Studielån, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 175 /1992 |
| Dato: | 16-09-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Studielån, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 27. december 1988 indgik klageren en aftale med indklagedes Borups Allé afdeling om tilbagebetaling af klagerens studielån i afdelingen. Det aftaltes, at studielånet, som forrentedes med en variabel rente, og som i alt udgjorde 128.517,14 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.550 kr. over 13 år. I forbindelse med, at lånet i august/september 1989 skulle overføres til indklagedes Perlegade afdeling i Sønderborg, tilføjedes på klagerens foranledning på tilbagebetalingsaftalen:
"Renteændringer og/eller ekstraordinære indbetalinger medfører, at ydelsen reguleres kvartalsvis, således at den aftalte afviklingstid fastholdes."
I maj 1991 blev klageren opmærksom på, at studielånets restgæld ikke blev nedbragt som stipuleret, hvorefter han rettede henvendelse til indklagede, som efter at have undersøgt sagen oplyste, at der i de forløbne 19 måneder var opkrævet en for lille ydelse.
Den 27. maj 1991 fremsendte afdelingen til klageren en oversigt over, hvad den korrekt udregnede ydelse ville have udgjort for perioden 1. november 1989 - 1. april 1991, og hvad den faktisk opkrævede ydelse udgjorde i samme periode. Indklagede meddelte, at man var indstillet på at forrente forskellen på 3.186,69 kr. mellem den opkrævede og den korrekte ydelse i 19 måneder, og at man således ville godtgøre et beløb, der svarede til 13% p.a. af differencen. Indklagede havde beregnet denne rentegodtgørelse til 300,48 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 3.186,69 kr. med tillæg af renter 10% p.a., i alt 3.372,58 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede som følge af, at indklagede har undladt at regulere ydelsen som aftalt, bør godtgøre differencen mellem den korrekt beregnede ydelse og den faktisk opkrævede ydelse. Klageren har netop med henblik på at overholde løbetiden på 13 år foranlediget indføjet i afviklingsaftalen, at ydelsen skulle reguleres i takt med eventuelle rentestigninger. Indklagede har bevidst undladt at ændre ydelsen, således at den aftalte afviklingstid i stedet for 13 år ville blive 22 - 25 år, hvilket giver indklagede en betydelig indtjening på klagerens bekostning. Klageren har anført, at hans krav om godtgørelse alene omfatter renter og ikke, som anført af indklagede, hovedstol.
Indklagede har anført, at man erkender at have begået en fejl ved at undlade at regulere ydelsen som aftalt. Denne fejl har imidlertid ikke påført klageren et tab, hvorfor der ikke er grundlag for at yde erstatning efter dansk rets almindelige regler. Ved kulancemæssigt at udbetale forrentningen af de manglende afdrag har klageren tværtimod opnået en fordel, idet han gratis har fået stillet likviditeten til rådighed. Den foreliggende situation kan sidestilles med en mangelfuld beregning af de oplysninger, der i lov om kreditaftaler § 9, stk. 1, nr. 6 skal oplyses af kreditgiveren. En sådan fejl medfører ikke bortfald af kreditors kravpå betaling af hovedstol og renter, jf. kreditaftalelovens § 23 modsætningsvis. Ved den skærpede forbrugerbeskyttelse, som har fundet sted med kreditaftaleloven, har det formodningen imod sig, at en tilsvarende fejl på et lån, der ikke er omfattet af kreditaftaleloven, skulle give forbrugeren en bedre retsstilling således som klageren, der ikke alene kræver at få tilbagebetalt den totale renteudgift, men også de manglende afdrag.
Ankenævnets bemærkninger:
4 medlemmer - Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:
I forbindelse med lånets overførsel til indklagedes afdeling i Sønderborg blev det på klagerens foranledning bestemt, at ved renteændringer skulle ydelsen på lånet reguleres med henblik på at fastholde den aftalte afviklingsperiode. Indklagede må således anses for at have tilsikret klageren, at den aftalte løbetid fastholdtes. Vi finder derfor, at indklagede - som også erkendt af indklagede - begik en fejl ved uden klagerens samtykke at undlade at forhøje lånets ydelse i overensstemmelse med renteudviklingen på lånet. Da der ikke findes grundlag for at fastslå, at klageren på et tidligere tidspunkt burde have indset, at ydelsen ikke reguleredes som aftalt, stemmer vi for at tage klagen til følge som nedenfor bestemt.
Medlemmet Allan Pedersen udtaler:
Indklagede har betalt klageren forrentning af de manglende afdrag og har herved vederlagsfrit stillet likviditet til rådighed for klager. Yderligere erstatning, som krævet af klageren, vil medføre en positiv berigelse for denne, som ikke ses hjemlet i gældende dansk ret. Jeg stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf