne, underskrev klagerne den 27. september 1994 kopi af en skrivelse fra indklagede, hvor restgælden blev oplyst, og hvor klagerne således accepterede denne.

Klagernes hidtidige indbetalinger har ikke kunnet dække rentekravet. Af denne grund opgør indklagede kravet til 241.776,12 kr. som ovenfor anført.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af de grunde, der er anført i Ankenævnets kendelse af 14. oktober 1997 i sag nr. 970238, kan Ankenævnet fortsat ikke tage stilling til betydningen af indbetalingen af beløbet på 250.000 kr. i marts 1985, ligesom det af de samme grunde falder uden for Ankenævnets kompetence at pålægge indklagede at fremlægge kontoopgørelser som påstået af klagerne.

Indklagedes overførsel den 2. oktober 1997 af saldoen på T A/S' kassekredit til en samlekonto kunne ikke med føje af klagerne opfattes således, at indklagede havde opgivet sit krav mod klagerne. Klagernes påstand om, at indklagede skal anerkende ikke længere at have noget krav mod dem, kan derfor ikke tages til følge.

Det bemærkes, at det beløb på i alt 241.776,12 kr., til hvilket indklagede under sagen har opgjort sit krav pr. 30. april 2001, ikke kan antages at overstige, hvad indklagede kunne gøre krav på, idet klagernes indbetalinger i årene 1990-94 ikke kan antages at have været tilstrækkelige til foruden de løbende renter at dække renter af hovedstolen på 153.228 kr. fra den 28. februar 1986 til datoen for Vestre Landsrets dom, den 28. marts 1990, og idet det sidstnævnte rentebeløb, der ikke var forældet, ikke er medtaget i indklagedes opgørelse pr. 30. april 2001.

Som følge af det anførte

Ankenævnet kan ikke behandle de klagepunkter, som vedrører indbetalingen af 250.000 kr. i marts 1985.

I øvrigt tages klagen ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.