Afgørelse

Spørgsmål vedrørende opdeling af gæld på boligsalgskredit i forbindelse med salg af fællesejet ejerlejlighed.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for restgælden på en fælles boligsalgskredit efter hans indfrielse af halvdelen af gælden.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes tidligere samlever, S, ejede en ejerlejlighed, som ved købsaftale af medio juli 2008 blev solgt for en købesum på 1.275.000 kr.

Klageren og S var kunder i Danske Bank, som gennemførte handelen, selvom købesummen ikke var stor nok til at dække klagerens og S’ fælles gæld i ejerlejligheden.

Ejerlejligheden var belånt med et realkreditlån med en hovedstol på 1.105.000 kr., og et Danske Prioritet lån med en hovedstol på 300.000 kr. I tilknytning til prioritetslånet havde klageren og S en fælles indlånskonto (konto nr. -381).

Den 19. august 2008 oprettede banken en boligsalgskredit med klageren og S som kontohavere.

Den 21. august 2008 underskrev klageren en aftale med banken om indfrielse af realkreditlånet og Danske Prioritet lånet pr. den 15. september 2008.

Ved kreditkontrakt af 2. september 2008 ydede banken klageren en kredit med et maksimum på 75.000 kr. Kreditten blev ydet uden stiftelsesomkostninger.

Den 11. september 2008 hævede klageren og S hver 20.000 kr. på konto -381, hvorpå der herefter var et indestående på knap 24.000 kr.

Pr. den 30. september 2008 havde boligsalgskreditten en saldo på 210.284 kr. (negativ).

Den 1. oktober 2008 blev restindeståendet på konto -381, som nu udgjorde 21.403 kr., overført til boligsalgskreditten, hvis saldo herefter var 188.881 kr. (negativ).

Den 2. oktober 2008 blev boligsalgskreditten yderligere nedbragt til 94.365 kr. ved en overførsel fra klagerens konto på 94.516 kr., hvoraf 75.000 kr. vedrørte kreditten i henhold til kontrakten af 2. september 2008.

Ved brev af 12. november 2008 til bankens juridiske afdeling protesterede klageren over, at banken fastholdt ham som debitor for restgælden på boligsalgskreditten.

Ved brev af 3. december 2008 foreslog banken at oprette et nyt fælleslån med en løbetid på 10 år eller et lån til S til dækning af hendes andel af gælden og med klageren som selvskyldnerkautionist.

Parternes påstande.

Den 23. januar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal anerkende, at han ikke hæfter for restgælden på boligsalgskreditten, subsidiært at hans hæftelse nedsættes med 20.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han og S i forbindelse med ejerlejlighedssalget meddelte banken, at underskuddet på ca. 140.000 kr. skulle deles ligeligt mellem dem.

Kreditten på 75.000 kr. blev oprettet til indfrielse af hans andel på ca. 70.000 kr.

Banken gav ved sine handlinger klart tilsagn om, at gælden ville blive delt mellem ham og S. Først under en telefonsamtale i midten af oktober 2008 blev han gjort opmærksom på, at han hæftede for S’ andel af gælden. Hvis banken havde rådgivet ham herom i forbindelse med drøftelserne om ejendomshandelen i juli 2008 eller i forbindelse med etableringen af kreditten på 75.000 kr. i august 2008, havde han haft anledning til at tage sine forholdsregler, herunder sikre sig, at den fælles gæld ikke blev forøget.

Banken gennemførte 100 % af processen for indfrielsen af hans andel af gælden uden at undersøge, om dette reelt kunne lade sig gøre.

Da han den 11. september 2008 konstaterede, at der var blevet overført 20.000 kr. fra den fælles indlånskonto til S’ konto, hævede han det samme beløb for at undgå at komme til at betale for halvdelen af S’ udtræk ved ligelig deling af gælden.

Banken ydede mangelfuld og vildledende rådgivning.

Banken bør oprette en kredit til S til indfrielse af restgælden på boligkreditten uden krav om, at han skal hæfte som kautionist.

En eventuel kaution bør i hvert fald begrænses til 70.000 kr.

Danske Bank har anført, at klagerens og S’ fælles gæld med pant i ejerlejligheden blev afløst af den fælles gæld på boligsalgskreditten. Banken gav klageren tilsagn om, at han kunne låne til indfrielse af sin del af gælden på boligsalgskreditten, men gav ikke tilsagn om, at klageren herved ville blive frigjort for sin hæftelse for S’ andel af gælden. Tværtimod blev klageren ved flere lejligheder, herunder bl.a. i forbindelse med overførslen den 2. oktober 2008, gjort opmærksom på, at han hæftede for hele gælden.

Indeståendet på konto -381 var til klagerens og S’ fri disposition, og hævningerne på 20.000 kr. til henholdsvis klageren og S skete uden bankens medvirken.

Delindfrielsen den 2. oktober 2008 kan tilbageføres, således at klageren bliver stillet som før delindfrielsen skete.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter salget af den fælles ejerlejlighed hæftede klageren og S solidarisk for gælden på boligsalgskreditten. Der er ikke grundlag for at fastslå, at Danske Bank gav klageren et løfte om saldokvittering mod betaling af halvdelen af gælden på boligsalgskreditten. Der er heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at banken ved sine handlinger, herunder oprettelse af kreditten på 75.000 kr., eller ved mangelfuld rådgivning af klageren bibragte denne en berettiget forventning om, at han efter delindfrielsen var frigjort for sin hæftelse for restgælden.

Klagen tages ikke til følge.