Spørgsmål om ansvar for skattebetaling som følge af ophævelse af kapitalpension. Afvis, bevis.
| Sagsnummer: | 204 /1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - afgift
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for skattebetaling som følge af ophævelse af kapitalpension. Afvis, bevis. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 15. december 1978 indgik klageren aftale med indklagede og sin arbejdsgiver om en arbejdsgiveradministreret kapitalpension. Ifølge aftalen kunne kontoens indestående med fradrag af afgift udbetales til klageren ved dennes fyldte 60. år, den 29. juli 1991.
Kapitalpensionen ophævedes den 7. august 1991. I forbindelse hermed underskrev klageren en erklæring i medfør af § 26 i pensionsbeskatningsloven, hvoraf det ved afkrydsning fremgår:
"Jeg erklærer herved, at jeg ud over denne konto ikke har anden opsparing i pensionsøjemed (kapitalpension) eller kapitalforsikring i pensionsøjemed."
Efter beregning af 40% afgift udbetaltes 86.747 kr. til klageren.
Da det efterfølgende blev konstateret, at klageren hos sin arbejdsgiver havde en pensionsordning, hvori der indgik en kapitalpension, anmodede indklagede ved skrivelse af 6. maj 1992 skattevæsenet om tilbagebetaling af afgiften med henblik på retablering af kapitalpensionen. Det hedder i skrivelsen:
"Ved en fejl her i banken, har vi ikke fået indhentet arbejdsgiverens tilladelse til, at kontoen måtte ophæves under de givne forudsætninger.
Kontohaver har desuden handlet i god tro, da han skrev under på at ordningen måtte hæves med normalbeskatning, idet han ikke var vidende om, at hans nuværende flexpensionsaftale i Statsanstalten indeholder elementer af kapitalpensionslignende art, således at der også her burde være sket en afgiftsberigtigelse."
Skattevæsenet afviste anmodningen og meddelte, at udbetalingen på 86.747 kr. ville blive tillagt klagerens indkomst for 1991, og at der ved skatteberegningen ville blive taget hensyn til den betalte afgift.
Ved årsopgørelsen for 1991 blev klagerens restskat beregnet til 27.205 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 27.205 kr.
Indklagede har påstået principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Klageren har anført, at indklagedes medarbejder omkring hans 60-års fødselsdag meddelte, at kapitalpensionen nu kunne ophæves. Bl.a. med henblik på indfrielse af et banklån besluttede han sig til at ophæve kapitalpensionen, hvorpå han underskrev en blanket, som blev udleveret af medarbejderen. Blanketten blev underskrevet in blanco og efterfølgende udfyldt af medarbejderen. Hans firmapension og de skattemæssige konsekvenser af ophævelsen blev ikke omtalt. Den pågældende medarbejder var bekendt med alt vedrørende hans økonomiske forhold, herunder også firmapensionen og dennes karakter. Da han efterfølgende konstaterede, at der via hans løn fortsat blev indbetalt på kapitalpensionen, rettede han henvendelse til arbejdsgiveren, der meddelte, at indklagede havde undladt at indhente firmaets tilladelse til ophævelse af ordningen. Indklagede har pådraget sig ansvar ved at undlade at rådgive om de skattemæssige konsekvenser af ophævelsen. Indklagede burde i hvert fald have rettet henvendelse til arbejdsgiveren i forbindelse med ophævelsen eller have reageret på de fortsatte indbetalinger på kontoen. Såfremt fejlen var blevet opdaget på et tidligt tidspunkt, er det sandsynligt, at skattevæsenet havde været villig til at acceptere en retablering af pensionsaftalen.
Indklagede har anført, at kapitalpensionen var til klagerens fri disposition og kunne ophæves alene ved klagerens henvendelse til indklagede, hvorfor arbejdsgiverens samtykke ikke var nødvendigt. På forespørgsel meddelte klageren, at han ikke havde andre kapitalpensioner, ligesom klageren afgav en skriftlig erklæring om, at dette ikke var tilfældet. Klageren må være nærmest til at bære risikoen for, at oplysningen i erklæringen ikke var korrekt. Klageren rejste kravet over for indklagede i oktober 1993. Fra dette tidspunkt og indtil indgivelse af klagen den 9. april 1995 har klageren ikke gjort kravet gældende, hvorfor han ved passivitet har fortabt retten hertil. Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede fremlagt en beregning, der viser, at klagerens merskat for 1991 som følge af ophævelsen udgør 25.412,13 kr. hvorfor klagerens krav højst kan udgøre dette beløb.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klageren ved passivitet har fortabt sin ret til at gøre kravet gældende.
Det må, som sagen foreligger, lægges til grund, at erklæringen af 7. august 1991 i medfør af pensionsbeskatningslovens § 26 er blevet udfyldt, efter at klageren havde underskrevet den. En stillingtagen til, om angivelsen i erklæringen af, at klageren ikke havde anden opsparing eller kapitalforsikring i pensionsøjemed, svarer til en oplysning afgivet af klageren over for indklagedes medarbejder - som anført af indklagede - eller om klageren - som af ham anført - ikke havde givet nogen oplysning herom, findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan foretages for Ankenævnet, jf. § 7 i Ankenævnets vedtægter, men som i givet fald må finde sted for domstolene.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.