Ved gældsbrev underskrevet af klageren i februar 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klageren et lån på 162.487 kr. Lånet skulle afvikles med 3.113 kr. månedligt første gang 1. maj 1989. Af lånedokumentet fremgår:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 11,60% p.a., der beregnes og tilskrives månedsvis forud.
Ved renteændringer kan [indklagede] ændre ydelsen, således at den oprindelige aftalte løbetid fastholdes."
Indklagede har oplyst, at frem til den 1. januar 1991, hvor den nye kreditaftalelov trådte i kraft, har renteændringerne på det omhandlede lån fulgt de stedfundne renteændringer på billån i det pengeinstitut, der ejer indklagede. De pålydende rente på klagerens lån har i denne periode været fastsat således:
28.02.89: 11,60%
Fra 1. januar 1991 har indklagedes rente for forbrugslån fulgt ciborrenten (gennemsnittet af pengemarkedsrenterne). Den pålydende rente har i perioden fra den 1. januar 1991 til lånets førtidige indfrielse i december 1992 bevæget sig således:
16.08.91: 14,85%
Rentenedsættelsen pr. 9. oktober 1992 fremkom efter klagerens henvendelse til indklagede om rentens størrelse.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klageren en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes rente på etableringstidspunktet var konkurrencedygtig med andre pengeinstitutters rente. Indklagede har imidlertid efterfølgende hævet renten mere end andre pengeinstitutter.
Indklagede har anført, at kreditaftalelovens ikrafttræden indebar, at finansieringsselskaber ikke kunne fortsætte med at anvende en intern rentefastsættelse til styring af renteændring på forbrugslån, hvorfor man herefter anvendte ciborrenten som rentestyrende instrument, såvel for nyetablerede som for allerede eksisterende. Indklagede har som følge af den valutauro og deraf følgende ekstraordinære rentesituation, som har været gældende i sidste del af 1992, indført en række lånetilbud baseret på fast rente. Indklagedes rentestruktur er forskellig afhængig af, om lån optages til pengemarkedets korte rente (variabel), eller om der optages langfristede fastforrentede lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må efter det oplyste lægges til grund, at renten på klagerens lån til stadighed har fulgt indklagedes almindelige rente for billån med variabel rente. Efter det foreliggende finder Ankenævnet ikke at have tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at indklagedes rente overstiger det rimelige.
Som følge af det anførte