Afgørelse

Spørgsmål om aftale om deling af gæld og om rentefrihed.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagernes krav om opdeling af et fælleslån samt spørgsmål om, hvorvidt der var indgået aftale om rentestop.

Sagens omstændigheder.

Klagerne A og B er tidligere samlevende.

Den 9. december 1997 underskrev klager A en kassekreditkontrakt med indklagede vedrørende en kredit på 356.000 kr. Af kassekreditkontrakten fremgår, at kreditten indestod uden nedbringelse indtil 1. december 1998, og at renten p.t. udgjorde 8,25% p.a.

På kreditten skulle indbetales 2.500 kr. månedligt, og der kunne ikke hæves på den. Kredittens betingelser skulle genforhandles den 1. december 1998. Klager B underskrev som selvskyldnerkautionist på kassekreditkontrakten.

Indklagede har om baggrunden for kassekredittens etablering anført, at klagernes engagementet i juni 1997 var blevet sammenlagt til et lån med hæftelse af begge. På grund af klagernes økonomiske forhold blev lånet omlagt til kassekreditten, og der blev aftalt en særlig lav rentesats, således at klagerne kunne forrente beløbet med den aftalte indbetaling. Da B ikke havde mulighed for udnytte rentefradraget, aftaltes det, at A hæftede som debitor og B alene som kautionist.

Ved skrivelse af 10. december 1998 til indklagede anførte klagerne, at B var sygemeldt på 10. måned som følge af en arbejdsskade, og at A var arbejdsløs. Klagerne forventede, at A ville finde arbejde inden for kort tid, således at de kunne finde en løsning vedrørende engagementet.

Indklagede har anført, at kassekredittens rentesats pr. 1. december 1998 blev ændret til indklagedes morarentesats som følge af, at der ikke var aftalt henstand med betaling af gælden, der ansås for forfalden. Under sagens forberedelse for Ankenævnet har indklagede erklæret sig indforstået med at frafalde morarentesatsen, således at lånet forrentes med den aftalte rentesats.

I marts 1999 rettede klagerne henvendelse til indklagede og tilbød at betale 1.500 kr. månedligt. I maj, juni og juli 1999 indbetalte klagerne dette beløb.

Klagerne har anført, at samlivsforholdet blev ophævet, hvorefter de ikke længere kunne afse det månedlige beløb. De kontaktede derfor indklagedes afdeling og tilbød at fremkomme med et løsningsforslag. Det er deres opfattelse, at det i denne forbindelse aftaltes, at renteberegningen i mellemtiden blev stillet i bero. Indklagede bestrider, at det blev aftalt, at renteberegningen blev stillet i bero.

Ved skrivelse af 9. december 1999 rettede B gennem sin advokat henvendelse til indklagede med henblik på at indgå en afviklingsordning. Af skrivelsen fremgår, at klagerens nye pengeinstitut var indstillet på at låne B et beløb til indfrielse af forskellige gældsbeløb, men dog på betingelse af, at der samtidig blev fundet en afklaring vedrørende hendes forpligtelser over for indklagede. B var indstillet på at påtage sig en gældsforpligtelse over for indklagede på 85.000 kr. og afvikle dette beløb med 500 kr. månedlig. Når B var færdig med en igangværende uddannelse og havde fået arbejde, kunne afviklingen revurderes.

Ved skrivelse af 17. december 1999 meddelte indklagede B's advokat, at man var indstillet på at frigive B som kautionist ved kontant indbetaling af 85.000 kr. samtidig med, at A påtog sig alene at hæfte for restgælden.

Den 14. marts 2000 fremsendte B's advokat kopi af en aftale mellem A og B vedrørende delingen af A's og B's fælles gæld. Af aftalen fremgår, at B overtog 75.000 kr. af gælden til indklagede, hvorefter A skulle hæfte for restgælden. Advokaten anmodede under henvisning hertil om en deling af gælden, således at B alene hæftede for 75.000 kr.

Efter yderligere drøftelser mellem B's advokat og indklagede meddelte indklagede ved skrivelse af 1. august 2000, at indklagede fastholdt sit tilbud om at slette B som kautionist mod indbetaling af 85.000 kr. og mod, at A herefter var enedebitor.

Ved skrivelse af 23. marts 2001 meddelte indklagede B, at kassekreditten var opsagt til fuld indfrielse. Restgælden var oplyst til 356.725,63 kr. med tillæg af renter fra 31. marts 1999.

I maj 2001 udtog indklagede gennem sin advokat stævning mod klagerne med påstand om betaling af 356.725,63 kr. med tillæg af rente 16,5% fra 31. marts 1999. Sagen er af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klagerne har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde forrentning af gælden fra 31. marts 1999 og fremefter, samt at gælden 356.725,62 kr. fordeles med 85.000 kr. til B som enedebitor og restbeløbet til A som enedebitor.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at efter, at deres samlivsforhold var ophørt, rettede de henvendelse til indklagede med henblik på at nå til en løsning vedrørende deres forpligtelser. Det er deres helt klare opfattelse, at renteberegningen i mellemtiden blev stillet i bero. Hertil kommer, at de siden december 1999 har været i dialog med indklagede omkring en ordning med løfte om, at renteberegningen blev stillet i bero, indtil en løsning var fundet.

Af den samlede gæld udgør B's andel 85.000 kr., idet der oprindeligt skete en sammenlægning af den gæld, som de hver medbragte ved starten af deres forhold.

Det har hele tiden været aftalen med indklagede, at når de indbyrdes havde fundet ud af det, kunne gældsbyrderne efterfølgende behandles hver for sig.

De stiller sig uforstående over for, at indklagede uden forudgående varsel opsagde engagementet.

Indklagede har anført, at man ikke har lovet rentefrihed i perioden fra marts 1999 og fremefter.

Som følge af, at klagerne ikke kunne afvikle gælden, var man berettiget til at opsige engagementet og overgive det til retslig inkasso.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Som svar på klager B's advokats henvendelse af 9. december 1999 vedrørende deling af gælden tilbød indklagede i skrivelsen af 17. december 1999, at klager B's forpligtelse som selvskyldnerkautionist for kreditten kunne afgøres ved indbetaling af 85.000 kr. kontant under forudsætning af, at klager A samtidig skriftligt bekræftede, at han herefter alene hæftede for restgælden. Dette blev gentaget ved indklagedes skrivelse af 1. august 2000. De nævnte betingelser blev ikke opfyldt, og det er ikke godtgjort, at indklagede har fremsat løfte om, at gælden kunne opdeles på anden måde.

Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at indklagede har givet afkald på forrentning af gælden fra den 31. marts 1999.

Klagernes påstande kan således ikke tages til følge.

Det bemærkes, at indklagede under sagens forberedelse har erklæret sig indforstået med, at gælden fra den 31. marts 1999 fortsat forrentes med den oprindeligt aftalte rente på 8,25% p.a.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.