Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9903021/2000 |
| Dato: | 16-03-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Leif Nielsen, Per Englyst og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde en ejendom, hvori der bl.a. indestod to lån til det indklagede realkreditinstitut. Ejendommen blev den 9. november 1992 overtaget på tvangsauktion af en liebhaver, hvorved instituttets lån i deres helhed forblev udækkede. I november 1992 gjorde instituttet en personlig fordring på 109.318 kr., eksklusive rente, gældende over for klageren. Kravet blev gentaget i februar 1995 og i oktober 1997. Instituttet fremsendte i december 1997 et frivilligt forlig til klageren, som hun underskrev den 3. januar 1998. I henhold til forliget skulle klageren betale 150 kr. om måneden, og forligets rente- og afdragsvilkår skulle genforhandles pr. 1. februar 1999. I februar 1999 meddelte det inkassofirma, som administrerede forliget, klageren, at gælden fortsat kunne afvikles med 150 kr. månedlig, dog således at aftalen skulle genforhandles den 1. marts 2000. Klageren meddelte i marts 1999 inkassofirmaet, at hun fremover ville betale 25 kr. om måneden, og at hun samtidig ville klage til Ankenævnet og søge gældssanering.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at hele eller dele af instituttets fordring var forældet, samt at klageren ikke havde bundet sig endeligt til en mindsteaftale. Instituttet påstod principalt frifindelse, subsidiært at klageren havde anerkendt gælden ved underskrift af det frivillige forlig, herunder rentekravet, mere subsidiært, at klageren havde anerkendt renter 5 år tilbage fra 3. januar 1998.
Nævnet fastslog, at instituttets fordring bestod af på den ene side restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3 og på den anden side af uforfaldne renter i kolonne 2 og rentebeløb m.v. i kolonne 3, hvilke sidstnævnte dele af fordringen var forældet efter 1908-loven på tidspunktet for klagerens underskrivelse af det frivillige forlig. Nævnet fandt, at klageren havde underskrevet forliget under den klare og for instituttet kendelige forudsætning, at ingen del af forligsbeløbet var forældet. Under disse omstændigheder kunne klageren konkret ikke være bundet af forliget for beløb, der var forældet på tidspunktet for dets indgåelse. Instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet alene kunne gøre et krav gældende over for klageren i det omfang, instituttet kunne dokumentere, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. De således opgjorte beløb skulle forrentes med lånerente for det enkelte lån i 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet.
Instituttet meddelte den 20. marts 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Byretsdom. Frifindelse af instituttet.