Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse i henhold til kaution og pantsætning.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod hæftelse i henhold til kaution og pantsætning.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditaftale af 19. januar 2001 ydede indklagede klagerens halvsøster, S, en kassekredit på 100.000 kr. gældende til den 1. juli 2002.

Ved gældsbrev af samme dato ydede indklagede S et lån på 150.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.000 kr., første gang den 28. februar 2001. Ydelsen skulle hæves på kassekreditten.

Kreditten og lånet blev etableret til brug for S' køb og opstart af en restaurationsvirksomhed.

Klageren underskrev aftalerne som kautionist og pantsætter. Pantsætningen omfattede et samtidig oprettet ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i klagerens ejendom.

S havde endvidere en privatkonto hos indklagede, som var oprettet den 2. januar 2001.

I maj 2001 opstod der kortvarige overtræk på kassekreditten på op til ca. 24.000 kr.

I begyndelsen af juni 2001 opstod der overtræk på kassekreditten på op til ca. 34.000 kr.

Ved gældsbrev af 13. juni 2001 ydede indklagede S et lån på 51.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Ydelsen skulle hæves på kassekreditten. Provenuet af lånet, som udgjorde 49.480 kr., blev indsat på privatkontoen. Heraf blev 49.000 videreoverført til kassekreditten, hvis saldo herved blev nedbragt til 85.067,82 kr.

I juli 2001 opstod der kortvarige overtræk på kassekreditten på op til ca. 21.000 kr.

I slutningen af august og i september 2001 udviste kassekreditten et vedvarende overtræk. Henholdsvis den 6., 7. og 26. september 2001 blev checks udstedt af S returneret på grund af manglende dækning.

Den 12. oktober 2001 blev yderligere en check på 6.860,39 kr. returneret, idet kassekreditten var overtrukket med 3.062,23 kr. Klageren blev ved skrivelse af samme dato orienteret om checkreturneringen og overtrækket.

Ved skrivelse af 9. november 2001 rykkede indklagede S for inddækning af overtræk på 5.057,18 kr. på kassekreditten inden 10 dage, idet engagementet ellers ville blive opsagt til fuld indfrielse. Kopi af rykkerskrivelsen blev fremsendt til klageren.

Ved skrivelse af 20. november 2001 meddelte indklagede klageren, at engagementet var opsagt. Samtidig gjorde indklagede kautionen gældende for 229.170 kr. ekskl. renter, svarende til den samlede gæld på lånet på oprindelig 150.000 kr. og kassekreditten.

I forbindelse med S' salg af virksomheden fremkom der et provenu på 33.049,25 kr., som den 20. februar 2002 blev krediteret på kassekreditten. Saldoen blev herved nedbragt til 70.400,48 kr.

Parternes påstande.

Den 30. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionen og pantsætningen helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun under drøftelserne med indklagede om kautionen og pantsætningen gjorde det klart, at hun kun ville forpligte sig for så vidt angår midler, der skulle anvendes til køb og opstart af virksomheden. Hun ønskede ikke at stille sikkerhed for S' private forbrug. Det blev derfor aftalt, at kassekreditten kun måtte bruges til indkøb til virksomheden.

Der måtte ikke forekomme overtræk. Såfremt der forekom overtræk, skulle engagementet opsiges. Kassekreditaftalen skulle tages op den 1. januar 2002, idet indklagede skulle indkalde til møde, hvis S ikke på dette tidspunkt selv havde overtaget kassekreditten i kraft af omsætningen. Kassekreditten skulle ellers være afviklet pr. den 1. juli 2002 som anført i kreditaftalen.

Indklagede havde ikke tiltro til, at S kunne klare at drive virksomheden, og indklagede var bekendt med, at S havde haft et alkoholproblem og derfor skulle fastholdes i aftalerne.

I februar 2001 afslog S at underskrive et sikkerhedsdokument, som skulle sikre hende beslutningskompetence, hvis virksomhedens aftaler ikke blev overholdt. Hun orienterede indklagede herom.

På baggrund af de indgåede aftaler og indklagedes kendskab til S' forhold burde hun være blevet orienteret om overtrækkene allerede i maj 2001. Hun havde i givet fald haft anledning til at undersøge virksomhedens økonomi og på grundlag heraf eventuelt forlange engagementet opsagt. I givet fald havde S været nødsaget til at sælge virksomheden, hvilket på daværende tidspunkt kunne have ladet sig gøre til en pris, der dækkede engagementet med indklagede.

Indklagede ydede i stedet yderligere lån til S, hvilket forværrede S' økonomi og forøgede hendes risiko. Da hun i august 2001 fik meddelelse om overtrækket på kassekreditten, var det for sent at komme ud af engagementet uden tab.

Efterfølgende har hun konstateret, at der bl.a. blev overført 38.850 kr. og 20.000 kr. fra kassekreditten til privatkontoen henholdsvis den 25. januar og 19. februar 2001. Ydelserne på lånene blev trukket på kassekreditten, hvorfor hendes forpligtelse ikke blev nedbragt som forudsat. Indklagede handlede således i strid med aftalen om, at hun ikke skulle hæfte for S' privatøkonomi. Endvidere burde provenuet på 33.000 kr. være blevet krediteret på lånet.

Indklagede har anført, at engagementet med S blev etableret alene på baggrund af klagerens sikkerhedsstillelse, hvilket blev gjort klart for klageren.

Det bestrides, at det blev aftalt, at kassekreditten ikke måtte bruges til private udtræk. S lod hele omsætningen indgå på kassekreditten og var derfor nødsaget til at trække herpå til privatforbrug. Man kunne ikke påtage sig at kontrollere ind- og udbetalinger på kassekreditten. Det blev imidlertid pointeret, at overtræk ikke ville blive accepteret.

Det fremgår klart af lånedokumenterne, at ydelsen på lånet skulle trækkes på kassekreditten, og at denne var uden afvikling frem til den 1. juli 2002.

Baggrunden for overførslen af beløbene på 38.850 kr. og 20.000 kr. var, at S benyttede et visakort, der var tilknyttet privatkontoen, til indkøb af diverse varer til virksomheden. Beløbene blev overført til dækning af disse træk.

Det er ikke unormalt, at der i en opstartfase opstår overtræk, idet det kan være svært at budgettere indkøb m.v. De første overtræk, som var af mindre omfang, blev da også inddækket af weekendomsætningen. Det videre forløb viste imidlertid, at det gik den forkerte vej med returnering af checks i september 2001 og med underretning herom til klageren i oktober 2001 til følge. På dette tidspunkt udviste kassekreditten et overtræk på 3.062 kr.

Klageren havde mulighed for at udbede sig dokumentation for driften af virksomheden og for det sikrede engagement. Det forhold, at klageren og S ikke var på talefod, er en privatsag, som indklagede ikke kunne blande sig i.

Klagerens hæftelse blev nedbragt med provenuet af virksomhedssalget. Før krediteringen af provenuet på kassekreditten var saldoen 103.449,73 kr. inklusiv tilskrevne renter på 3.047,09 kr. pr. 31. december 2001.

Lånet på 51.000 kr. blev etableret på blancobasis. S oplyste, at lånet ville blive indfriet, når en forsikringssum i forbindelse med et driftstab opstået i forbindelse med en skade i restauranten ville komme til udbetaling, og restprovenuet skulle indsættes på kassekreditten. Lånet blev ikke nedbragt nævneværdigt og udgjorde pr. 20. november 2001 45.269,31 kr.

Klagerens risiko blev ikke forøget som følge af etableringen af blancolånet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 med den ordlyd, som er gældende for aftaler indgået før den 1. juli 2002, må for så vidt angår kassekreditter forstås således, at pligten til at give underretning til kautionisten indtræder, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på seks måneder. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har forsømt sin pligt til at give meddelelse i medfør af den nævnte bestemmelse.

På baggrund af det anførte om drøftelserne i forbindelse med kautionen og pantsætningen den 19. januar 2001 må det lægges til grund, at overtræk på kassekreditten ikke ville blive accepteret, hverken af klageren eller af indklagede. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at denne fælles opfattelse kan medføre, at indklagede har pådraget sig et ansvar som følge af manglende underretning om de mindre og kortvarige overtræk, der opstod i foråret 2001. Da overtrækkene antog en mere vedvarende karakter, blev klageren straks underrettet.

Ankenævnet finder heller ikke, at indklagede burde have indset, at ydelsen af blancolånet på 51.000 kr., var i strid med klagerens forudsætninger for sikkerhedsstillelsen. Lånet findes ikke reelt at have udgjort en forøgelse af klagerens risiko. Det bemærkes herved, at låneprovenuet blev indsat på kassekreditten, og at lånet efterfølgende ikke blev nedbragt i nævneværdig grad.

Ankenævnet finder heller ikke, at indklagede burde have indset, at overførslerne til privatkontoen til inddækning af varekøb via denne var i strid med klagerens forudsætninger.

Ankenævnet finder heller ikke i øvrigt, at der foreligger omstændigheder, der kan medføre, at indklagede er forpligtet til at frafalde eller nedsætte sit krav mod klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.