Indsigelse mod hæftelse for lån. Misbrug af NemID. Falsk.
| Sagsnummer: | 381 /2020 |
| Dato: | 11-06-2021 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Jesper Claus Christensen, Jimmy Bak, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for lån. Misbrug af NemID. Falsk. |
| Indklagede: | Basisbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens indsigelser mod hæftelse for et lån i Basisbank på grund af misbrug af hans NemID.
Sagens omstændigheder
Ved en kreditaftale 26. februar 2020 blev der optaget et lån på 71.800 kr. hos Basisbank i klagerens navn. Ifølge gældsbrevet, der blev underskrevet elektronisk ved brug af klagerens NemID, var klageren debitor på lånet, og der var angivet adresse, telefonnummer og CPR-nummer. Det fremgik ligeledes af kreditaftalen, at der blev udbetalt 70.000 kr. til debitors NemKonto.
Klageren har ligeledes fremlagt et forsikringsbevis, hvoraf fremgår, at der ligeledes blev tegnet en Tryghedsforsikring i hans navn, og et budget af 26. februar 2020 udarbejdet for ham, som blev godkendt samtidig med underskrivelsen af kreditaftalen.
Låneprovenuet blev udbetalt til en konto i et andet pengeinstitut, som var registreret som klagerens NemKonto.
Klageren har fremlagt en kvittering for anmeldelse til politiet af 8. marts 2020, hvoraf fremgår, at politiet den 28. februar 2020 havde modtaget en anmeldelse fra klageren om, at han fra den 26. februar til den 28. februar 2020 havde været udsat for bedrageri.
Klageren rettede ligeledes henvendelse til banken den 28. februar 2020 og oplyste, at det ikke var ham, der havde optaget det pågældende lån, idet han var blevet udsat for bedrageri. Han oplyste, at en eller flere havde frarøvet ham hans oplysninger og fået adgang til, navn, adresse, bankkonti, NemID, CPR-nummer og muligvis også andet.
Banken svarede, at lånet ville følge bankens rykkerforløb, hvor det ville blive opsagt og fremsendt til fogedretten. Klageren skulle give møde og afgive forklaring, når han blev tilsagt. Dommeren ville derefter tage stilling til, hvorvidt klageren skulle hæfte for lånet.
Klageren har fremlagt screenshots fra brugerinfo vedrørende NemKonto, hvoraf fremgår, at konto -813 i pengeinstituttet P, der havde været hans NemKonto siden 2013, den 26. februar 2020 blev ændret til en konto i et andet pengeinstitut. Den 7. marts 2020 ændrede han selv sin NemKonto til igen at være konto -813 i P.
Klageren har oplyst, at banken, på trods af hans talrige henvendelser til banken, hvor han forklarede, hvad der var sket, blev ved med at sende ham regninger og rykkere vedrørende lånet.
Den 5. oktober 2020 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Under sagens forberedelse har klageren fremlagt en udskrift af dombogen vedrørende en dom over en tiltalt, T1, afsagt den 30. juni 2020 i en straffesag, der blev behandlet som en tilståelsessag. Af udskriften fremgår blandt andet:
”[T1] er tiltalt for
Straffelovens § 131, bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2, og databedrageri efter straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved den 26. februar 2020 i forening med andre for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding at have kontaktet forurettede [klageren] og udgivet sig for at være fra politi og derved bestemme forurettede til at opgive koder til NEM-ID og andre personlige oplysninger ved at få ham til at tro at, han var blevet hacket, hvorefter der blev oprettet lån i forurettedes navn og hans kreditkortsoplysninger blev misbrug[t], hvorved forurettede eller andre led et tab.
Der blev foretaget følgende låneoptagelser mv.:
…
403) den 26. februar 2020 optaget lån i Basisbank på 70.000 kr.
…
De rejste erstatningskrav tages ikke under pådømmelse, men henskydes til eventuelt civilt søgsmål. Der er herved lagt vægt på de foreliggende omstændigheder, hvor anklageren har frafaldet at fremsætte erstatningskrav på vegne de mange øvrige forurettede. Endvidere er der for så vidt angår krav på baggrund af låneoptagelse henset til, at det ikke fremgår tilstrækkeligt klart, om disse erstatningskrav tilkommer bankerne eller de forurettede privatpersoner.
…”
Klageren har oplyst, at der er en yderligere gerningsmand, T2, der er blevet dømt i sagen, og at der ligeledes verserer en straffesag mod en tiltalt, T3.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Basisbank skal frafalde sit krav vedrørende lånet.
Basisbank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det ikke er ham, der har optaget lånet i Basisbank. Han er blevet snydt af gerningsmænd, der har optaget lånet i hans navn, hvoraf der er to, der er blevet dømt i sagen, og der er en tredje dom på vej.
Han har aldrig har set nogen penge fra banken, men på trods af det har den sendt utallige regninger og rykkere vedrørende lånet. Han har skrevet og ringet til banken og har forklaret flere gange, at det ikke er ham, der har oprettet lånet eller på nogen måde har haft noget med det at gøre, men det er ikke lykkedes at få det stoppet.
Lånet er ikke optaget fra hans ip-adresse.
Den dom, som han har fremlagt, beviser, at der er en gerningsmand, T1, der er dømt for at have snydt ham og ændret alle hans oplysninger, herunder hans NemKonto til sin egen konto. Pengene er ikke udbetalt til klagerens konto.
Der er yderligere en gerningsmand, T2, der er blevet dømt i sagen.
Basisbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en fastlæggelse af det faktiske hændelsesforløb omkring låneoptagelsen kræver en bevisførelse samt parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foretages for Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Hertil kommer, at en vurdering af, hvorvidt klageren har handlet erstatningspådragende, alene bør finde sted ved de almindelige domstole.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken blandt andet anført, at klageren selv har udleveret navn, adresse, bankkonti, NemID, CPR-nummer osv. til en for ham ukendt person, der ringede og udgav sig for at være fra ”Københavns Politi Depot”, som skulle bruge hans oplysninger til at ”få lukket ned for alle koder og nøgler” til hans NemID.
Klageren har ved at udlevere sine NemID-oplysninger handlet erstatningspådragende og i strid med reglerne for brug af NemID. Handler NemID-indehaveren i strid med reglerne for brug af NemID, har NemID-indehaveren handlet tilstrækkeligt uagtsomt til at hæfte for det pågældende krav. Det vil sige, at klageren ved sin udlevering af samtlige af sine personlige oplysninger har handlet i strid med reglerne for NemID og af den grund hæfter for bankens tilgodehavende.
Sikkerheden og identifikationen skabes gennem opbygningen af NemID, der kræver samtidig brug af tre sikkerhedskomponenter.
Dertil er det en skærpende omstændighed, at klageren har udleveret sine NemID-oplysninger til en ukendt tredjemand telefonisk.
Derudover har Basisbank som et yderligere mitigerende tiltag udbetalt låneprovenuet til klagerens NemKonto. At klagerens NemKonto blev ændret til en konto, der angiveligt ikke tilhørte ham, har alene været muligt som følge af klagerens udlevering af sine strengt personlige oplysninger til brug for NemID.
Vurderingen af, om klageren har handlet erstatningspådragende, kan finde sted uden hensyntagen til en straffesag om, hvorvidt andre har handlet i strid med straffelovens bestemmelser. Banken afviser derfor, at straffesagens behandling har relevans i forhold til, om klageren har handlet erstatningspådragende.
Ovenstående understøttes også af, at der i den af klageren fremlagte udskrift af dombogen af 30. juni 2020 fra straffesagen er anført, at ”De rejste erstatningskrav tages ikke under pådømmelse, men henskydes til eventuelt civilt søgsmål. Der er herved lagt vægt på de foreliggende omstændigheder, hvor anklageren har frafaldet at fremsætte erstatningskrav på vegne de mange øvrige forurettede. Endvidere er der for så vidt angår krav på baggrund af låneoptagelse henset til, at det ikke fremgår tilstrækkeligt klart, om disse erstatningskrav tilkommer bankerne eller de forurettede privatpersoner.”
I straffesagen er der således taget stilling til, at klagerens erstatningsansvar skal afgøres ved et civilt søgsmål.
Ankenævnets bemærkninger
Ved en kreditaftale af 26. februar 2020 blev der optaget et lån på 71.800 kr. i Basisbank, hvoraf der blev udbetalt et låneprovenu på 70.000 kr. Ifølge kreditaftalen, der blev underskrevet elektronisk ved brug af klagerens NemID, var klageren debitor på lånet.
Det fremgår af en udskrift af en dom af 30. juni 2020 fremlagt af klageren, at en tiltalt, T1, har tilstået at have optaget ovennævnte lån i Basisbank i klagerens navn efter: ”at have kontaktet forurettede [klageren} og udgivet sig for at være fra politi og derved bestemme forurettede til at opgive koder til NEM-ID og andre personlige oplysninger ved at få ham til at tro at, han var blevet hacket…”
Klageren har oplyst, at der er yderligere en gerningsmand, T2, der er blevet dømt i sagen.
Ankenævnet bemærker, at udgangspunktet er, at klageren ikke vil være bundet af en låneaftale, der er indgået af en gerningsmand, der uberettiget har fået adgang til klagerens NemID-oplysninger (der foreligger falsk). Selv om en eller flere gerningsmænd har tilstået at have misbrugt klagerens NemID-oplysninger, kan klageren dog ifølge retspraksis have udvist en sådan grad af uforsigtighed, at han alligevel kan blive aftaleretligt forpligtet til at betale i henhold til den indgåede låneaftale.
Det følger af retspraksis, at afgørelsen heraf skal foretages ud fra en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb. I denne vurdering indgår blandt andet, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af klagerens nøgle (brugernavn, adgangskode og nøglekort til NemID), om klageren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om klageren har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre sit NemID.
Ankenævnet finder på baggrund af ovennævnte, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.