Personlig fordring. Passivitet. Forældelse. Opgørelse.
| Sagsnummer: | 200101004/2001 |
| Dato: | 25-09-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Mette Frøland, per Englyst, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
Tvangsauktion - opgørelse Personlig fordring - passivitet |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Passivitet. Forældelse. Opgørelse. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i februar 1990 klagerens ejendom på tvangsauktion for et bud på 94.125 kr. Instituttets fordring var inklusive foranstående lån opgjort til i alt 324.076 kr. Heraf udgjorde restgæld m.v. (kolonne 2) 278.553 kr. og restancer m.v. (kolonne 3) 45.522 kr. Den 28. februar 1990 meddelte instituttet klageren, at hun ville modtage en tabsopgørelse, når ejendommen var videresolgt og det endelige tab opgjort. Instituttet videresolgte ejendommen i juni 1990 og gjorde i august 2000 en personlig fordring på i alt 258.072 kr. gældende over for klageren. Klageren protesterede forgæves over kravet.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en fordring af den aktuelle størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet fandt, at instituttets brev af 28. februar 1990 rejste en berettiget forventning hos klageren om, at der ville tilgå hende besked om et eventuelt tab umiddelbart efter ejendommens videresalg. Ved at opgøre tabet over for klageren mere end 10 år efter ejendommens videresalg fandt flertallet, at instituttet ved passivitet havde fortabt retten til at gøre en restfordring gældende. Mindretallet fandt ikke, at instituttet ved passivitet havde fortabt retten til at gøre en restfordring gældende. Et medlem af mindretallet fandt, at instituttet måtte godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Da instituttet ikke havde ført sådant bevis, fandt dette medlem, at instituttet kun kunne gøre krav gældende i det omfang, der var tale om restgæld og afdrag på de udækkede lån. Et andet medlem af mindretallet stemte under henvisning til retspraksis, hvorefter det i lignende sager er fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet skal afskrives, for at frifinde instituttet.
Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod klageren i anledning af tvangsauktionen.
Stævning er p.t. ikke udtaget.