Afgørelse

Indfrielse af kontantlån.

Klageren havde to kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. I pantebrevene var der en henvisning til vedtægter og serievilkår. Af pantebrevet for lån 2 fremgik det, at lånet kunne indfrielse enten med obligationer eller kontant til pari med varsel. En tilsvarende bestemmelse var for lån 1 indeholdt i serievilkårene. Af årsopgørelse for 1993 fremgik såvel obligations- som kontantrestgælde for begge lån. Der fremgik endvidere en samlet skattemæssig kursværdi på 131.882 kr.

I februar 1994 rettede klageren henvendelse til instituttet, idet han ønskede at indfri begge lånene. Klageren bad om indfrielse af lån 1 til den aktuelle kontantrestgæld, idet det ikke af pantebrevet fremgik, at der var et varsel for kontant indfrielse, eller at indfrielse skulle ske med obligationsrestgælden. Instituttet henviste til, at der i pantebrevet var henvist til serievilkårene, hvoraf opsigelsesvarslerne fremgik. Efterfølgende blev der ført en længere korrespondance mellem parterne om hjemlen for realkreditinstituttet til at kræve lånet indfriet til obligationsrestgælden. Klageren bestred endvidere instituttets hjemmel til at opkræve gebyr i forbindelse med den ekstraordinære indfrielse.

Klageren indbragte sagen for Realkreditankenævnet med påstand om, 1) at instituttet var forpligtet til at acceptere, at lån 1 blev indfriet til kontantrestgælden, samt 2) at der ikke var hjemmel til at opkræve gebyr ved ekstraordinær indfrielse, og at realkreditinstituttet derfor skulle tilbagebetale ham det for meget opkrævede. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at begge de af klageren indfriede lån betegnede sig som kontantlån og i pantebrevene indeholdt en henvisning til serievilkårene, hvoraf de nærmere vilkår for indfrielse fremgik. I terminsopkrævninger og årsopgørelser var lånene endvidere løbende blevet opført med såvel en kontantrestgæld som en obligationsrestgæld. Under disse omstændigheder fandt Nævnet ikke, at klageren havde kunnet have nogen berettiget forventning om, at lån 1 - på trods af, at pantebrevet ikke indeholdt en direkte angivelse af indfrielsesvilkårene, men alene en henvisning til serievilkårene - kunne indfries på en anden måde end den for kontantlån sædvanlige. Realkreditinstituttet havde i vedtægterne, som klageren ifølge pantebrevene var underkastet, hjemmel til at fastsætte gebyrer. Nævnet fandt som følge deraf, at realkreditinstituttet havde været berettiget til at opkræve de omhandlede indfrielsesgebyrer. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.