Kaution.
| Sagsnummer: | 241/1988 |
| Dato: | 20-03-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 31. august 1979 kautionerede klageren sammen med tre andre personer for en kassekredit på 80.000 kr. ydet af indklagedes Amager afdeling til drift af en tankstation og mobilværksted. Til yderligere sikkerhed for kassekreditten håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 90.000 kr. i sin privatbolig. Den 29. november 1979 blev kassekreditten med kautionisternes tiltræden forhøjet til 140.000 kr.
Den 13. februar 1980 blev kassekreditten yderligere forhøjet til 250.000 kr., hvilket klageren og to af de øvrige kautionister tiltrådte. Endvidere håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 300.000 kr. i sin privatbolig, hvilket klagerens hustru i erklæring af 14. februar 1980 tiltrådte.
I forbindelse med, at debitor måtte lukke tankstationen, blev kreditten i maj 1981 omlagt til et lån og forhøjet til 266.000 kr. uden ændringer i sikkerheden. Da debitor misligholdt låneaftalen, opsagde indklagede lånet den 24. august 1984. Den 30. september 1984 udgjorde lånet 266.485,85 kr., hvorefter sagen den 23. oktober 1984 blev overgivet til inkasso.
Da debitor misligholdt et under inkassosagen indgået frivilligt forlig, blev sagen fremsendt til fogedretten, hvor debitor og de to øvrige kautionister afgav insolvenserklæring.
Efter, at klageren overfor indklagede havde gjort gældende, at indklagede uberettiget havde frigjort den tredie medkautionist, afgav indklagede et tilbud til klageren om, at han ville blive stillet, som om den frigjorte medkautionist og han skulle have delt det økonomiske tab, således at han alene skulle erlægge 179.169 kr., hvilket indklagede ville yde ham som et lån mod sikkerhed i det allerede deponerede ejerpantebrev. Efter yder ligere brevveksling meddelte klagerens advokat den 6. oktober 1988 indklagede, at klageren ikke ønskede at tiltræde denne aftale og underskrive det fremsendte lånedokument, hvorefter klagerens advokat havde meddelt klageren, at han ikke var i stand vil at være klageren yderligere behjælpelig, og at han dermed var udtrådt af sagen.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at undlade at gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede uberettiget har frigjort den oprindelige tredie medkautionist, idet klageren ved påtegning på de dokumenter, hvor kassekreditten blev forhøjet til henholdsvis 250.000 kr. og 266.000 kr., underskrev disse in blanco. Endvidere har hans hustru ikke underskrevet ejerpantebrevet og således ikke tiltrådt pantsætningen af deres fælles bolig. Gælden blev den-21. maj 1987 opgjort til 272.486 kr. og den 11. december 1987 til 397.952 kr., hvilket er en stigning på 125.000 kr. på 7 måneder, hvilket ikke kan være korrekt. Indklagedes opgørelse af gælden må således være behæftet med fejl, men det har ikke været muligt for ham at få udleveret kontoudtog på de tre første lån. Indklagede har endvidere undladt at give både ham og medkautionisterne meddelelse om lånets misligholdelse, idet man først meddelte dette til ham efter to et halvt år.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede anført, at klagerens hustru ved erklæring af 14. februar 1980 tiltrådte håndpantsætningen af ejerpantebrevet. Det var på klagerens og de to medkautionisters anmodning, at forhøjelsen i februar 1980 af kassekreditten blev ydet med kun to kautionister og klagerens tiltræden, idet den tredie medkautionist var bortrejst, og debitors behov for forhøjelse af kassekreditten var presserende. Det fremgik endvidere tydeligt af lånedokumentet, hvem der kautionerede, og navnlig hvem der ikke kautionerede, hvorfor klageren har været vidende om, at alene han og to andre personer kautionerede for disse forhøjelser.
Indklagede har endvidere sendt talrige rykkere til debitor og kautionisterne frem til den 24. august 1984, hvor engagementet blev opsagt, også overfor de tre kautionister. Det tidligere fremsatte tilbud gjorde det muligt for klageren og hans hustru at blive boende i deres hus, og indklagede finder ikke grundlag for at imødekomme klageren yderligere.
Fordringen er senest blevet prøvet den 14. marts 1988 af fogedretten i Næstved, hvor den blev opgjort til 415.061 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter udformningen af de to af bl.a. klageren i februar 1980 og maj 1981 underskrevne dokumenter kan det forhold, at alene to yderligere personer kautionerede sammen med klageren, ikke medføre, at klagerens kautionstilsagn er uforbindende. Efter den af klagerens hustru den 14. februar 1980 underskrevne erklæring findes indklagede endvidere at have gyldig sikkerhed i klagerens faste ejendom for sin fordring imod klageren. Der findes endelig ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt overfor klageren som kautionist. Der kan således ikke gives klageren medhold i den nedlagte påstand. Ankenævnet har dog bemærket, at indklagede i den for Ankenævnet stedfundne brevveksling - således som det må opfattes - har opretholdt det overfor klageren givne tilbud om nedsættelse af dennes hæftelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.