Krav om tilbagebetaling af købesum for visumservices og forsikringsattestation købt via internettet. Fjernsalg.
| Sagsnummer: | 18/2022 |
| Dato: | 04-10-2022 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Bjarke Svejstrup, George Wenning, Jacob Ruben Hansen, Jørn Ravn. |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbagebetaling af købesum for visumservices og forsikringsattestation købt via internettet. Fjernsalg. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagerens krav om tilbagebetaling af købesum for visumservices og forsikringsattestation købt via internettet. Fjernsalg.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde et MasterCard.
Den 10. august 2021 ansøgte klageren om et visum til Forenede Arabiske Emirater gennem et udenlandsk flyselskab, F’s, hjemmeside. Købet af visumservices i relation til ansøgningen om visummet blev foretaget med klagerens MasterCard.
Ved e-mail af 13. august 2021 spurgte F, om klageren ville ansøge om en forsikringsattestation:
“Good day! Hope you are doing well. We just want to ask you would you like to apply for insurance attestation which is required due to COVID19.
Please let us know if you want to apply.”
Samme dag bekræftede klageren, at han ønskede forsikringsattestationen.
Den 14. august 2021 blev der foretaget en betaling for køb af forsikringsattestation.
Klageren har anført, at han modtog et visum med en forkert gyldighedsperiode, og at han ikke modtog forsikringsattestationen.
Ved e-mail til F af 17. august 2021 krævede klageren sine penge tilbage. Af e-mailen fremgik:
”The dates are incorrect and not according to my application, and therefore I would like to get my money back. Also you are not attesting anything, and I would like my money back”
Klageren gjorde indsigelse mod transaktionerne over for banken.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med indsigelsesbehandlingen videresendte sagen til Nets, der indhentede en redegørelse fra F.
Ved besked af 31. oktober 2021 skrev F til Nets:
”Please find the attached approved visa copy. Also, the customer already used our service. We have already attached immigration status of their visa, which they used at the airport. So there is no refund policy as we clearly mentioned in our terms [F’s hjemmeside] also they clicked and agreed on terms and conditions checkbox before making payment. They already used our visa and left the UAE.”
Nets afviste klagerens indsigelse:
”Our merchant confirmed that cardholder has applied the visa online where all the details have filled in by the customer alone including the period of visa which she applied for without merchant intervention and the system will proceed the application automatically based on the details provided by the customer. In this case, the service was rendered for the disputed transaction since the applied visa has been processed and approved by immigration and the documents was sent to cardholder’s registered email address, which was provided by the cardholder herself. The purchased E-visa has already been used by the cardholder for travelling to UAE as shown in below in immigration status, which clearly proves that the date/period of applied visa is correct hence she is not eligible for any refund/reimbursement for this transaction as the visa application was correctly processed by our merchant and the same was utilized by the card holder. …
Our merchant is a 3rd party agent that renders services by assisting customers to submit their visa application to Immigration. In this case, our merchant has submitted the application to Immigration, hence service was rendered. As per the agreed terms & conditions, visa once submitted, are subject to applicable charges. Our merchant will not be held responsible for any rejections or delays of visa applications.
This transaction has been processed on 3D Secured environment where the terms and conditions is published on the website [F’s hjemmeside] and the cardholder is required to click and accept the terms and conditions prior to processing the payment of their purchase.”
Af et vedlagt skærmprint af F’s returneringspolitik fremgik:
”… If your passport and other supporting documents were received by [F’s hjemmeside] and have already been submitted by [F’s hjemmeside] for processing at the time of cancelation you will not receive any refund; …
No refunds will be made for processed, rejected or approved applications.”
Banken afviste klagerens indsigelse.
Den 7. december 2021 klagede klageren over bankens afslag. Banken har oplyst, at den fastholdt afgørelsen med henvisning til, at klageren ikke havde dokumenteret sit krav.
Parternes påstande
Den 15. januar 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Bank skal tilbageføre transaktionerne af 10. og 14. august 2021.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han søgte om et visum til Dubai på vegne af sin hustru.
Det fremgår af visummet, at det er udstedt den 11. august 2021, men F havde på daværende tidspunkt ikke sendt det til hans e-mail. Den 13. august 2021 bad F ham om at købe en forsikring, der var obligatorisk på grund af Covid-19. Han betalte for forsikringen, men da han modtog visummet, var der ingen forsikring på. Han fandt efterfølgende ud af, at forsikringen ikke fandtes, men at det blot var noget, som F havde fundet på.
Endvidere var visummets gyldighed forkert i forhold til de dage, de skulle til Dubai. Han havde indtastet korrekte datoer ved bestillingen og også sendt en e-mail til F med dokumentation i form af flybillet og hotelbooking. Han fandt efterfølgende ud af, at Dubai ikke kunne udstede visum på det pågældende tidspunkt, hvorfor F i stedet valgte at søge efter nogle vilkårlige datoer i stedet for at afvise hans anmodning.
Nykredit Bank har anført, at klageren hæfter for de to betalinger i forbindelse med køb af visumservice og tilknyttet forsikringsattestation.
Klagerens indsigelse vedrørende betalingen for den ydede visumservice samt den accessoriske ydelse, Covid-19 forsikringsattestation, dækkes ikke af anvendelsesområdet for betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2, idet der ved leveringen af gyldigt visum alene er tale om en påstået mangel fra klagerens side. Bestemmelsen omfatter alene de tilfælde, hvor den bestilte ydelse ikke leveres. Modsætningsvis finder bestemmelsen ikke anvendelse, hvis en leveret ydelse er behæftet med mangler.
Sondringen mellem ikke-levering og mangler foretages på grundlag af almindelige køberetlige regler, og den af klageren påståede mangel i forhold til visummets gyldighedsperiode kan ikke sidestilles med ”ikke-levering”, det vil sige forsinkelse i køberetlig forstand. Denne vurdering understøttes endvidere af, at klageren efterfølgende har benyttet det udstedte visum i forbindelse med indrejse i UAE.
Via redegørelsen fra Nets er det godtgjort, at klagerens indsigelser bør anses for uberettigede jf. betalingslovens § 112, stk. 3, idet virksomheden har redegjort for, at der anvendes en automatisk proces, hvor det er klageren selv, som via virksomhedens website angiver den ønskede gyldighedsperiode, og at klageren via virksomhedens forretningsbetingelser accepterede, at virksomheden i øvrigt ikke kan holdes ansvarlig for eventuelle ændringer, afslag eller forsinkelser i udstedelse af et visum efter at visumansøgningen er foretaget.
Klageren har ikke dokumenteret, at han bestilte/ansøgte om visummet med anden gyldighedsperiode end den, der var gældende for det leverede visum. Klageren har heller ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at kravet om Covid-19 forsikringsattestation ikke var gældende for indrejse, og ydelsen må således anses for leveret i forbindelse med indrejsen.
Ved sagsbehandlingen hos Nets blev der efterspurgt relevant dokumentation fra klageren. Klageren formåede efter Nets’ vurdering ikke at levere relevant dokumentation.
Klagerens brug af det udstedte visum må desuden anses for accept af de påståede mangler.
Ankenævnets bemærkninger
Den 10. august 2021 købte klageren services hos et udenlandsk flyselskab, F, i forbindelse med ansøgning om et visum til Forenede Arabiske Emirater. Købet blev foretaget via F’s hjemmeside med klagerens MasterCard, der var udstedt af Nykredit Bank.
Den 14. august 2021 købte klageren en Covid-19 forsikringsattestation af F, der angiveligt var et krav for indrejse i Forenede Arabiske Emirater.
Klageren fremsatte indsigelse mod de to transaktioner over for banken med begrundelsen, at han havde modtaget et visum, der havde en forkert gyldighedsperiode, samt at der ikke var forsikringsattestation på visummet.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med indsigelsesbehandlingen videresendte sagen til Nets, der indhentede en redegørelse fra F. F oplyste, at visumansøgningen var blevet sendt til og godkendt af myndighederne, og at klageren havde modtaget og anvendt visummet.
Det følger af betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2, at betalers udbyder skal undlade at gennemføre en betalingstransaktion eller, hvis debitering er sket, straks kreditere betalerens konto, hvis betaleren ved fjernsalg gør indsigelse om, at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret. Af bestemmelsens stk. 3 følger, at udbyderen kun må debitere eller gendebitere betalerens konto, hvis udbyderen kan godtgøre, at indsigelsen er uberettiget.
Ankenævnet finder, at betalingsmodtageren F leverede den købte ydelse ved at assistere klageren i at ansøge myndighederne om visum inklusive den tilhørende forsikringsattestation. Ankenævnet lægger i den forbindelse som ubestridt til grund, at rejsen til Dubai blev gennemført. Klageren har derfor ikke krav på at få tilbageført købesummen for visumservice og forsikringsattestation.
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at banken på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren de to betalinger.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.