Afgørelse

Spørgsmål om klageren kunne kræve yderligere nedsættelse af gæld efter indbetaling af beløb mod saldokvittering vedrørende gælden.

Indledning

Sagen vedrører krav om yderligere nedsættelse af gæld efter klagerens indbetaling af beløb mod saldokvittering vedrørende gælden. Indsigelse mod renter m.v.

Sagens omstændigheder

Klageren var oprindeligt kunde i Sparekassen SDS, der blev overtaget af Unibank (nu Nordea Bank). Den 23. oktober 1987 optog klageren og hans daværende ægtefælle et lån i sparekassen (Lån 1) på 216.000 kr. med variabel rente, for tiden 14,5 % p.a. Den 22. september 1993 optog parret et yderligere lån (Lån 2) i Unibank på 475.000 kr. med variabel rente, for tiden 16 % p.a. Den 27. september 1993 fik parret en kassekredit i banken med et maksimum på 475.000 kr. med variabel rente, for tiden 15,25 % p.a.

Klageren gik konkurs i 1994. Den 6. marts 1995 blev gælden vedrørende kassekreditten nedbragt til 236.401,72 kr., efter indbetaling af i alt 243.160,84 kr. Banken har oplyst, at indbetalingen blev foretaget af en kautionist. I forlængelse af konkursen blev klagerens gæld til banken overført til en såkaldt fordringskonto (kontonummer -800) pr. den 28. november 1995. Lån 1 og Lån 2 blev overført med negative saldi på henholdsvis 139.646,97 kr. og 433.032,27 kr., mens kassekreditten blev overført med en negativ saldo på 236.401,72 kr. Saldoen på fordringskontoen var herefter 809.080,96 kr. (negativ). Den 15. marts 1996 og den 20. november 1996 blev der overført 600 kr. og 10.135,51 kr. til fordringskontoen, der herefter havde en negativ saldo på 798.345,51 kr.

Den 5. juli 2007 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte en restgæld vedrørende fordringskontoen på 1.712.612,49 kr., bestående af en hovedstol på 798.345,51 kr. og fem års renter fra den 2. juli 2002 til den 2. juli 2007 (’historiske renter’) på i alt 914.266,98 kr. Forliget indeholdt en betinget akkord, hvorefter gælden ville blive akkorderet med i alt 950.499,94 kr., således at den samlede restgæld til afvikling var 762.112,55 kr., hvis klageren overholdt forliget. Gælden skulle ifølge forliget afvikles med en månedlig ydelse på 7.000 kr. fra den 1. august 2007 til den 1. august 2019 og med ”bankens rentesats for fordringskonto med afvikling, som i øjeblikket er 5,00 % om året”. Ifølge forliget skulle de af klageren indbetalte ydelser indtil videre bruges til afskrivning på de historiske renter. Af forliget fremgik, at oplysninger om kreditomkostninger og løbetid var afgivet ud fra de aftalte rentesatser, og at renteændringer kunne medføre ændringer i forligets løbetid. Bankens almindelige forretningsbetingelser var gældende for forliget.

Banken har fremlagt en oversigt over rentesatser og opgørelsen af de historiske renter fra den 2. juli 2002 til den 2. juli 2007. Det fremgår heraf, at rentesatsen havde varieret mellem 16 % p.a. og 18 % p.a.

Banken har fremlagt sine almindelige forretningsbetingelser gældende fra den 15. december 2012, hvoraf blandt fremgik, at banken kunne forhøje sine variable rentesatser under nærmere anførte vilkår, og at fordringskonti forrentes med en særlig rentesats, som kan ses på bankens hjemmeside.

Klageren indbetalte løbende de aftalte månedlige ydelser på 7.000 kr. på fordringskontoen. Af udskrifter af fordringskontoen for perioden fra juli 2007 til den 31. december 2013 fremgik, at rentesatsen havde varieret mellem 5 % p.a. og 7,5 % p.a. Af udskrifterne fremgår endvidere, at fordringskontoen havde en negativ saldo på 462.413,95 kr. den 31. december 2013.

I et brev til banken af 8. juli 2014 spurgte klageren blandt andet:

”… Da jeg er ved at evaluere min økonomiske situation vil jeg komme med en ansøgning om hvad der skal indfries her og nu, hvis jeg ønsker at få betalt den nuværende restgæld ud. …

Jeg mener det vil være rimeligt, at der gives en væsentlig reduktion i beløbet, når beløbet indbetales med det samme. …

Ud fra ovennævnte vil jeg gerne vide hvad der skal til for at få slettet gælden til jer her og nu? …”

I et brev til klageren af 16. juli 2014 svarede banken, at den ville eftergive klageren 30.599,86 kr. af gælden, der den 11. juli 2014 var opgjort til 430.599,86 kr., hvis klageren indbetalte 400.000 kr. senest den 31. juli 2014.

Den 21. juli 2014 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

I e-mail til banken af 27. juli 2014 svarede klageren:

”… Jeg har gennem nogle muligheder fået mulighed for at indbetale 325.000 kr. her og nu og så håbe på at I kan imødekomme dette tilbud, så forliget bliver indfriet til fulde med dette beløb. … Håber på et hurtigt svar, så jeg evt. kan overholde fristen den 31. juli 2014. …”

I e-mail til klageren af 28. juli 2014 meddelte banken, at den accepterede klagerens ”tilbud om indbetaling af 325.000 kr. mod saldokvittering.”, og at beløbet skulle indbetales senest den 31. juli 2014.

Den 31. juli 2014 indbetalte klageren 325.000 kr. på fordringskontoen.

I et brev af 1. august 2014 til klageren bekræftede banken modtagelsen af de 325.000 kr. og meddelte saldokvittering for restgælden på den omhandlede fordringskonto (kontonummer-800) samt på en anden fordringskonto (kontonummer-584). Af brevet fremgik, at restgælden på de to konti havde udgjort i alt 873.936,45 kr.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nordea Bank skal akkordere hans gæld yderligere i forhold til den af ham foretagne indbetaling samt redegøre for sin rentetilskrivning før og efter forliget i 2007.

Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at akkorden ifølge forliget fra 2007 var på henholdsvis 443.081,76 kr. og 507.418,18 kr. for hovedstolen og renterne. Han skulle således afvikle en hovedstol på 355.267,75 kr. og renter på 406.848,80 kr. Opgørelsen af forligsbeløbet bestrides. Han er ikke klar over, hvordan banken kom frem til hovedstolen, eller hvordan indbetalingen fra kautionisten er afskrevet. Banken var ikke berettiget til at tilskrive fem års renter.

Banken tilskrev yderligere renter i forligets løbetid. Banken var ikke berettiget til at fortsætte rentetilskrivningen efter indgåelsen af forliget i 2007.

Gælden skulle ifølge forliget afvikles over 12 år til en rente på 5 % p.a. Han var ikke opmærksom på, at denne rente var variabel. Banken har efterfølgende oplyst, at renten blev forhøjet til 7,5 % p.a., svarende til en stigning på 50 %. Dette betyder, at der er tilskrevet yderligere 60.000 kr. i renter på den gamle gæld tilbage fra konkursen. Han blev først oplyst om dette, da han tilbød banken en betaling på 200.000 kr. for at komme ud af forliget, og hvor banken meddelte, at restgælden var 437.000 kr. og ikke 370.000 kr. som anført i forligets afviklingsplan. Rentestigningen har stor betydning for afviklingstiden og for den samlede rentetilskrivning.

Banken opnår en stor fortjeneste ud over hovedstolen på 798.345,51 kr. ved den foretagne rentetilskrivning.

Han rettede henvendelse til banken og foreslog betaling af 200.000 kr. mod at få en endelig saldokvittering. Banken afviste dette, men kom med forslag om mindre nedsættelser. Han følte sig presset og forslog et beløb på 325.000 kr., hvilket banken accepterede. Han indbetalte beløbet inden den aftalte dato, men gav samtidig banken besked om, at han fastholdt klagesagen i Ankenævnet. Han fastholder klagen, da restgælden er opgjort fejlagtigt, da rentetilskrivningen er fejlagtig og urimelig, og da det var urimeligt, at banken ikke ville imødekomme hans forslag om betaling af 200.000 kr. Banken forsøgte endvidere uberettiget at overtale ham til at trække klagen tilbage.

Nordea Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ifølge den dagældende forældelseslov kunne medtage fem års (historiske) renter. Banken har udarbejdet det frivillige forlig i overensstemmelse med den dagældende forældelseslov. De anvendte rentesatser på mellem 16 og 18 % p.a. var bankens rentesatser for fordringskonti uden aftalt afvikling i den pågældende periode. Bankens rentesats for fordringskonti uden aftalt afvikling er for tiden 19,5 % p.a.

Gæld, der afvikles under et forlig, kan forrentes.

Klageren er i forliget udtrykkeligt informeret om, at den gæld, der afvikles, forrentes, og at renten er variabel.

Klageren blev adviseret om ændringer af renten. En ændring af rentesatsen oplyses ved brev, gennem Netbank, Netbank kontokik eller ved annoncering i dagspressen. Renteændringer på udlån oplyses desuden på den første kontoudskrift efter ændringen. Der henvises i den forbindelse til de årlige kontoudskrifter vedrørende fordringskontoen, der blev sendt til klageren.

Banken har iagttaget gældende lovgivning ved udarbejdelsen og håndhævelsen af det frivillige forlig.

Klageren har selv forespurgt, om han kunne få saldokvittering ved betaling af 325.000 kr., hvilket banken accepterede. Klageren har ikke krav på at få en yderligere akkord på restgælden. Klageren var under akkordforhandlingen repræsenteret af en advokat.

Nordea Bankhar til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke foreligger en økonomisk tvist. Banken har imødekommet klagerens eget tilbud og meddelte klageren en saldokvittering ved hans betaling af 325.000 kr. Klagen har karakter af, at klageren ønsker en revisionsmæssig gennemgang af sit engagement i banken, som Ankenævnet efter sin praksis ikke behandler.

Banken har ikke forsøgt at overtale klageren til at trække klagen tilbage. Det bemærkes, at klageren i forbindelse med korrespondancen med banken om en yderligere akkord ikke oplyste, at han ville indlevere en klage til Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger

I forlængelse af klagerens konkurs i 1994 blev hans gæld til Unibank (nu Nordea Bank) i november 1995 overført til en såkaldt fordringskonto, der ultimo november 1996 havde en negativ saldo på 798.345,51 kr.

Den 5. juli 2007 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvorefter han erkendte en restgæld vedrørende fordringskontoen på 1.712.612,49 kr., bestående af en hovedstol på 798.345,51 kr. og fem års renter fra den 2. juli 2002 til den 2. juli 2007 på i alt 914.266,98 kr. Forliget indeholdt en betinget akkord, hvorefter gælden ville blive akkorderet med i alt 950.499,94 kr., hvis klageren overholdt forliget. Gælden skulle ifølge forliget forrentes med en variabel rente på for tiden 5,00 % og afvikles med en månedlig ydelse på 7.000 kr. Klageren indbetalte løbende de aftalte månedlige ydelser på 7.000 kr.

Klageren har ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at han ikke er bundet af forliget. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte de af banken tilskrevne renter vedrørende fordringskontoen, hverken for tiden før eller for tiden efter indgåelsen af forliget den 5. juli 2007.

I juli 2014, hvor restgælden på fordringskontoen var nedbragt til ca. 430.000 kr., tilbød klageren i en e-mail til banken af 27. juli 2014 ”at indbetale 325.000 kr. her og nu … så forliget bliver indfriet til fulde med dette beløb”. Banken accepterede tilbuddet, og den 31. juli 2014 indbetalte klageren 325.000 kr. til banken, der meddelte saldokvittering for restgælden på den omhandlede fordringskonto samt på en anden fordringskonto. Ankenævnet finder, at klageren er bundet af aftalen. Det bemærkes herved, at det må lægges til grund, at klagerens gæld til banken oversteg det indbetalte beløb på 325.000 kr.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.