Henstand.
| Sagsnummer: | 568/1991 |
| Dato: | 25-06-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - tilbageførsel af ydelser |
| Ledetekst: | Henstand. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved påtegning af 2. september 1987 kautionerede klageren sammen med to andre kautionister for et af indklagede ydet lån på 51.650 kr. Lånet skulle afvikles af debitor med 1.200 kr. månedligt, første gang 1. oktober 1987. Af det ydede lån anvendtes 24.965,43 kr. til indfrielse af et andet lån ydet af indklagede til debitor.
Klageren har anført, at hun med en navngiven medarbejder hos indklagede i forbindelse med sin underskrift på lånedokumentet aftalte, at indklagede ved enhver misligholdelse straks skulle underrette klageren, ligesom hun meddelte, at dette var en klar forudsætning for hendes kaution. Indklagede har bestridt, at en sådan aftale er indgået.
Klageren gav i november måned 1987 tilsagn om henstand med debitors betaling af december ydelsen.
Den 5. april 1988 tilbageførte indklagede låneydelsen for april måned, som var krediteret lånet samme dag. Klageren blev ikke underrettet herom. I januar 1989 gav klageren tilladelse til henstand med ydelsen for januar måned 1989.
Den 11. maj og 14. juni 1989 tilbageførte indklagede lånets ydelser for henholdsvis maj og juni måned, for maj måneds vedkommende dog alene med 1.120 kr. Den 14. juni 1989 rykkede indklagede klageren for lånets restance på 2.320 kr. Ved en udateret skrivelse til klageren oplystes klageren om under henvisning til indklagedes skrivelse af 14. juni 1989, at debitor havde anmodet om henstand med betaling af forfaldne ydelser, og at dette var tiltrådt af de to øvrige kautionister. Klageren bestrider at have modtaget denne skrivelse.
Ved påtegning af 21. november 1989 på en skrivelse fra indklagede accepterede klageren, at der ydedes debitor henstand med forfaldne ydelser på 4.800 kr.
Ved skrivelse af 19. april 1990 orienterede indklagede klageren om, at lånets restance udgjorde 7.000 kr., som klageren anmodedes om at indbetale. Den 2. og 8. maj 1990 indbetalte debitor herefter 3.790 og 1.200 kr.
Ved skrivelse af 8. maj 1990 meddelte klageren og de to øvrige kautionister, at de med debitor havde indgået aftale om, at lånets ydelse fremtidig var månedligt 1.500 kr., således at lånets restance på 3.200 kr. ville være udlignet inden for 11 måneder.
Den 1. juni 1990 krediteredes lånet med 1.500 kr., hvoraf 1.300 kr. tilbageførtes den 19. juni.
Efter at klageren ved indklagedes skrivelse af 24. september 1990 var blevet underrettet om, at lånet var i restance med 4.600 kr. vedrørende juni-, juli-, august- og septemberydelserne med fradrag af 200 kr. overført den 1. juni 1990 gav klageren og de to andre kautionister tilladelse til henstand med 4.600 kr. ved udateret tillæg til lånet.
Den 25. oktober 1990 betalte debitor 1.250 kr. og den 3. januar 1991 yderligere 1.000 kr. på lånet. Ved skrivelse af 21. marts 1991 blev klageren underrettet om, at lånets restance udgjorde 4.950 kr. svarende til 5 ydelser med fradrag af 50 kr. fra indbetalingen den 25. oktober 1990 og 1.000 kr. indbetalt den 3. januar 1991. Klageren anmodedes samtidig om at indbetale restancen. Den 4. juli 1991 rykkede indklagede klageren for en restance på 7.640 kr.
Lånets restgæld udgjorde den 30. september 1991 63.196,50 kr.
Efter at have korresponderet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter som kautionist for lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod, at klagerens hæftelse nedsættes til 26.598,25 kr. med renter fra 30. september 1991.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at låneprovenuet helt eller delvist blev anvendt til indfrielse af et bestående engagement, hvorom klageren ikke orienteredes i forbindelse med kautionens påtagelse. Indklagede har endvidere i strid med den ved lånets etablering indgåede aftale undladt straks at underrette klageren om misligholdelse af lånet, hvilket var en forudsætning for hendes kaution. Indklagede har endvidere tilsidesat underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41, og låntagerens og de øvrige kautionisters betalingsevne er i den mellemliggende periode forringet, hvilket medfører et tab for klageren. Klageren kan derfor i det højeste komme til at hæfte, i det omfang indklagede godtgør, at indklagedes adfærd ikke har forringet klagerens fyldestgørelsesmuligheder.
Indklagede har anført, at indklagede ikke ser sig i stand til at godtgøre, at klageren ved kautionens påtagelse blev gjort bekendt med at ca. halvdelen af låneprovenuet skulle anvendes til indfrielse af et tidligere stiftet lån. Det bestrides, at der er indgået aftale om øjeblikkelig underretning af klageren i tilfælde af lånets misligholdelse. Klageren tilkendegav, at hun ønskede en hurtig underretning, men indklagede har ikke påtaget sig en forpligtelse hertil. Hertil kommer, at klageren ikke ensidig kan pålægge indklagede en underretningsforpligtelse, der er mere vidtgående end lovens § 41. Klageren har endvidere udvist passivitet, idet klageren allerede i juni 1989 blev bekendt med debitors manglende betaling af ydelser. Klageren kunne således på et tidligere tidspunkt have medvirket til en opfølgning af låneforløbet. Det er endvidere indklagedes opfattelse, at klagerens regresmuligheder ikke er forringet, og klageren må have bevisbyrden herfor. Med hensyn til tilbageførsel af ydelser har indklagede erkendt, at tilbageførslen af ydelserne for maj og juni 1989 samt juni 1990 med ialt 3.700 kr. ikke er sket rettidigt, ligesom der uberettiget er hævet 1.000 kr. på lånet den 12. februar 1990. Den samlede "værdi" af disse tilbageførsler andrager inklusiv renter maksimalt 10.000 kr. og indklagede er derfor villig til at nedsætte lånets restgæld i forhold til klageren med dette beløb og herefter fratrække yderligere halvdelen under hensyn til, at det ikke i dag kan godtgøres, at klageren ved lånets etablering blev gjort bekendt med, at ca. halvdelen af låneprovenuet anvendtes til indfrielse af et ældre lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har under klagesagens behandling tilbudt at nedsætte klagerens kautionshæftelse pr. 30. september 1991 med værdien af tilbageførslerne af lånets ydelser pr. 1. maj og 1. juni 1989 samt 1. juni 1990 beregnet til ialt 10.000 kr. Indklagede har endvidere tilkendegivet at ville nedsætte klagerens hæftelse med yderligere halvdelen af den herefter beregnede saldo. Under disse omstændigheder, samt da det ikke findes sandsynliggjort, at indklagedes undladelse af at underrette klageren om den pr. 1. april 1989 opståede restance har medført en forringelse af klagerens regresmulighed overfor debitor, findes klagerens kautionsforpligtelse ikke at kunne nedsættes yderligere end af indklagede allerede accepteret.
Klageren har anført, at det ved hendes underskrift som kautionist på lånedokumentet blev aftalt, at indklagede ved lånets eventuelle misligholdelse straks skulle underrette hende. Indklagede har oplyst, at klageren tilkendegav et sådan ønske om underretning, men at man ikke påtog sig en forpligtelse hertil. Ankenævnet finder anledning til at bemærke, at det ved sagens afgørelse er forudsat, at indklagede gjorde klageren opmærksom på, at man ikke kunne indgå på en sådan aftale med klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.