Opgørelse af gæld, forældelse af renter.
| Sagsnummer: | 440/1997 |
| Dato: | 02-10-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Forældelse - udlån Inkasso - hæftelse |
| Ledetekst: | Opgørelse af gæld, forældelse af renter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
I efteråret 1997 anmodede indklagede gennem sin advokat om foretagelse af fogedforretning hos klagerne vedrørende et krav på ca. 600.000 kr. hidrørende fra forskellige lån og kreditter etableret i perioden 1983-1987. Klagerne protesterede mod indklagedes krav og indgav klage til Ankenævnet.
Sagens omstændigheder.
Indklagede gør følgende krav gældende mod klagerne:
I
Lønkontokassekredit (-31241) på 25.000 kr. ydet til klagerne den 13. maj 1983 af et pengeinstitut, med hvem indklagede senere er fusioneret. Kassekreditten blev den 5. november 1984 afløst af et lån (-45547) på 34.800 kr. Lånet blev opgjort i fogedretten den 22. juni 1989 til 54.767,84 kr. med tillæg af 400 kr. i fogedafgift.
II
Gældsbrev (-05586) af 25. september 1986 vedrørende et lån på 165.000 kr. ydet af indklagede. Samme dag ydede indklagede klagerne en kassekredit (-5561) på 50.000 kr. Kassekreditten blev afløst af et gældsbrev af 15. juni 1987 på 120.000 kr. (-07376). Ifølge indklagede blev det samlede krav i henhold til de to lån - (-5586) og (-07376) - opgjort i fogedretten den 14. juni 1988 til 255.163,77 kr. med tillæg af omkostninger 2.150 kr.
III
Kassekredit (-07495) på 30.000 kr. ydet af indklagede den 1. oktober 1987. Kreditten er ifølge indklagede opgjort i fogedretten den 14. juni 1988 til 80.311,86 kr. med tillæg af omkostninger 1.110 kr.
Under sagen er fremlagt fogedrekvisitionerne vedrørende opgørelserne i fogedretten henholdsvis 14. juni 1988 og 22. juni 1989. Den samlede gæld ifølge de tre rekvisitioner er opgjort til 375.402,45 kr., ekskl. omkostninger, men inkl. renter til umiddelbart før rekvisitionernes dato.
Under sagen er fremlagt en meddelelse af 20. september 1988 fra indklagedes revision. Ifølge meddelelsen, der henviser til kontonummeret for lånet på 120.000 kr. (-07376), er dette låns restgæld den 20. september 1988 0 kr., idet det er anført: "(Lånet indfriet)". Indklagede har vedrørende denne meddelelse anført, at lånet ikke var indfriet, men blev overført til inkassoafdelingen, hvorved det af revisionen af regnskabsmæssige grunde blev registreret som indfriet.
Parternes påstande.
Klagerne har den 4. december 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand: "Frafald af kravet, da [indklagede] som specialist burde have præsteret en rådgivning (sammen med den revisor de aflønnede på vor regning) der stillede os bedre, og ikke ringere end da vi startede "samarbejdet". Alternativt et meget symbolsk beløb til fuld og endelig afregning for alt mellemværende max. 10.000 kr. af hensyn til vor økonomiske formåen den næste årrække."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede opgør pr. 20. maj 1998 klagernes gæld til 375.402,45 kr. med tillæg af 5 års rente, 182.307,42 kr., og tilkendte advokatomkostninger m.m. på 14.835,02 kr, eller i alt 572.544,89 kr.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de i oktober 1986 flyttede til indklagede fra det pengeinstitut, som indklagede senere overtog. De havde på det tidspunkt været gennem en tvangsauktion samt haft tab på deltagelse i et anpartsprojekt. Hos indklagede lånte de 165.000 kr. til at indfri al anden gæld med, ligesom deres øvrige konti i form af børneopsparinger og pensionskonti blev overflyttet til indklagede. De havde en meget stram økonomi og måtte ofte låne af familien. Forinden de blev kunder hos indklagede, havde de haft kontakt med en revisor E, der også var kunde hos indklagede. Det er deres opfattelse, at E bedrog dem på den måde, at han fik overført beløb fra deres konti til sin egen konto hos indklagede. Sagen blev indbragt for revisorankenævnet, men E døde inden sagens afslutning. De har gennem hele forløbet bebrejdet indklagede, at man tillod E at overføre fra deres konto til E's konto. Senere erfarede de, at det i byen var almindeligt kendt, at E skyldte indklagede betydelige beløb, og at indklagede hævede på E's klienters konti for at nedbringe E's gæld. Indklagede har konsekvent undladt at svare på henvendelser om disse overførsler. Dette er ikke passivitet fra deres side, men må ses som en del af indklagedes samlede forhalingspolitik. I 1988 tilbød de indklagede mod saldokvittering at overtage deres ejendom, hvori indklagede havde sikkerhed, men dette blev afslået. I juni 1988 blev sagen foretaget i fogedretten, og de protesterede mod indklagedes krav, da det ikke var dokumenteret. Herefter hørte de først fra indklagede, da de i november 1993 gennem advokat blev præsenteret for kravet opgjort til ca. 735.000 kr. De bad om dokumentation for beløbet og hørte derpå ikke mere til sagen, før end de i august 1994 modtog henvendelse fra indklagedes inkassoafdeling, hvor kravet nu var på ca. 394.000 kr. De protesterede og hørte igen fra indklagede i marts 1997, hvor kravet på ca. 394.000 kr. blev gjort gældende. Indklagedes krav er forældet. De har i næsten 10 år forgæves efterlyst dokumentation for kravet.
Hvis indklagedes krav ikke er forældet, må det anses for fortabt ved passivitet.
Indklagede har anført, at indklagedes krav er opgjort ved fogedforretninger i 1988 og 1989. Klagerne protesterede ikke mod kravenes opgørelse på dette tidspunkt. Indklagedes krav er undergivet 20-årig forældelse, og forældelse er således ikke indtrådt for så vidt angår restgælden, men alene for renter ældre end 5 år. Indklagede har i dag ikke mulighed for at rekonstruere, på hvis anmodning beløb blev overført fra klagernes konti til E's konto. Klagernes indsigelse herom må anses for fortabt ved passivitet og i alle tilfælde for forældet. Klagerne er ikke fremkommet med indsigelser, der kan føre til, at klagen bør imødekommes.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte den opgørelse af klagerens gæld til indklagede, der fremgår af udskrifterne af fogedforretningerne den 14. juni 1988 og 22. juni 1989. Kravene må derfor anses for at have bestået på de omhandlede tidspunkter. Klagerne har ikke godtgjort, at de efterfølgende har indfriet indklagedes krav.
Klagernes gæld til indklagede i henhold til gældsbrevene af 5. november 1984, 25. september 1986 og 15. juni 1987 samt kassekreditkontrakten af 1. oktober 1987 er undergivet 20-årig forældelse i henhold til Danske Lovs 5-14-4. Der er således ikke indtrådt forældelse for så vidt angår gæld i henhold til disse aftaler. Det samme gælder for tilkendte sagsomkostninger. Renter af indklagedes krav er derimod omfattet af forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år. Indklagedes opgørelse i fogedretten henholdsvis den 14. juni 1988 og 22. juni 1989 kan ikke anses som et særligt retsgrundlag som nævnt i 1908-lovens § 1, stk. 2, for påløbne renter i perioden indtil tidspunktet for disse opgørelser. Ankenævnet kan herefter ikke godkende den af indklagede foretagne opgørelse pr. 20. maj 1998, idet der i beløbet 375.402,45 kr. er indeholdt renter, der som følge af det foran anførte, må anses for forældede.
Af de grunde, der er anført af indklagede, kan klagernes indsigelse om uretmæssige overførsler til E's konto ikke tages til følge.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klagernes gæld alene kan opgøres i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.