I marts 1986 ydede indklagede klageren et lån på 60.000 kr. Lånet blev ydet mod håndpant i et ejerpantebrev med pant i klagerens faste ejendom. Af gældsbrevet fremgik, at indklagede ved renteændringer kunne ændre ydelsen "efter Sparekassens bestemmelser under hensyn til den oprindeligt aftalte løbetid." Lånets rente var oplyst til for tiden 13% p.a. Under "låneart" var anført "håndpant".
Den 10. april 1992 indfriede klageren lånet, hvis restgæld var 43.666,41 kr. Ved skrivelse af 30. november 1992 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte under henvisning til Ankenævnets kendelse af 26. oktober 1992 (sag 28/1992), at han havde betalt for meget i rente på lånet. I indklagedes skrivelse af 8. december 1992 anførte indklagede, at klagerens lån ikke havde lighedspunkter med det lån, som Ankenævnets kendelse vedrørte.
Af årlige kontooversigter til klageren fremgår om lånets rente:
31. december 1986 13,50%
31. decmeber 1987 14,50%
31. december 1988 15,25%
31. december 1989 uoplyst
31. december 1990 uoplyst
31. december 1991 17,549% - 18,115%
De for 1991 angivne rentesatser er den årlige nominelle rente, således at satsen 18,115% svarer til en pålydende rente på 17%. Indklagede har oplyst, at den pålydende rente ultimo 1989 og 1990 var henholdsvis 18% og 16,5%.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klageren en ikke nærmere opgjort renterefusion.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at lånet blev ydet som et billån. Lånets rente er i årenes løb steget, uden at klageren er blevet orienteret om årsagen hertil. Hertil kommer at, rentesatsen på klagerens lån har været højere end indklagedes rentesatser for billån.
Indklagede har anført, at klagerens lån har været kategoriseret som et håndpantlån, hvilket fremgår af gældsbrevet. Betegnelsen har baggrund i indklagedes sikkerhed for lånet. I forbindelse med lånets bevilling foretog indklagede en beregning af friværdien i klagerens ejendom. Lånets løbetid blev som udgangspunkt fastlagt til 10 år. På tidspunktet for lånets etablering havde indklagede ikke et særligt billånsprodukt. Klagerens lån blev etableret som et almindeligt forbrugslån, og herfor taler også den stipulerede løbetid, som ikke genfindes i senere billånsprodukter. Rentesatserne på klagerens lån har fulgt den generelle udvikling på lån af tilsvarende art. Klageren må endvidere ved passivitet anses at have fortabt retten til at gøre indsigelse mod rentesatserne, som bortset fra 1989 og 1990 har været oplyst på kontooversigter, overfor hvilke klageren ikke har reklameret, uanset at der ved fremkomsten af billånsprodukterne skete en kraftig markedsføring af disses rentesatser.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede havde, da klagerens lån blev ydet, ikke billån som en særlig lånekategori, og lånet blev ydet som et almindeligt privatlån mod håndpant. Det må lægges til grund, at lånet til stadighed er blevet forrentet med indklagedes sædvanlige rente for sådanne lån. Selv om lånet blev anvendt til finansiering af bilkøb, findes det forhold, at indklagede senere har indført billån som en særlig lånekategori, ikke at have givet klageren krav på, at hans lån herefter henførtes til denne kategori og forrentedes i overenstemmelse hermed.
Som følge af det anførte