Fastkursaftale. Rådgivning. Ophævelse.
| Sagsnummer: | 20510052 /2006 |
| Dato: | 29-05-2006 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Fastkursaftale - rådgivning
Fastkursaftale - ophævelse |
| Ledetekst: | Fastkursaftale. Rådgivning. Ophævelse. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut fremsendte den 28. september 2005 to lånetilbud til klageren, hvoraf det fremgik, at de var baseret på indgåede fastkursaftaler. Samme dag fremsendte instituttet bekræftelser til klageren på fastkursaftalerne med de nærmere vilkår, herunder at aftalerne forudsatte, at instituttet senest den 4. oktober 2005 havde modtaget udbetalingsdokumenterne, idet klageren i modsat fald skulle erstatte instituttets omkostninger og eventuelle tab. Af instituttets ”Almindelige bestemmelser for Fastkursaftaler”, som var vedlagt, fremgik det, at klageren straks skulle reklamere, såfremt den anførte terminskurs eller aftalens udbetalingsdato afveg fra klagerens mundtlige accept. Den 5. oktober 2005, kl. 12.07, meddelte instituttet pr. e-mail klageren, at de 2 indgåede fastkursaftaler ville blive ophævet, såfremt instituttet ikke senest kl. 14:00 samme dag modtog de underskrevne dokumenter vedrørende disse. Herudover indeholdt e-mailen en beregning af et eventuelt tab ud fra de gældende tilbagekøbskurser, som viste et samlet tab på 14.201 kr. Klageren besvarede samme aften, kl. 22.06, pr. e-mail instituttets henvendelse, idet hun anførte, at hendes ægtefælle tirsdag den 4. oktober 2005 havde meddelt instituttet, at hun ikke ville gøre brug af lånetilbudene, idet disse ikke var som forventet. Klageren anførte, at hun ikke var blevet rådgivet af instituttet, og at hun var uforstående over for, hvad mailen betød. Ved brev af 19. oktober 2005 anførte instituttet, at klageren havde indgået bindende fastkursaftaler, og at instituttet havde handlet i tillid hertil og lidt et samlet tab på 14.201 kr., som klageren skulle indbetale. Inddrivelsen af beløbet blev sat i bero på Realkreditankenævnets afgørelse.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre misligholdelsesomkostninger på 14.201 kr. gældende over for hende. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet fandt på baggrund af det refererede begivenhedsforløb, at instituttet ikke med den fornødne sikkerhed havde ført bevis for, at der var indgået fastkursaftaler, og stemte derfor for at tage klagerens påstand til følge. Mindretallet fandt under hensyntagen til klagerens lange reaktionstid, at klageren var bundet af fastkursaftalerne og dermed var forpligtet til at betale det af instituttet opkrævede beløb i anledning af, at fastkursaftalerne ikke blev gennemført. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne afkræve klageren misligholdelsesomkostninger på 14.201 kr.